Som ventet har USA meddelt at landet trækker sig ud af FN’s menneskerettighedsråd. Beslutningen kommer fordi den amerikanske regering mener, at rådet er for kritisk overfor Israel mens det beskytter de lande, der for alvor overtræder menneskerettighederne.
Danmarks udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) skriver på Twitter, at USA’s beslutning er beklagelig og at verden mere end nogensinde har brug for et stærkt FN til at forsvare menneskerettighederne.
Også FN’s generalsekretær Antonio Guterres og FN’s højkommissær for menneskerettigheder Zeid Ra’ad al-Hussein beklager den amerikanske udmelding.
Ifølge USA’s FN-ambassadør, Nikki Haley, har USA i ét år forsøgt at få gennemført reformer i rådet og da det ikke er lykkedes har den eneste udvej været, at forlade rådet.
Ifølge The Guardian kritiserer hun bl.a. at Demokratiske Republik Congo er blevet udpeget til rådet på trods af de massive krænkelser af menneskerettighederne, der finder sted i landet. Hun kritiserer endvidere, at rådet endnu ikke har haft situationen i Venezuela på sin dagsorden, hvor imod Israel er et fast punkt.
Fra USA’s traditionelle tætte allierede Storbritannien lyder der også beklagelse over udmeldingen. Men landets regering er enig med USA’s regering i, at rådet trænger til at blive reformeret. Men i modsætning til USA har Storbritannien valgt at arbejde på reformer indefra, lyder det fra udenrigsminister Boris Johnson.