Nik Bredholt
Nik Bredholt (f. 1966) er Sekretariatsleder i Religion & Samfund (Resam).
Han har arbejdet med udvikling og nødhjælp de sidste 23 år, hvoraf de 13 er blevet tilbragt i udlandet med bopæl i Rom som Nødhjælpskoordinator for Caritas Internationalis, i Nairobi som Regional Nødhjælpskoordinator for CAFOD, og i London, som leder af nødhjælpskontoret i CAFOD.
Han har været Programchef i Danmission og derefter udsendt som Regionsleder i Afrika også for Danmission, og er aktiv i debatten om dialogarbejdet og religions rolle i samfundet.
I disse år oplever vi den største flygtningekatastrofe, som verden har set siden anden verdenskrig.
Faktisk er Mellemøsten midt i en Mellemøstkrig som i sin inddragelse af stadig flere lande i regionen minder om opstarten på både første og anden verdenskrig, og vi kender endnu ikke omfanget af denne katastrofe.
Krig, vold og nød sender millioner af mennesker på flugt, og det er en kendsgerning, at mange flygtninge dør på rejsen til Europa.
Dette betyder dog ikke til at danske politikere ønsker at tage ansvar. Diskussionen i valgkampen synes at gå i den modsatte retning. Der er gået konkurrence i at skærpe tonen over for udlændinge og tale om nedskæringer inden for flygtning arbejdet og bistanden.
“Hjælpe i nærområdet”
Meget opportunt vælger nogen at foreslå, at sende flygtninge fra verdens krige og konfliktområder videre til et af verdens ulande, hvis de kommer til Danmark. Det sker under parolen, at vi skal hjælpe i nærområdet.
Ja, men hvad er muligheden i nærområderne? Danmission arbejder i et af Syriens nabolande Libanon, og her er landet ved at bukke under pga. de store flygtningestrømme.
Her er ikke tale om et par hundrede personer, som i tv-programmet om Toftlund, men over 1,5 millioner syriske flygtninge i et land på størrelse med Jylland med en befolkning på ca. 4,5 mio. mennesker.
Libanon er presset til det yderste, og både sikkerhed, økonomi og tolerance er spændt til det absolut yderste.
Vil danske politikere etablere flere flygtningelejre der? Eller i Libyen?
Ude af krisen
Danmark er et rigt land, hvor vi stolt hævder, at være ude af den økonomiske krise. Netop i den situation burde vi kunne fastholde eller udbygge vores udviklingsbistand, der modvirker fattigdom, ekstremisme og flygtningestrømme – og ikke forsøge at skære 2,5 milliarder kr. i udviklingsbistanden og yderligere på asylområdet.
Mellemøsten og de kaotiske lande i Afrika, som alt for mange flygter fra, er ude i kriser, som bistandshjælpe ikke i sig selv vil kunne vende, men udviklingsbistand er dog en mulighed for at hjælpe nogen, og gives den ordenligt, så rækker de danske skattekroner langt.
Danmark har altid gået foran i forhold til udviklingsbistand, hvilket også har givet store anseelse og indflydelse i bl.a. FN. Spørgsmålet er, om vi vælger at fortsætte denne linje.
