Uffe Torm
Uffe Torm (1944) har i mere end 45 år arbejdet med dansk udviklingsbistand og international udviklingspolitik som journalist, redaktør, projekt- og oplysningskonsulent, projektkoordinator, programdirektør og var fra februar 1998 til februar 2012 sekretariatsleder for Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMR-U).
Han har tidligere arbejdet for Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), FN-forbundet, Mellemfolkeligt Samvirke (MS), Danida, Folkekirkens Nødhjælp (FKN), Red Barnet og Det lutherske Verdensforbunds afdeling for Mission og Udvikling (LWF/DMD) i Geneve og var medstifter af de danske udviklingsjournalisters klub, Nairobi-klubben i 1976.
Kristendom og udvikling – kan tro flytte bjerge? (2015).
Se alle Uffe Torms blogindlæg på Globalnyt
Kender man ikke til dansk udviklingsbistands historie, vil mange nok umiddelbart opfatte regeringens udkast til en ny dansk udviklingsstrategi som meget progressiv. Det indeholder nemlig mange plusord, positive hensigtserklæringer og en række forslag til gode gerninger.
Udkastet tegner imidlertid ikke et ærligt billede af dansk udviklingsbistand anno 2016. Det nævnes således ikke med et eneste ord, at efter regeringsskiftet i 2015 reducerede den nye regering Danmarks officielle udviklingsbistand med knap 20 procent svarende til ca. 3,0 mia. kr. i 2016.
Det forbigås endvidere i total tavshed, at derudover modtager Danmark selv i 2016 ca. 4,4 mia. kr. af den danske udviklingsbistand, dvs. godt 30 procent af den tilbageværende udviklingsbistand. Dermed er Danmarks reelle udviklingsbistand blevet ca. halveret.
Danmark er således nu den suverænt største enkeltmodtagerland af dansk udviklingsbistand. Pengene går til dækning af asyl- og integrationsudgifter mv. vedrørende de forholdsvis få – i forhold til det samlede antal flygtninge og migranter, der er nået frem til Europa – som søger ly i Danmark for krig og forfølgelse.
Hvordan Kristian Jensen vil forklare dette til sine kolleger i de afrikanske og mellemøstlige lande, som modtager langt flere flygtninge end Danmark og får en helt utilstrækkelig hjælp til at huse de mange flygtninge, står hen i det uvisse.
Udviklingsbistanden kan ikke stå alene
Den nye udviklingsstrategi erkender dog og tager højde for det paradigmeskifte, som gradvist er sket i den internationale udviklingsbistand siden årtusindskiftet, og bevæger sig væk fra den klassiske Nord-Syd tilgang i udviklingsarbejdet. Udviklingslande, som selv burde kunne, skal i højere grad tilskyndes til at tage hånd om og ansvar for egen udvikling i stedet for fortsat at være afhængige af udefra kommende bistand.
Der er tale om vigtige globale udfordringer, som den tidligere regerings udviklingsministre og NGO-miljøet ikke rigtigt fik italesat i offentligheden. En af konsekvenserne heraf er en forståelig og voksende skepsis i befolkningen overfor nyttevirkningen af udviklingsbistand.
Det påpeges med rette i udkastet, at statslig udviklingsbistand naturligvis ikke alene kan løse de globale udviklingsproblemer. Der er i høj grad brug for at inddrage den private sektor, pensionskasser og internationale fonde mv., hvis FN’s 17 nye bæredygtige udviklingsmål skal kunne opfyldes.
Investeringer, handel og penge, som migranter sender til hjemlandet, spiller i dag en lang større rolle end statslig udviklingsbistand. Traditionel udviklingsbistand har dog stadig er vigtig katalyserende rolle for udviklingen i de fattigste lande især gennem sociale investeringer i uddannelse og sundhed. Strategien har også i større grad end tidligere strategier øje for den voksende migration i verden. Men strategien får ikke rigtig skelnet mellem den interne migration fra landdistrikterne til byerne og nabolandene og den eksterne migration til Europa og Nordamerika. Det samme gælder sammenhængen mellem fattigdom og håbløshed i landdistrikterne, som skaber grobund for både fortvivlelse og fanatisme, og dermed gøder jorden for kriser og voldelige konflikter og deraf følgende store flygtningestrømme.
