Valg i Canada: Endnu en ”klimaskurk” kan falde mandag

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Thomas Jazrawi

Nogle af de værste modspillere i forhandlingerne om en international klimaaftale har på det seneste været Australien og Canada.

Australske Tony Abott, der var berygtet for manglende erkendelse af klimaudfordringen, blev væltet af en af sine egne i september.

Nu ser det ud til, at den kulglade canadiske premierminister, Stephen Harper, kan tabe parlamentsvalget mandag, men målingerne spår et meget tæt løb.

Han udfordres af Tom Mulclair fra det socialdemokratiske New Democatic Party og Justin Trudeau fra det midtersøgende liberale parti.

Begge kandidater har lovet en mere ambitiøs klimapolitik end Stephen Harper. Og der skal ikke så meget til.

”Australien og Canada synes at have trukket sig helt tilbage fra konstruktivt internationalt engagement om klimaet”, lød det fra et panel anført af tidligere generalsekretær i FN, Kofi Annan, denne sommer.

Det skriver det amerikanske magasin Foreign Policy.

Harpers fald kan dermed være godt nyt for kloden op til det afgørende klimatopmøde i Paris i december, hvor verdens nationer forventes at vedtage en ny international klimaaftale.

Satsning på olie har været forfejlet

Begge Harpers udfordrer har officielt udtalt, at de vil arbejde for en mere ambitiøs klimapolitik i det store noramerikanske land.

“Det er på tide, at vi får klare mål og vi begynder at respektere dem”, lyder det fra Mulclair om klimaambitioner.

”Vi vil tage til Paris forenet som et land i vores ønske om at reducere udledninger”, har Trudeau udtalt.

Det fremgår af artiklen på Foreign Policy.

Stephen Harper har satset benhårdt på at gøre Canada til det, han har kaldt en ”energi supermagt”, Det har betydet et fokus på at skabe beskæftigelse i olieindustrien. Han har ligeledes været fortaler for tjæresand, som kritiseres af flere miljøorganisationer.

Men faldende oliepriser har betydet, at mange ansatte i olieindustrien er blevet afskediget. Desuden er det ikke lykkedes for Harper at sælge det store projekt om en et olierør fra Canada til USA til den amerikanske præsident Barack Obama.

Det har svækket Harpers popularitet, skriver den britiske avis The Guardian.  

Mandag venter vælgernes dom.