Lise Coermann Nygaard og Sigurd Seindal Krabbe er Danmarks ungdomsdelegater til FN på klima & miljø.
Plastik har for længe været en uundgåelig del af vores hverdag, men dens skyggeside bliver stadig mere synlig. Den globale plastikproduktion stiger hastigt, og med den øgede produktion følger en eskalerende mængde af forurenende kemikalier og mikroplastik, der sniger sig ind i vores liv på uventede måder. Som repræsentanter for den danske ungdom ved FN’s møder om klima & miljø, står vi over for en historisk mulighed for at adressere denne globale udfordring.
Historien om plastik er en fortælling om innovation og bekvemmelighed, men den er også en historie om konsekvenser, som vi nu må tage ansvar for. Lige nu er varme og energi, byggeri og transport en stor del af klimaaftrykket, men plastikproduktionen er på vej til at blive en af fremtidens helt store kilder til CO2-udledning. Ny forskning fra Lawrence Berkeley National Laboratory indikerer, at når industrien løbende reducerer sin CO2-udledning, vil plastikproduktionen om 25 år udgøre mellem 15 og 31 procent af verdens samlede CO2-budget som fastlagt i Parisaftalen.
Men det er ikke kun klimaet, der lider under plastikkens indtog. Vi står over for en epidemi af mikroplastik, der infiltrerer vores økosystemer og trænger ind i vores kroppe og organer. Fra regn til fødevarer til dyreliv er mikroplastikken overalt, og dens konsekvenser for sundhed og biodiversitet er uhyggeligt klare. Forureningen er ikke kun et problem for naturen; den underminerer vores evne til at reproducere og truer fremtidige generationers sundhed og trivsel.
Derfor er vi som ungdomsdelegater ved FN’s klima- og miljømøder dybt engagerede i at skabe en juridisk bindende international aftale, der kan sætte en stopper for plastikkens udbredelse. Denne aftale skal være mere end blot en begrænsning af forureningen; den skal være en ambitiøs plan for at transformere vores forhold til plastik i hele dens livscyklus.
Central i denne aftale er nødvendigheden af at reducere plastikproduktionen. Plastik er i sin grundesens ikke lavet til at blive genanvendt, og vi kan derfor ikke komme i mål med at stoppe forureningen, selv hvis vi gør vores bedste for at genanvende. Hver gang plastik genanvendes, frigives farlige kemikalier sammen med mikroplastik, hvilket skaber en ny bølge af forurening. Derfor må vi også tage fat om produktionen selv, ved at investere i alternative materialer og design, der minimerer vores afhængighed af plastik.
Men en global aftale om plastik er ikke kun et spørgsmål om teknologi og politik; det er også et spørgsmål om vores værdier og prioriteter som samfund. Vi må erkende, at vores trang til bekvemmelighed ikke kan komme foran vores ansvar for planeten og kommende generationer. Det kræver en kollektiv vilje til at ændre vores forbrugsmønstre og investere i en mere bæredygtig fremtid.
Derfor har vi i de sidste ti dage været i Ottawa, Canada, hvor hele verden var samlet til FN-forhandlinger om at skabe en global aftale. Vi insisterede på, at den globale plastikaftale skal blive en milepæl for vores miljø og sundhed, og et symbol på vores evne til at samarbejde på tværs af grænser og generationer for at tackle en af vores tids største udfordringer.
Desværre gav denne fjerde runde af forhandlinger ikke de resultater, som vi håbede på. Men det betyder ikke, at vi giver op nu. I november mødes vi nemlig igen i Sydkorea for at forhandle videre. For hvis vi får en ambitiøs aftale her, kan det skabe genklang ud i hele FN-systemet og skabe momentum for større fremskridt i andre klima- og miljøforhandlinger.
Derfor presser vi på, for at alle FN-lande går sammen om at forme en fremtid, hvor plastik ikke længere er en trussel.