Det er godt, at den humanitære bistand er tænkt ind i strategien. Men det er til gengæld skidt, at den langsigtede, bæredygtige udviklingsindsats næsten er halveret uden udsigt til, at den kommer tilbage.
Og der er desværre ikke nogle konkrete og konstruktive bud på, hvordan Danmark skal bidrage til at løse de globale flygtninge- og migrationsproblemerne. Det bliver kun til nogle lidt luftige forslag til, hvordan vi bedst holder flygtningene i nærområderne væk fra Danmark – eller får den, der når frem, sendt tilbage!
FN’s bæredygtighedsmål
Det er desuden positivt, at strategien i princippet fastholder, at formålet med dansk udviklingsbistand stadig er fattigdomsbekæmpelse og fremme af menneskerettigheder og en bæredygtig udvikling. Strategien inddrager desuden FN’s 17 nye bæredygtige udviklingsmål i strategien. (selv om statsministeren åbenbart ikke helt har fattet, at de også omfatter Danmark og derfor burde have konsekvenser også indenrigspolitisk).
Strategien kritiseres dog for kun at udvælge fem af de 17 FN-mål, som Danmark i særlig grad vil satse på. De handler om ligestilling (mål 5), bæredygtig energi (mål 7), klima (mål 13) samt fred og retfærdighed (mål 16) og partnerskaber (mål 17) som gennemgående mål for dansk udviklingspolitik.
Det er dog svært at tage denne kritik alvorligt. Selv hvis bistanden ikke blev beskåret, ville Danmark hverken have de finansielle og personalemæssige ressourcer eller de konkrete erfaringer og faglige kompetencer til at engagere sig i alle 17 mål (og 169 delmål!) på en meningsfuld måde. Danmark bør naturligvis især fokusere på mål, hvor Danmark har forudsætninger for at gøre en mærkbar forskel.
Det betyder ikke, at der ikke kan sætte spørgsmålstegn ved hvilke FN-mål, Danmark vil støtte og ikke vil støtte. Det sidste gælder især mål 10 om at mindske ulighed. På baggrund af Danmarks store erfaringer med at opbygge et velfungerende, demokratisk velfærdssamfund baseret på lighed, solidaritet og demokrati, kan man undre sig over, at Danmark ikke satser mere herpå internationalt. Flere organisationer så desuden gerne, at klimamålet fik en mere omfattende og forpligtende opmærksomhed.
Hovedproblemet er imidlertid ikke, at Danmark vælger nogle mål til og nogle mål fra fremfor at smøre et tyndt lag dansk leverpostej ud over hele paletten. Problemet er jo, at der ikke i vedtagelsen af FN-målene er indbygget en tilstrækkelig FN-koordination af de forskellige landes bidrag til opfyldelsen af målene.
Det siges ikke siges direkte i strategien. Men den markante reduktionen af dansk udviklingsbistand medfører naturligvis, at antallet af modtagerlande må begrænses, hvis den danske bistand overhovedet skal have nogen gennemslagskraft.
Valget af samarbejdslande giver naturligvis anledning til kritik. Men skulle man lytte til erhvervslivets og NGO’ernes ønsker, ville listen af modtagerlande let blive dobbelt så stor. Det er imidlertid nødvendigt at prioritere de begrænsede ressourcer, både når det gælder landevalg og indsatsområder. Alligevel kan man undre sig over, at katastroferamte lande som Nepal og Sydsudan er fravalgt, og at sektorer som smålandbrug og lokal fødevaresikkerhed samt sundhed og uddannelse er nedprioriteret.
Vil det hele men højst betale for det halve
Strategien understreger, at udviklingsbistand er både i udviklingslandenes og Danmarks egen interesse. Det er dog hverken nyt eller forkert, at internationalt udviklingssamarbejde også kommer Danmark til gavn. Det udelukker jo ikke, at Danmark samtidig udviser global ansvarlighed.
