USA og Kina forpligter sig på klimaindsats

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Verdens to største udledere af drivhusgasser kom onsdag med konkrete løfter i kampen mod klimaforandringer. De to stormagters udspil bliver positivt modtaget, men mange mener, at det langt fra er nok. 

“Det er historisk med de to største udledere i verden. Man kan ikke lave en aftale med mening uden USA og Kina. Nu begynder jeg at tro på en aftale næste år i Paris”, siger Martin Lidegaard, tidligere minister for klimaet og nuværende udenrigsminister, ifølge Ritzau.

Ordene falder i anledning af Kina og USA, der nu har lovet at sænke udledningen af drivhusgasser. De to lande har begge været forsigtige med at forpligte sig på konkrete udspil i forhold til de internationale klimaforhandlinger.

Nu lover Kina at landets CO2-udledninger vil toppe i 2030, mens USA vil skære en fjerdel af udledningen i 2025 i forhold til niveauet i 2005.

Udmeldingen er godt nyt for en international aftale, der efter planen skal indføres i 2015, mener udenrigsministeren.

“Det giver håb om en aftale i 2015 i Paris. Det er jo i allersidste øjeblik, hvis vi skal nå at holde den globale opvarmning under to grader”, siger han til Ritzau. 

Ikke nok for bonden i Uganda

Mattias Söderberg fra Folkekirkens Nødhjælp er enig i, at det er fint for aftalen i 2015. 

“Aftalen mellem USA og Kina er virkelig godt nyt for den fremtidige politiske proces. Vi har ventet og ventet og ventet på især de to lande, og det er virkelig glædeligt, at der nu er sket noget. Begge lande skal sætte mange konkrete ting i værk, før de kan nå de mål, de er blevet enige om, så vi kommer til at se reel omstilling i begge lande”, siger Mattias Söderberg, Folkekirkens Nødhjælps klimarådgiver, i en pressemeddelelse. 

Men det er langt fra nok for at sikre udsatte befolkningsgrupper i udviklingslandene, mener han. Her skal der være en større indsats for tilpasning. 

”For bonden i det hårdest ramte område i Sudan er det ikke godt nok. Selv om det er glædeligt, at Kina og USA sætter konkrete mål, er han så hårdt ramt af klimaforandringerne, at han er nødt til at flygte med sin familie for at overleve. Derfor er omstilling i de udviklede lande ikke nok. Vi er også forpligtede til at hjælpe de fattige lande med at tilpasse sig konsekvenserne af klimaforandringerne”, siger Mattias Söderberg. 

Kan Obama få klimapolitikken gennem det politiske system?

Spørgsmålet er så, hvordan det konkret skal gennemføres. Midtvejsvalget i USA i sidste uge betød, at præsident Obama led et stort nederlag. det kan dermed blive svært for præsidenten at få klimatiltag gennem det politiske system, hvor mange ikke ønsker lovgivning omkring miljø og klima.  

Den tidligere danske klimakommissær i EU er da også spændt på at se, hvordan præsident Obama konkret vil få tiltagene gennem det amerikanske politiske system. 

“En uge efter at Obama har tabt et midtvejsvalg, går han ud med en fordobling af reduktionsraten. Nu må vi se, hvordan han vil gøre det, når han ikke kan få ting igennem i Kongressen. Ikke desto mindre har han nu forpligtet sig over for verden”, siger Connie Hedegaard, den tidligere klimakommissær i EU, ifølge Ritzau.