I sidste uge åbnede FN dørene til den første vandkonference i 46 år, for at sætte fokus på den astronomiske vandkrise, som verden befinder sig i. Lige nu er der 2,2 milliarder mennesker, som ikke har adgang til rent vand, sanitet og hygiejne. Og adgangen til vand bliver kun sværere og mere uforudsigelig med klimaforandringerne, der viser sig både som tørke og oversvømmelser.
Derfor deltog jeg også i FN’s Vandkonference: For at være med til at skabe momentum og mobilisering i vandsektoren og for at skubbe på for politisk handling og investeringer i adgangen til rent vand, sanitet og hygiejne. Og efter tre dages konference med over 9.000 deltagere, mange taler og side-events, er der særligt tre centrale pointer, jeg tager med fra konferencen:
For det første, er der ingen tvivl om, at det overordnede tema for FN’s Vandkonference var klimakrisens konsekvenser for adgang til rent og sikkert vand og behovet for bindende politiske aftaler.
Ministre fra lande som Mali, Burkina Faso, Niger, Etiopien, Somalia med flere satte fokus på, hvordan klimaforandringerne rammer som tørke, oversvømmelser og manglende drikkevand lige nu. Og faktisk er 90 procent af konsekvenserne af klimaforandringerne vandrelaterede, mens kun 1-3 procent af klimafinansieringen går til vandrelaterede tilpasningsindsatser. Derfor er der også brug for, at udfordringerne med beskyttelse af vand-økosystemer, bedre styring af vandressourcer og adgang til vand politisk bliver betragtet som et klimaproblem og dermed integreret i politiske forhandlinger på klimaområdet.
Processen frem mod COP28 vil derfor være afgørende at følge i de næste måneder. I aftalen fra COP27 ’Sharm el-Sheik Implementation Plan’ bliver vand for første gang nogensinde nævnt i coveret, og derfor er der nu pres på De Forenede Arabiske Emirater for at gøre vand til et centralt tema på COP28 og inkludere vand i de fire forhandlingsspor om grøn omstilling, klimatilpasning, finansiering samt tab og skader.
For det andet er der brug for en innovativ tilgang til finansiering i vandsektoren, hvis løsningerne og de politiske commitments skal skaleres og skabe positive forandringer på stor skala i verdens udviklingslande. Den private sektor er nøglen til at sikre øgede investeringer i vandløsninger, og privatsektoren kan også levere teknologi og hardware, som er afgørende for at etablere den nødvendige infrastruktur, der skal til for at kunne sikre adgang til rent vand.
Ser frem til bindende aftaler og innovative partnerskaber
Men de private aktører kan ikke stå alene, de skal arbejde sammen i stærke partnerskaber med regeringer, lokale myndigheder og civilsamfund, som kan sikre lokalisering og bæredygtighed – også for at sikre, at vandløsningerne når ud til ”the last mile”, hvor der ellers ikke er nogen infrastruktur eller ressourcestyring. Derfor er der også brug for en innovativ tilgang til at mitigere risici ved private investeringer, særligt gennem blended finance.
For det tredje, er en vigtig pointe, som også blev fremhævet flere gange på konferencen af aktivister, civilsamfund og ministre, at vandsektoren og sikring af adgang til rent vand, sanitet og hygiejne rummer et stort ligestillingspotentiale. Piger og kvinder verden over bruger hver dag 200 millioner timer på at hente vand, rense vand, lave mad, gøre rent og meget mere. Det betyder, at mange piger ikke har tid til at gå i skole, og derfor ender med at blive taget ud af skolen for at sørge for husholdningsarbejdet derhjemme.
Derfor er det også afgørende, at vi har et blik for ligestillingsudfordringer og -potentialer, når vi arbejder med vand- og klimaløsninger, da ligestilling mellem kønnene har en særdeles positiv effekt på den økonomiske udvikling i alle samfund.
Det er mine tre vigtigste pointer fra FN’s Vandkonference.
Nu ser vi frem til at følge op herhjemme og arbejde videre for, at vandsektoren og verdens vandkrise bliver prioriteret – med bindende politiske aftaler og i innovative partnerskaber.
Anne Smith Petersen er vicedirektør i PlanBørnefonden.