Men når man hører dele af de politiske og erhvervslivets kommentarer til udkastet, kan man let få mistanke om, at i realiteten betyder de kortsigtede, snævre økonomiske og handelsmæssige danske interesser en hel del mere end Danmarks langsigtede politiske og sikkerhedsmæssige interesser i en fredelig, stabil og bæredygtig global udvikling med styr på flygtninge-og migrantudfordringer og klimaforandringer.
Hvis ikke man vidste bedre, kunne man godt læse udkastet til en ny udviklingsstrategi som et positivt oplæg til et øget dansk globalt engagement. Problemet er imidlertid, at regeringen ifølge den nye strategi tilsyneladende vil det hele – men højst betale for det halve. Resten skal især komme fra den private sektor. Det er der imidlertid ingen garanti for. Alligevel er der ikke mange klare prioriteringer mellem de nævnte indsatser, som hver især er vigtige.
Desuden må det undre, at Danmark som snart det eneste vestlige donorland fortsat negligerer den religiøse dimension i udviklingsarbejdet. De fleste donorlande – senest Tyskland – har indset, at religion former de værdier, langt de fleste mennesker i Syd navigerer ud fra og handler på i deres liv.
Religion kan spille både en negativ og positiv rolle i udviklingsarbejdet. Men i Udenrigsministeriet råder der stadig megen religiøs berøringsangst og analfabetisme. Religion ses fortsat primært som et problem, der stort set kun nævnes i forbindelse med radikalisering og terror – og ikke ses en mulig potentiel medspiller.
Gold indenrigspolitik eller global udviklingspolitik?
Det klinger hult, når strategien understreger vigtigheden af støtten til f.eks. FN, klima og miljø, reproduktiv sundhed, uddannelse og til kvinder og unge samtidig med, at der skæres kraftigt ned på støtten hertil. Det samme gælder målsætningen om fattigdomsbekæmpelse, idet den direkte danske støtte hertil falder i de kommende år både reelt i kroner og øre og forholdsmæssigt i forhold til den samlede reducerede bistand.
Fattige landes regeringer og mange FN-organisationer har allerede oplevet eller vil i 2017 opleve, at den nye danske regering løber fra allerede givne danske løfter og annullerer tilsagn om fortsat eller øget støtte. Og internationale og nationale NGO’er må trods positiv omtale af deres virke og civilsamfundets betydning indskrænke deres arbejde som følge af de nedskårne bidrag fra Danmark.
Danmarks troværdighed har dermed allerede lidt skade. Og den fremtidige danske udviklingsbistand risikerer at blive mere og mere uforudsigelig. Det vil hæmme en effektiv udnyttelse af bistandsmidlerne i modtagerlandene. Og kan man fremover stole på Danmark?
Den nye udviklingsstrategi kan næppe råde bod herpå, selv om der som nævnt indledningsvist er mange plusser i udkastet til ny udviklingsstrategi. Men der er også mange minusser. Det alvorligste er, at strategien som påvist er modsætningsfyldt og ikke hænger sammen med de gennemførte nedskæringerne af udviklingsbistanden og andre globale indsatser.
På flere områder er der mere tale om snæver dansk interessevaretagelse end om en fremadskuende global strategi. Der mangler klare globale prioriteringer og realistiske ambitioner. Og de økonomiske midler og menneskelige ressourcer til at opfylde de gode målsætninger, der trods alt er i strategien, mangler i et stærkt svækket Udenrigsministerium.
De allerede vedtagne besparelser på udviklingsbistanden vil slå igennem fuldt ud i 2017. Det kommende finanslovsforslag for 2017 vil derfor vise, om regeringen mener den nye strategi seriøst. Eller om det i virkeligheden mere handler om danske interesser end om fattige udviklingslande og menneskers behov. Med andre ord: er der snarere er tale om gold indenrigspolitik end global udviklingspolitik? Og viser de flotte formuleringer sig blot at være vitaminfattige floskler?
I så fald kan det ende med en både urealistisk og utroværdig udviklingsstrategi. Bestræbelserne på, at udviklingsbistanden skal fremme økonomisk vækst i Danmark, kan komme til at forringe den danske indsats mod fattigdommen i Syd og derfor indirekte medvirke til at til at skabe nye flygtninge- og migrantstrømmene mod Europa i de kommende år.
