Substansen og litteraturen om den afdøde venezuelanske præsident Hugo Chávez afføder mange kontrasterende diskussionsemner: det er rigtigt, at Hugo Chávez kanaliserede en hidtil uset mængde penge fra olieindustrien – ca. 95% af indtægterne stammer fra olie – ind i den offentlige sektor til gavn for mange glemte borgere.
Og det er yderligere sandt, at Venezuela aldrig har haft så mange folkeafstemninger som under det nuværende styre. Derudover er det også rigtigt, at Chávez langsomt eroderede tidligere demokratiske institutioner via præsidentielle dekreter, en velfungerende efterretningstjeneste og en kultdannelse, som er Castro/Che Guevara værdigt.
Regimet har igennem årene perfektioneret vælgerprocesserne i egen favør og kridtet banen op til forudsigelige sejre. Den nuværende præsident, Nicolás Maduro, har brugt dette udgangspunkt til en magtkonsolidering af samme cubanske kaliber.
Ved en forfatningsændring i 2009 fik han mere tid – han kunne faktisk stille op, lige så mange gange han ville. Han betragtede Venezuela som et maleri: ”[…] hvis jeg overrækker penslen til en anden, ændrer han farverne på maleriet” nævnte han i sit ugentlige søndagsprogram Aló Presidente.
Spørgsmålet, der nu hjemsøger en sultende venezuelanske befolkning, står skrevet med stresset og nervøs graffitifont foran El Lugar Común, et nyligt lukket og afholdt bibliotek: ”Hvordan kom vi hertil?”.
Oliens pris
Venezuela er hærget af verdens højeste inflation: 1 US$=9.632.000 BsF [18. maj 2018]. En karton æg koster omkring 1.500.000 bolivares, omkring det samme som en måneds mindsteløn. Efter en periode med overproduktion af olie fra OPEC-medlemmer i 2014 faldt olieprisen drastisk fra over 100$ per tønde i 2013 til under 50$ i 2014, og Venezuela (ligeledes medlem af OPEC) begyndte sin deroute.
Med oliedollars forsvundet fra det økonomiske marked mistede regimet købekraften til import af basale fødevarer og medicin og på trods af stigende oliepriser, er oliesektoren i landet i så dårlig forfatning, at indtægterne stadig ikke rækker.
Regimet rettede i stedet sit fokus mod gældsafbetaling, af frygt for statsbankerot. Hjælpeorganisationen Caritas vurderer, at 11,4% af alle børn under 5 år viser tegn på underernæring, ifølge analytikere er ca. 90% af al medicin ikke tilgængeligt, over 80% af alle husstande lever i fattigdom og millioner er flygtet.
Krisen er derfor ikke isoleret, men trækker dybe spor ind over nabolande som Colombia og Brasilien og er blevet et massivt geopolitisk diskussionsemne blandt latinamerikanske ledere som på skift må tage stilling til både stigende xenofobiske tilstande blandt lokalbefolkninger og dyr humanitær assistance.
Kapitalistiske skurke
Denne krise passer ikke ind i regimets narrativ. Med næsten 20 års regeringstid kæmpes en brav kamp for legitimering og skyldsundragelse med USA som den evige imperialistiske skurk.
Observatører kan fristes af et ideologisk tovtrækkeri med cubansk socialistisk/kapitalistisk refræn. Meningen fortabes dog i en sådan diskussion. For om enten ledere hidkalder ånder som Locke, Marx eller Spaghettimonstret giver Venezuelas realpolitik, skjult bag populisme og propaganda, et mere nuanceret blik.
De faktiske forhold viser at USA traditionelt har stået for omkring 30% af Venezuelas importvarer, og USA er stadig en af de største aftagere af det caribiske lands råolie, som de yderligere deler et par raffinaderier med i joint ventures. Den manikæiske tale og iltre diskurs har forgangne amerikanske præsidenter affejet med indifference. For Chávez og Maduro derimod, har dette narrativ været en kritisk del af projektet.
Regimets misforståede definition af det egalitære samfund er dikteret ud fra forestillingen om den loyale regeringssympatisør. Ud fra denne skitse, skal alle være lige – alle andre er ”imperialistiske håndlangere” og ”forrædere mod fædrelandet”.
De 235 politiske fanger og over 125 dræbte demonstranter ved sidste års demonstrationsbølge bærer vidne til netop denne distinktion.
Valg før tid
På søndag går befolkningen til valgurnerne og skal vælge en præsident. Det er dog ikke så meget et valg som det er en lektion i velorkestreret manipulation og tvang.
