Folkekirkens Nødhjælp har mistet en dygtig og vellidt kollega gennem mange år.
Allerede i sine unge år var Allan Duelund Jensen drevet af ønsket om at gøre en forskel for mennesker i nød, og han var optaget af, at opgaver skulle løses ordentligt og kompetent, også selv om det ikke var betalt arbejde.
Som studerende begyndte Allan som frivillig, hvor han blev udsendt til Kroatien under Balkankrigen i 1996.
Da Allan blev kandidat i statskundskab i 1998, blev han udsendt til et meget fattigt yderdistrikt i Sydsudan. Igen gik han på med krum hals og nød stor respekt blandt vore lokale partnere.
Som udsendt i Sydsudan og senere i Cambodia, Bangladesh og Burma var det Allans overbevisning, at løsningerne skal findes ude – de laves ikke ved et skrivebord i København.
Han blev inspireret og inspirerede os andre – om alt fra oprettelsen af små landbrugsskoler til systematisering af læring og viden. Ideerne kom fra det, han så og oplevede i felten, og hans styrke og kompetence lå i at formidle og sætte ideerne i system, så andre kunne få gavn af det.
Fra 2005 til 2013 havde Allan til opgave at opbygge Folkekirkens Nødhjælps internationale fundraising – og typisk for ham satte han høje mål og standarder for arbejdet. Selvfølgelig blev målene indfriet, og indtægterne steg dramatisk.
Vellidt og respekteret
Allan Duelund Jensens iderigdom og engagement smittede af på hans medarbejdere. Han var velvildt og respekteret for sin ordentlighed, hjælpsomhed og anerkendelse af de mennesker, han omgav sig med – både i Danmark og i udlandet.
Han nød stor beundring blandt vore søsterorganisationer og også lidt misundelse. Allan søgte altid de bedste løsninger uden at gå på kompromis med kvaliteten, samtidig med at alle følte sig hørt og set.
I 2014 pakkede familien atter kufferterne for at flytte til Geneve og arbejde for vores partnerorganisation og medlem af ACT Alliance, det Lutherske Verdensforbund. I Folkekirkens Nødhjælp satsede vi på, at der kun var tale om en kort orlov, og vi glædede os til at få ham hjem igen.
Allans stærke personlige motivation for at hjælpe andre var båret af en tro på, at verden skal være et godt sted at være for alle, og at dem, der bliver givet muligheder for et godt liv, skal hjælpe andre til også at få del i de muligheder.
Den overbevisning kom stærkt til udtryk i alt, hvad Allan gjorde og i den måde, han var sammen med andre på. En mand, der stillede store krav til sig selv, så andre kunne have det godt.
Som chef for Allan fik jeg så meget igen – hans gode ideer, hans iver, hans omsorg og hans livsglæde smittede af på os alle.
Familien betød alt
Allan var også en rigtig familiefar. Hans børn skulle ikke lide under hans engagement for hele verden. Når drengene Vitus og Sixten skulle hentes, ja, så måtte andet vige, – når der skulle træffes beslutninger om at flytte til udlandet, var det en god, lokal skole og mulighederne for, at hans hustru kunne finde arbejde, der var afgørende for beslutningen.
Allan var en fighter og troede i lang tid på, at han nok skulle overvinde den kræftsygdom, der ramte ham for et år siden. Det blev desværre ikke sådan.
I en alder af kun 48 år døde Allan på hospice i Aarhus omgivet af sin hustru og sine sønner Vitus (12) og Sixten (8).
Vi vil savne ham, hans ukuelige engagement og tro på en bedre verden for alle. Allan gjorde en forskel, og sporene vil findes mange år endnu.
