Vejen til bedre folkesundhed går gennem kloakken

Et kloakdæksel i den indiske storby Mumbia.


Foto: Photo by Kalpak Pathak./Hindustan Times via Getty Images
Forfatter billede

20. april 2022

Det er velkendt, at spildevand udgør en stor sundhedsrisiko. Vandet kan indeholde pesticider, tunge metaller og andre giftige kemikalier, og det kan indeholde levende organismer, som kan være sygdomsfremkaldende: virus, bakterier, amøber og andre mikroorganismer. Mikroorganismerne kan blandt andet stamme fra fækalier fra inficerede individer.

Kommer spildevandet i kontakt med drikkevandet risikerer man, at alle de ubehagelige ting kommer ind i menneskekroppen. Denne orale-fækale smittevej er meget almindelig, og den er en af grundene til, at man har et kloaksystem. Manglen på samme er derfor forbundet med en øget risiko i den fattigste del af verden. Kolera er et klassisk eksempel på en epidemi, der spredes ad den vej.

Den biologiske trussel fra vores spildevand har været velkendt siden folkesundhed blev etableret som en selvstændigt videnskab. Et af de tidligste fund var, at kolera overføres fra inficeret spildevand til mennesker, når man kommer i berøring med det eller indtager det.

Derfor er vores overvågning af spildevand og af drikkevand vigtig. Selv i dag har vi talrige eksempler på at man finder farlige indholdsstoffer i drikkevand, som stammer fra inficerede individer. Det er selvsagt især i de fattigste områder af verden, at risikoen er størst, og derfor er kloakering og korrekt behandling af blandt andet fækalier af stor betydning for sundheden.

Den logiske konsekvens heraf er, at man ved kontrol af spildevand fra toiletter kan monitorere smittespredning og kan gribe ind hurtigt, hvis der påvises farlige mikrober, der er undsluppet til kloaksystemet. På den måde kan man også overvåge epidemier.

De sidste rester af polio kan spores via kloakvand

Denne skribent har tidligere skrevet om udryddelsen af polio og status per august 2021. Det syntes som om en lovende udvikling var i gang, idet der var gået syv måneder siden det sidste tilfælde blev fundet. I alt blev der fundet ét enkelt tilfælde i Pakistan og fire tilfælde i Afghanistan i 2021, samt ét i Afghanistan i januar 2022. I november 2021 blev der desuden fundet et enkelt tilfælde i Lilongwe, Malawi – det første i 30 år. Det sidste gav naturligt anledning til stor bekymring, selvom man ved molekylær analyse kunne fastslå at tilfældet genetisk var i tæt familie med den virus, der indtil for nylig har været fundet i Pakistan. Man er derfor overbevist om at virus er importeret fra Pakistan eller måske Afghanistan, men smittevejen er ikke klargjort, og det er jo bekymrende at virus har kunnet rejse fra Pakistan til Malawi uden at man har fundet andre tilfælde.

I artiklen nævner jeg desuden, at overvågning af spildevand bidrager til kortlæggelse af virus, og at optimismen blandt andet byggede på, at man ikke længere fandt virus i spildevand. Dette optimistiske billede er stadig holdbart. Siden august 21 er der kun fundet tre tilfælde af virus i spildevand i november og december indenfor det samme geografiske område i landet.

Omvendt må man formode, at hvis man finder virus i spildevand, så cirkulerer virus i området, selvom man ikke har registreret tilfælde af sygdommen. Så virus er ikke forsvundet, men det er kun sparsomt til stede.

Kriteriet for at man kan erklære polio for udryddet i en region – eller globalt – er, at man ikke har fundet virus i tre år, og at overvågningssystemet i de tre år har levet op til en række standardiserede krav.