Valget er på forhånd blevet underkendt af USA, EU og utallige menneskerettighedsorganisationer og det er der flere grunde til. Præsidentvalget er blevet fremskudt til afholdelse 7 måneder før tid – dvs. den vindende kandidat først indsættes januar 2019.
Efter interne konflikter og fraktionsdannelse i oppositionen, øjnede regimet en mulighed, hvilket repræsenterer to grundlæggende udfordringer for den stækkede opposition: for det første har afholdelse af valg været et vigtigt krav i de ellers forfejlede forhandlinger afholdt i Den Dominikanske Republik året forinden, og på papiret fremstår situationen nu som en håndsrækning. Det giver oppositionen et forklaringsproblem.
For det andet: med afholdelse af valg ligner det en genskabelse af en art legitimitet for regimet. Med oppositionsledere i tvunget eksil og fængsel, samt et føjeligt valgråd, er udfaldet dog i sidste ende givet.
Det svære valg
Ud over at sætte sin lid på valgrådet, korruption og en loyal 20% befolkningsgruppe, har regimet i lang tid lukreret på en sultende befolkning uden medicin. I den anledning er et såkaldt fædrelandskort blevet et vigtigt instrument i social kontrol. Fædrelandskortet giver adgang til sociale ydelser såsom mad og medicin.
Hagen er, at hvis borgeren er i besiddelse af kortet, skal borgeren indtaste kortets individuelle kode ved stemmeurnerne. Det socialt kontrollerende element består i frygten for at miste adgangen til de få vitale goder, som desperate familier er fundamentalt afhængige af: ”Jeg gør jer en tjeneste, hvis I gør mig en tjeneste” har været Maduros mantra igennem flere pompøse kampagnetaler.
Den venezuelanske vælger har derfor fundet sig nødsaget til at affiliere sig med sin kidnapper i kampen for at forsørge sin familie.
I et land bestående af 30 millioner mennesker er 20 millioner registrerede vælgere hvoraf Maduro satser på 10 millioner stemmer. I et demokratisk scenarie er dette mål umuligt, men med en stigning i registrerede fædrelandskort og en efterhånden doven skjul af snyd, bliver 10 millioner højst sandsynligt nået. At regimet har repeteret de 10 millioner som det store mål ”for revolutionens overlevelse” tyder på, at det allerede står i manuskriptet.
Vennerne forsvinder
Nyhedsbureauet Reuters afslørede for nyligt, at Venezuelas olieproduktion er så svækket, at landet har været nødsaget til at købe udenlandsk olie til forsyning af Cubas olieforbrug. Traditionelle ALBA- lande (hovedsageligt Venezuela, Nicaragua, Cuba, Bolivia og Ecuador) har længe været faste modtagere af billig olie fra Venezuela.
I stedet for import af mad og medicin tyder dette træk på, at regimet i højere grad er interesseret i vedligeholdelse af traditionelle alliancer end i befolkningens behov. Et kalkuleret og tragisk valg. Ecuadors præsident, Lenin Moreno, har i stigende grad frasagt sig Maduro, og Nicaraguas blodige demonstrationer og befolkningens krav om præsident Daniel Ortegas afskedigelse indikerer revner i regionens traditionelle alliancer.
For dyr en pris
Regimet har ikke råd til at tabe. Hvorfor Maduro, i et omdiskuteret indlæg i spanske El País, søgte efter sympati: ”Vores demokrati er anderledes end alle de andre”.
Med direkte tråde fra systematiske overtrædelser af menneskerettigheder til den centrale administration i partiet, amerikanske anklager om et narkosmuglingsnetværk strækkende over vicepræsident Tareck El-Aissami og Chavista hardliner Diosdado Cabello, har regimet ikke råd til at tabe.
”Vi er gået fra at være eksportører af råolie og skønhedsprinsesser til eksportører af malaria og flygtninge” skrev den venezuelanske forfatter Barrera Tyszka for nyligt.
Valget på søndag bliver ikke kun en udfordring for regimets narrativ, men ligeledes en udfordring for internationale multilaterale dialoger og sanktioner. Det eksterne pres stiger for regimet, men stigende isolation øger blot befolkningens afhængighed af et styre som ikke efterlader plads til desertører.
Flankeret af frygten for ikke at kunne opretholde familiens behov og et sirenekaldende regime, bliver søndagens stemme ikke et frit valg, men en stemme baseret på korte udsigtsløse løsninger og et grådigt diktatur.
