Den netop overståede folkeafstemning i Kirgistan baner vejen for, at præsident Bakievs kontroversielle forslag til ny grundlov bliver vedtaget. Civilsamfundsorganisationer bliver hørt af myndighederne, og deres synspunkter bliver bragt i medierne.
Også selvom de uafhængige og officielle optællinger viser forskellige resultater. Det fortæller Pia Dyrhagen, som var med som valgobservatør for Folkekirkens Nødhjælp, inviteret af den lokale NGO, Centre Interbilim.
Officielt stemte 70 % af befolkningen. NGO’erne mener, at kun højst 40 % mødte op.
Det er svært at se på valgdeltagelsen, hvor stor betydning resultatet af folkeafstemningen kan få for det unge demokrati i Kirgistan.
Der skal 50 procent valgdeltagelse til at gøre resultatet legitimt. Ifølge Centre Interbilims optællinger har 40 procent af de stemmeberettigede stemt ved lukning af valgstederne.
De officielle tal siger imidlertid 70 procent – nok til at gøre resultatet gyldigt.
Det generelle indtryk er, at folk er trætte – trætte af evindelige politiske kampe, trætte af ustabilitet.
RESULTAT GIVET PÅ FORHÅND
Der er udbredt mistanke om, at resultatet af folkeafstemningen er givet på forhånd. Det vil sige, at præsidentens forslag bliver vedtaget.
I løbet af dagen hørte Pia Dyrhagen om flere uregelmæssigheder.
På et valgsted kom en enkelt officiel person og proppede 600 udfyldte valgkort ned i en stemmeboks.
Et andet sted var studerende fra kollegier blevet samlet op i en bus og blevet kørt rundt til flere forskellige stemmesteder.
FRYGT FOR SVÆKKELSE AF DEMOKRATIET
Sammenlignet med de andre centralasiatiske republikker er Kirgistan relativt demokratisk.
Men præsidentens forslag til ny grundlov strider ifølge Centre Interbilim og andre politiske eksperter mod de demokratiske spilleregler.
Blandt andet vil magten koncentreres om præsidenten, og der vil ikke være procedurer, der sikrer at folket kan afskedige en præsident, hvis de er utilfredse.
Desuden vil flere af de rettigheder, som er sikret i den hidtidige grundlov, for eksempel ret til uddannelse og lægehjælp, blive truet.
Det spæde demokrati kan derved risikere at udvikle sig til et diktatur.
Det officielle resultat af afstemningen bliver offentliggjort i løbet af en uge.
Kilde: www.noedhjaelp.dk