Kampen mod Covid-19 hjalp også mod polio

I artiklen fra august beskriver jeg desuden, hvordan de foranstaltninger, der er blevet sat i værk for at dæmpe Covid-19 pandemien har spillet en afgørende rolle for reduceringen af poliotilfælde i Pakistan og Afghanistan. Konklusionen er ganske klar: Bedre hygiejne og mindre medmenneskelig fysisk kontakt fører til mindre smittespredning for en række farlige organismer.

Men denne nye pandemi har også sparket liv i en fantastisk palet af videnskabelige innovationer. Disse omfatter både overvågning, diagnostik, prævention og behandling af virus.

Blandt de mange fascinerende nyskabelser er udviklingen af et overvågningssystem baseret på påvisning af virus i spildevand. Man fandt hurtigt efter pandemiens start ud af, at coronavirus kunne påvises i kloakvand i inficerede områder. Siden er dette blevet systematiseret i en række lande som for eksempel Australien og Holland. Blandt udviklingslande er for eksempel Vietnam begyndt med denne type overvågning, men metodens brug er naturligvis begrænset af, at kloakering stadig er begrænset i mange af de lande, hvor det at lave afføring i det fri stadig er fremherskende især landdistrikterne. I en gennemgang af de artikler, der er skrevet om emnet beskrives blandt andet, at det er interessant – og nyttigt – at man kan finde virus i kloakvand før de første tilfælde blandt mennesker registreres. Dette gør det muligt at sætte tidligt ind med forholdsregler og interventioner til at inddæmme eventuelle udbrud af Covid-19.

Undersøgelsen for virus i kloakvand bruger samme laboratoriemetode, PCR, som ved den gængse testning til at påvise virus.

Danske forskere med HOFOR (Hovedstadsområdets Forsyningsselskab) og SSI (Statens Serum Institut) er blandt dem, der er langt fremme i videreudvikling af denne metode.

De danske forskere har forfinet overvågningen og kan nu kortlægge forekomsten af inficeret spildevand med betydelig nøjagtighed. På den måde kan de vise, hvor virus kommer fra indenfor begrænsede lokaliteter. Formålet med denne forskning har dels været at vise at metoden er mulig og brugbar, og dels at den er billigere end den gængse humane testning og kildeopsporingsstrategi.

At metoden også kan være brugbar i fattigere lande er i øjeblikket ved at blive undersøgt i et samarbejde mellem de danske institutioner og Royal Center for Disease Control i Bhutan (Bhutans pendant til vores seruminstitut).

Det er indlysende, at man primært kan bruge denne metode i områder, der er kloakerede, så at man har ”sampling sites” – altså prøvetagningssteder, der kan levere det nødvendige kloakvand. Det er derfor ikke sandsynligt, at metoden kan erstatte den etablerede humane overvågning. Men urban kontrol vil være muligt i næsten alle tredjeverdenlande. Dertil kommer, at der i specifikke tilfælde kan være nyttigt med fokuseret testning.

I Bhutan var man længe i stand til at holde Covid-19 ude med strenge restriktioner og en fintmasket testning. Men Omikron-varianten har vist sig at være umulig at kontrollere og landet har i øjeblikket 1000 -2000 daglige tilfælde. Baggrunden skal søges i grænsen til Indien, som er helt porøs og i de store grænsebyer er det umuligt fordi indbyggere på begge sider færdes frit over grænsen.

I den nuværende situation vil det ikke være rationelt at iværksætte yderligere overvågning. Men der vil komme en tid, hvor epidemien er aftaget eller væk, og hvor det vil være essentielt at kunne påvise importerede virus tidligt, så effektive kontrolforanstaltninger kan sætte i værk.

Den største grænseby, Phuntsholing, har været indgangsport for næsten alle de udbrud, man har set i Bhutan, og det var også her Omikron-varianten gjorde sit indtog og viste sig umulig at inddæmme.

Derfor kan man forestille sig, at overvågning af kloakvand vil være et både bedre og billigere instrument i den fremtidige overvågning af Covid-19 med alle dens eksisterende og kommende varianter i det lille bjergland.