Verdens fattigste lande mangler ikke blot penge til klimaindsatser. De mangler generelt både fremmed valuta og lånemuligheder, og de er forgældede. Den internationale Valutafond har netop udgivet ”Regional Economic Outlook for Sub Saharan Africa”, og i denne oversigt fortælles det, at næsten en fjerdedel af de afrikanske stater syd for Sahara bruger mere end 20 procent af deres indtægter alene på at betale renter på lån. Mange lande er havnet i en gældsfælde.
Danmarks situation er unægtelig anderledes. I 2021 havde Danmarks Nationalbank en valutabeholdning på cirka 500 milliarder kroner. Og i slutningen af 2023 var denne beholdning vokset yderligere, til 626 milliarder kroner. Det er rigtigt mange penge.
De globale formuer er meget er uens fordelt, og derfor diskuterer man i mange internationale fora, og blandt andet på COP 29, hvordan man kan få de rige, udviklede lande til at kanalisere mange flere økonomiske midler til de fattigste lande, som blandt andet rammes af klimaforandringer, der især er skabt af de rige og storforbrugende lande.
Sådanne diskussioner finder også sted i Den Internationale Valutafond (IMF), der netop har holdt årsmøde i Washington.
Men det er svært, for det økonomiske system fungerer som Matthæus-evangeliet, der et sted taler om, at ”enhver, som har, ham skal der gives, men den, som ingenting har, fra ham skal endog det lidet tages, som han har”.
Det økonomiske system fungerer som Matthæus-evangeliet, der et sted taler om, at ”enhver, som har, ham skal der gives, men den, som ingenting har, fra ham skal endog det lidet tages, som han har”.
Da verden i 2021 så småt begyndte at komme ud af corona-pandemien, udstedte IMF såkaldte særlige trækningsrettigheder (SDR) for, hvad der svarede til 650 milliarder dollars. Trækningsrettighederne er en mekanisme udviklet af IMF med henblik på at kunne understøtte økonomisk likviditet i krisetider, og det var der voldsomt behov for efter corona-krisen. Udstedelsen af trækningsrettigheder for 650 milliarder dollars var den største i IMF’s historie.
Men de 650 milliarder dollars blev fordelt i forhold til de forskellige medlemslandes indskud i fonden, og de rige har store andele, mens de fattige har meget små. Det betød i henhold til en analyse, der siden er udarbejdet af den franske nationalbank, at 70 procent af midlerne gik til verdens 57 rigeste lande, mens de fattigste lande kun fik omkring 2 procent. (La Banque de France Bulletin 248/2 2023)
På G20-landenes topmøde dengang satte den franske præsident Macron sig så i spidsen for en indsats, der skulle føre til, at SDR svarende til mindst 100 milliarder dollars blev omkanaliseret fra rige til fattige lande.
Og på årsmødet i år kunne den franske regerings repræsentant meddele, at målet er nået og overgået, idet i alt 111 milliarder dollars er omdirigeret. EU’s repræsentant fortalte, at 38 af disse milliarder kom fra EU’s medlemslande. Det er i alt et sted mellem 15 og 20 procent af det samlede beløb, der er sendt videre til gavn for de fattigste lande. Men langt de fleste penge ligger altså stadig i de rige lande.
Danmarks rolle
Danmark er et lille, men rigt medlem af IMF. Den danske andel af SDR-udstedelsen i 2021 var på 3,3 milliarder særlige trækningsrettigheder, i dagens kurs svarende til lidt over 30 milliarder danske kroner. Disse tredive milliarder er en af grundene til væksten i den danske valutabeholdning fra 2021 til i dag.
Danmarks Nationalbank må ikke forære penge eller rettigheder fra Danmarks valutabeholdning væk som udviklingsbistand eller anden direkte støtte. Man må imidlertid gerne overføre rettigheder til to særlige fattigdomsorienterede fonde under IMF. Det er Poverty Reduction and Growth Trust Fund (PRGT) og Resilience and Sustainability Trust (RST).
Nationalbanken har siden 2021 givet et lånetilsagn på omkring 1,4 milliarder kroner til PRGT, og Udenrigsministeriet har yderligere givet en bevilling på omkring 175 millioner kroner som direkte bistand til PRGT, altså ikke som lån.
Men der er langt op til de godt 30 milliarder kroner, der var værdien af de trækningsrettigheder, Danmark og Nationalbanken modtog.
Danmark langt nede som bidragyder
G20-landene udsendte i sommeren 2023 en oversigt over, hvor mange penge de rige lande havde viderekanaliseret til de fattige. Det skete, da man havde nået de 100 milliarder anbefalet af G20-landene (G20 Co-chair Note on USD Voluntary contributions -2.pdf)
Af denne oversigt fremgår det, at de IMF-medlemslande, der først og fremmest har bidraget til, at man har nået de 100 milliarder, er store lande som Kina, USA og Japan samt store EU-medlemslande, Canada og Australien.
Måler man den procentdel af sine tildelinger, som det enkelte land havde sendt videre til gavn for fattige lande, lå Frankrig og Japan højest med 40 procent. Australien havde ydet 38 procent, og Kina 34. Store EU-lande som Tyskland, Italien, Holland og Spanien havde hver videresendt 20 procent. Og det samme havde Storbritannien. Saudi-Arabien havde videresendt 29 procent.
Danmark lå tæt ved bunden med 5 procent.
Målt i beløb ligger USA i top i oversigten, fordi landets samlede andel af de tildelte rettigheder er meget stor. Kina og Japan kommer lige efter, og derefter Tyskland.
Der er sket nogle yderligere overførsler siden denne oversigt blev lavet i juni 2023, og det er lidt uklart, om de 175 millioner kroner i direkte dansk støtte er med i oversigten. Det ændrer dog ikke på, at de ekstra 30 milliarder til Danmark primært er brugt til yderligere polstring af de danske valutareserver.
Fra de danske myndigheders side understreger man, at Danmark på anden vis giver støtte til fattige lande med bistand, og det fremhæves, at Danmark under FN’s generalforsamling i år gav tilsagn om 3,3 milliarder kroner til Verdensbankens udviklingsinstitution IDA. Pengene indbetales over ni år, altså med cirka 400 millioner kroner om året. Der er tale om en vækst på 40 procent i det danske bidrag i forhold til seneste tildeling.
