Vaccineproducenter tjener milliarder, mens 98 procent af verdens fattige mangler første stik

gettyimages-1234987905
Der gøres klar til en vaccinationskampagne med Pfizer/BioNtech-vaccinen på skoler i Gaza og på Vestbanken i Palæstina. Bare en halv procent af Pfizers vaccinesalg er gået til fattige lande.
Foto: Majdi Fathi/NurPhoto via Getty Images
Gerd Kieffer-Døssing

16. september 2021

Vacciner mod Covid-19 har fyldt dagsordenen i hele 2021. Hvem sælger? Hvem vil købe? Hvem skal vaccineres? Hvilke vacciner skal vi bruge?

Pandemien har selvsagt skabt en global efterspørgsel på vacciner, og det har fyldt kistebunden hos de to store primære producenter, Moderna og Pfizer/BioNTech.

Medicinalvirksomhederne Moderna, Pfizer og BioNtech havde til sammen en indtægt på mere end 26 milliarder dollars – 164 milliarder kroner – i første halvdel af 2021 og har registreret en overnormal profit på op mod 69 procent genereret af salget af deres respektive Covid-19-vacciner. Det viser en ny opgørelse fra People’s Vaccine Alliance og Oxfam. 

Skævt salg
At medicinalvirksomheder tjener penge, når hele verden efterspørger deres produkt, er måske ikke så underligt, men den store økonomiske gevinst skyldes blandt andet monopoler, patentbeskyttelse og overpriser.

Opgørelsen fra People’s Vaccine Alliance og Oxfam viser nemlig også, at 90 procent af salget af Covid-19-vaccinerne fra Pfizer/BioNtech og Moderna udelukkende har været til verdens rigeste lande, der ovenikøbet har købt vacciner til en betydelig overpris. Bare en halv procent af Pfizers vaccinesalg er gået til fattige lande.

”Det er fuldstændig skævt, at medicinalindustriens økonomiske interesser og patenter bliver beskyttet på bekostning af menneskeliv. Kun 1,9 procent af befolkningen i lavindkomstlandene har fået første vaccinestik, mens de rige lande har hamstret til flere gange deres egen befolkninger. Vi er nødt til at sikre, at alle kan få lige adgang til vaccinerne, og at vi sætter menneskeliv over profitter,” siger Trine Pertou Mach, politisk chef i Oxfam IBIS, i en pressemeddelelse fra People’s Vaccine Alliance og Oxfam.

Over 100 lande – herunder USA – har allerede bakket op om et forslag i Verdenshandelsorganisationen WTO om midlertidig suspendering af patenter, så flere lande kan få mulighed for at producere vacciner. Men blandt andre EU og Danmark blokerer for forslaget.

Læs også: Første afrikanske land skal deltage i Covid-19-vaccineproduktion

”Mange lande rundt om i verden har kapaciteten til at producere vacciner, men vaccinemonopolerne forhindrer lavindkomstlande i at komme i gang. At lade pandemien fortsætte er en politisk beslutning, der har store konsekvenser nu og i fremtiden. Vi har vaccinerne, vi har viden, vi har teknologien. Beskyttelsen af medicinalindustriens egne interesser får lige nu lov til at få forrang for lige adgang til vacciner,” siger Pertou Mach.

Prisen skrues i vejret til tredje stik
Ifølge et studie foretaget af forskere fra Imperial College London har medicinalvirksomhederne også opkrævet en markant overpris. Deres analyse viser, at vaccinerne kan produceres for omkring 1,2 dollars per dosis for Moderna og 2,85 dollars for Pfizer/BioNtech, men salgsprisen har været op til 24 gange højere.

Senest har selskaberne meldt ud, at de hæver prisen yderligere.

Den udmelding kommer, som salget af boostershots til de rige lande, der indkøber vacciner for at give allerede færdigvaccinerede et tredje stik, er godt i gang. Det vil blot øge indtjeningen hos medicinalselskaberne yderligere.

Verdenssundhedsorganisationen WHO har for nylig opfordret til, at rige lande venter med at give et tredje stik, før flere er blevet vaccineret på globalt plan.