En 24 timers generalstrejke i 4 bolivianske departementer førte fredag til voldelige sammenstød mellem tilhængere og modstandere af den siddende regering. Parterne har erklæret en uges “våbenhvile”.
Strejken var mest omfattende i landets rigeste by, Santa Cruz, i departementet af samme navn. Især her var der ballade og politiet måtte i flere tilfælde bruge tåregas for at skille parterne, skriver avisen, La Razon.
En stor del af den offentlige transport, offentlige kontorer, skoler og virksomheder lå stille. Politiet efterforsker et angreb på boliviansk TVs kontorer i Santa Cruz med molotov-cocktails.
Strejken i departementerne: Santa Cruz, Tarija, Pando og Beni var organiseret af modstandere af regeringenspartiet MAS (Movimiento Al Socialismo) ledet af præsident Evo Morales.
Den officielle begrundelse var regeringens forsøg på at indføre flertalsafgørelser i den nyligt nedsatte grundlovgivende forsamling, hvor regeringen har flertal.
Oppositionen kræver afgørelser ved kvalificeret (2/3) flertal, som foreskrevet i den gældende grundlov.
Bag krisen ligger dog en dybereliggende strid mellem de 4 rige provinser, som bla. besidder hovedparten af Bolivias olie- og gasforekomster, og landets 5 andre, betydeligt fattigere, departementer.
Santa Cruz, Tarija, Pando og Beni har tidligere krævet selvstyre, hvilket regeringen afviser.
Organisationerne bag strejken kalder den en succes, mens regeringen kalder den en total fiasko.
Foreløbig har parterne erklæret en uges “våbenhvile” for at give plads til dialog, skriver La Razon.