Ole Therkildsen
Ole Therkildsen (født 1945) startede i ’branchen’ som u-landsfrivillig i Tanzania i 1970. Han er nu seniorforsker emeritus på Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han koordinerede forskningsprogrammet ”Eliter, produktion og fattigdom: en komparativ analyse.”
Han har også forsket i borgerdeltagelse, decentralisering, beskatning, og reformer af den offentlige sektor i det sydlige Afrika.
Temaet i denne blog vil ofte være sammenligninger mellem fattige og rige lande. De kan være både meget ens og meget forskellige på overraskende måder.
Folkeafstemningen den 4. december viste, at vore politikere har en stærk mistillid til demokratiet i EUs medlemslande. Den afslørede også, at rigtig mange vælgere har en dyb mistillid til det repræsentative flerpartidemokrati i Danmark.
Lad os tage politikerne først. Som en tysk journalist, der har fulgt dansk politik i årtier, bemærkede i P1 Orientering den 3. december, så var der stort set ingen politikere – hverken fra ja- eller nej-partierne – der sagde noget positivt om andre EU-landes demokratiske institutioner og deres borgere (for slet ikke at nævne hvad de sagde om EU’s institutioner).
Derimod talte politikerne meget om svenske pladderhumanister, korrupte rumænske domstole, østrigske retsinstanser, der vil stjæle danske skilsmissebørn, og så videre. Politikernes pointe var, at kvaliteten af danske love og danske domstole – ja, dansk demokrati i det hele taget – er andre landes langt overlegne.
Dybt skeptiske vælgere
Samtidigt er mange danske vælgere dybt skeptiske overfor de politiske eliter og de topstyrede partier, som i stigende grad får penge til at drive politik fra pengestærke donorer, mens medlemsbasen skrumper. The Council of Europe er i øvrigt stærkt kritisk overfor de danske regler for partistøtte og har anbefalet en række ændringer. Dem har Folketinget ignoreret. Rådet kalder det ”globally unsatisfactory.”
Meningsmålinger illustrerer omfanget af mistilliden til vores flerpartidemokrati. Kun omkring 40 procent af adspurgte danskere havde tillid til de politiske partier, da Eurobarometer spurgte i 2014 (det står værre til i de fleste andre EU-lande). Og en Epinionmåling for Statskundskab i Århus for nylig viste, at omkring 64 procent af nej-sidens vælgere ’ingen’ eller ’næsten ingen’ tillid har til politikerne.
Hvis store dele af befolkningen er så utilfredse med demokratiets tilstand i Danmark, burde vi så ikke alle – politikerne, medierne og borgerne selv – se at få gjort noget ved problemerne, før vi drager verden rundt for at promovere flerpartidemokrati i de varme lande?
Ingen dansk ydmyghed
Desværre er vores demokratistøtte ikke baseret på ydmyghed. Ifølge den nye regering skal Danmark fortsat være ”en markant global aktør”, der styrker menneskerettigheder, demokrati, og retsstatsprincipper i verden. Også den tidligere regering havde en vision om, at vores ”grundlæggende værdier,” såsom demokrati, skal fremmes til ”gavn for os selv og andre.” Den nævnte specifikt, at Institut for Flerpartisamarbejde (DIPD) skal bidrage til at ”opbygge folkeligt forankrede demokratiske partier i udviklingslande.”
I DIPD er det repræsentanter for de danske partier selv, som står i spidsen for organisationen. De udgør også bestyrelsens flertal. En betragtelig del af dens penge deles tilmed ud til selvsamme danske partier, der så skal bruge dem til at udvikle demokratiet i søsterpartier i udviklingslandene og i landene selv.
Ikke ‘god regeringsførelse’
DIDP praktiserer således en bemærkelsesværdig sammenblanding af bevilgende og udøvende interesser. Mixet afviger fra anerkendte principper for ’god regeringsførelse’, som det vel netop er en del af instituttets mission at forbedre.
Vi har et stort hjemmearbejde at gøre, før danske partier kan blive troværdige bannerførere for folkeligt forankret flerpartidemokrati udenfor landets grænser.
Men DIPD er ikke blevet ramt af den nye regerings omsiggribende og dramatiske nedskæringer af udviklingsbistanden. Der ser heller ikke ud til at være planer om at skære instituttets bevillinger i nærmeste fremtid. ’Egenkagemeling’ hedder det vist på nydansk.
