Svend Løbner
Svend Løbner er freelancejournalist for flere hjælpeorganisationer og har særlig interesse for menneskerettigheder og mødet mellem forskellige kulturer og religioner.
Han voksede op i Tanzania indtil han var 18 år og kom derefter i lære som reklametegner i Svendborg. Senere uddannede han sig i økumenisk teologi i USA og virkede mange år som præst, inden han efteruddannede sig i Analytisk Journalistik på Syddansk Universitet og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Dette mix blev til flere år med foredrag og kurser i kommunikation for flere end to tusind præster, menighedsrådsmedlemmer og kirkefunktionærer. Inden Corona-pandemien rejste han jævnligt på reportagerejser for hjælpeorganisationer til bl.a. Tanzania, Kenya, Nigeria, Somaliland og Israel/Palæstina.
Svend har en snes bøger på samvittigheden i bl.a. kommunikation, kultur- og religionsmøde. Han har bl.a. bogen Kristus i verdensreligionerne (cBooks, 2009), er medforfatter til bogen Flerkulturelle Rødder (Dansk Psykologisk Forlag, 2012), redaktør på antologien Livet før døden (Unitas/Eksistensen 2012), forfatter til interviewbogen Mediepræster (Kirkeligt Medieakademi, 2014), reportagebogen Stemmer fra Tanzania (cBooks, 2017) og redaktionssekretær på antologien Tro og videnskab (Forlaget CKT, 2019). Han har også skrevet to e-bøger om kommunikation: Det vigtigste først og Der skal to til en tango (2020). I sin fritid driver han Netavisen Sameksistens.
Jeg løber en tur gennem Fredskoven ved Lundeborg og glæder mig over det friske grundvand, som kommer dybt nede fra skovens undergrund. Jeg afslutter løbeturen med en gåtur langs stranden og tænker: Det var dog utroligt, som bølge efter bølge slår mod stranden, som de har gjort, Gud ved hvor længe. Jeg ser op på måger, lappedykkere, svaner og fryder mig over det rige fugleliv.
Alt sammen på grund af én ting: vand.
Morgenvask med to pegefingre
Vand har fyldt meget i min opvækst. Eller rettere: Mangel på vand. Da jeg i 1963 ankom med min familie til landsbyen Sanjaranda i Tanzania, fik vi at vide af den stedlige missionær, at morgenvasken foregår ved at stikke to pegefingre ned i et glas vand og gnide dem godt rundt om øjnene. Om det var ment for sjov eller ej, ved jeg ikke. For vandede vittigheder fylder meget hos missionærer:
Det første år som missionær: Får du en flue i et glas vand, smider du vand og flue ud. Andet år: Du fjerner fluen og drikker vandet. Tredje år: Du drikker vand og flue rub og stub!
Rådne firben i vandtanken
Missionæren før os havde boret en brønd i landsbyen. Men vandet derfra var salt. Så han byggede også en vandtank til regnvand tæt ved huset, så tagrenderne kunne nå den. I regntiden blev tanken fyldt. I tørtiden blev der holdt hus med vandet, så det holdt alle otte måneder ud. Når så luften blev fugtig og gennemtrængt af en vidunderlig duft af regntid, blev det tid til at gøre tanken ren.
Jeg glemmer ikke, da far kom ind med en skovl med døde firben. De havde ligget i tanken hele tørtiden. Da han tog den ene op ned sin pegefinger, gik den helt i opløsning.
To toiletter til 40 børn
Der var også vandmangel på den kostskole, jeg gik på i 10 år. ”Vattenfrågan” var et fast punkt på den svenske skoles forældremøder. Vandkloset fik vi først de sidste tre år, jeg gik der. Et WC til 20 drenge og et til lige så mange piger. Vi måtte kun skylle ud én gang om dagen; om aftenen når alle var færdige. Om dagen forrettede vi vores nødtørft på udedas. Vel at mærke den slags, hvor vi børn sad på rad og række i ét rum. Og hvor de store børn blot tog og løftede de mindre børn af sædet, når selv de følte trang.
Hvilke vidunderlige barndomsminder!
Slut med lemfældig etagevask
Jo, glæden var stor, da husfar meddelte, at man nu havde fundet vand i undergrunden. En borerig blev stillet op, og så snurrede og larmede den i det, der føltes som måneder, inden vandåren lod sig finde. Og ligesom under Fredskoven i Lundeborg begyndte nu det rene, friske vand at pible frem.
Nu behøvede vi drenge ikke længere kun at stå på rad og række ved vaskebaljerne og foretage mere eller mindre lemfældig etagevask. Visse områder af kroppen blev ikke vasket i flere måneder. Kun når vi var hjemme på ferie hos forældrene fire gange årligt. Men med den nye brønd blev der installeret brusere. En bruser i drengegangen og en til pigerne. Sikke en luksus! Og i dag har skolen endda en swimmingpool.
Vand hentes højt og lavt
Vand, vand, vand. Hvorfor skrive så meget om vand? Jo, fordi vand er en af de ressourcer, vi ofte tager for givet herhjemme. Derfor sætter vi ikke nok pris på det fantastiske arbejde, der udføres af danske hjælpeorganisationer rundt omkring i verden. Men jeg er stolt over at skrive for dem; ingen nævnt, ingen glemt. De borer brønde dybt ned i undergrunden, finder kilder langt oppe i bjergene, fører vandledninger til landsbyerne, opretter vandposter på bytorve, lærer befolkningen at vedligeholde vandsystemerne og fordele alle ressourcer ligeligt på god demokratisk vis.
Dermed dækker de det mest basale af alle menneskelige behov: vand.
