Nik Bredholt
Nik Bredholt (f. 1966) er Sekretariatsleder i Religion & Samfund (Resam).
Han har arbejdet med udvikling og nødhjælp de sidste 23 år, hvoraf de 13 er blevet tilbragt i udlandet med bopæl i Rom som Nødhjælpskoordinator for Caritas Internationalis, i Nairobi som Regional Nødhjælpskoordinator for CAFOD, og i London, som leder af nødhjælpskontoret i CAFOD.
Han har været Programchef i Danmission og derefter udsendt som Regionsleder i Afrika også for Danmission, og er aktiv i debatten om dialogarbejdet og religions rolle i samfundet.
Da krisen om Profet-tegningerne startede, arbejdede jeg med nødhjælp ud fra et kontor i Rom og rejste ganske meget. Mit danske pas havde været en sikker vinder, når jeg sammen med kollegaer skulle igennem paskontrollen rundt i verden. Hvor amerikanerne skulle forklare sig, og franskmænd måske oplevede, at der var historiske mislyde ved deres nationalitet, så var danskerne stort set vellidt og velkomne.
Det hele ændrede sig på kort tid. Pludselig var den danske identitet en hæmsko, og jeg var nødt til at tænke mig ekstra om ved rejser til for eksempel Jordan og Libanon.
Nu sker det igen, og denne gang uden den humor, der trods alt var hæftet til profet-tegningerne
Vi gør os som land gældende ved at være det sted i verden, hvor vi er stolte over at kunne håne anderledes troende.
Mit land Bornholm
Mit gudbarn er netop kommet hjem fra en udsendelse til den arabiske verden. Hun fortalte i lufthavnen, da vi hentede hende, at da krisen begyndte i Sverige i juni, gjorde de danske udsendinge meget ud af at afvise, at de var fra Sverige. Da medierne derefter begyndte at skrive om Danmark, fik tonen en anden lyd. Nu var de fra NATO. Ville de lokale ikke acceptere, at NATO kunne være et land, så forsøgte man sig med, at de var fra Bornholm! De lokale kunne selv se det flag, som de bar.
Nu er vi kendt i verden som dem, der insisterer på retten til at håne andre. Hvad er det for en værdi? Er det en værdi at kunne brænde en religiøs bog? Måske, men det er ikke en værdi, som vi skal værne om.
Er det et knæfald for voldsmænd at indføre lovgivning, der forhindrer afbrænding af koraner foran ambassader, eller er det netop et knæfald for voldsmændene at fastholde at de, der ønsker at optræde på den måde, skal kunne fortsætte?
Den gode nation bygger på værdier. Vi bygger ikke et godt samfund ved at give los for hadefulde ytringer.
Der er også kristne i den muslimske verden, som meget uberettiget bliver taget til indtægt for de handlinger vi tillader i vores del af verden. Det er forkert, men ikke desto mindre ved vi, at det sker. Kristne i Pakistan bliver udsat, når deres muslimske naboer er ophidset af danske koranafbrændinger.
Men dem vi først og fremmeste glemmer er, at koranafbrændingerne går ud over danske muslimer.
Vi vil have Danmark tilbage
Ved shia-muslimernes store ashura-optog på Nørrebro i sidste uge havde en gruppe, som kalder sig danske patrioter, fået lov at lave koranafbrænding ved optogets start. Der kom kun to personer, men de fik stor opmærksomhed hos politiet. Ashura-optoget, som gennemføres af danske shia muslimer, er et af de største offentlige religiøse manifestationer i Danmark med omkring 12000 mennesker. Deres sikkerhed burde også være vores og politiets anliggende, og deres mulighed for at holde et religiøst optog i værdighed er også væsentlig.
Danske udsendtes sikkerhed burde ligeså være et anliggende. Ikke for dansk politi, men i den danske udenrigspolitik.
Det kan ikke være rigtigt, at det eneste sikkerhedsanliggende, som det danske samfund tager sig af, er hvordan vi bedst beskytter Rasmus Paludan og hans ligesindede, når de opfører sig aldeles modbydeligt og kun har til formål at håne og genere andre mennesker.
Man fristes til at råbe, at man gerne vil have det gamle Danmark tilbage. Det trygge danske pas. Er vi blevet en nation af rabiate? Hvor er den fine balance mellem forskellige holdninger, som Danmark tidligere var kendt for, med plads til forskellighed og værdighed.
