Venezuelansk politi anholder borgmesteren i Caracas

Forfatter billede

Borgmesteren i Venezuelas hovedstad, Caracas, er anholdt på anklager om kupforsøg og for forsøg på at destabilisere landet. Anholdelsen sker efter, at borgmesteren har ytret sig kritisk om korruption i regeringen.

Venezuelansk politi bragede torsdag ind på borgmesterkontoret i landets hovedstad, Caracas, og anholdt borgmester Antonio Ledezma.

I en tv-transmitteret tale sagde præsident Nicolas Maduro, at Ledezma vil blive retsforfulgt ”så han kan stå til ansvar for alle de forbrydelser han har begået mod freden, sikkerheden og forfatningen i vort land”, rapporterer den amerikanske tv-station CNN.

En højtstående militærkilde siger til CNN, at borgmesteren er fængslet for sin formodede rolle i kupplaner mod Venezuelas regering.

Beskyldningerne om kupplaner blev første gang nævnt af præsident Maduro i sidste uge. På det tidspunkt afviste Ledezma dem som et forsøg på at så splid og tilsværte regeringens politiske modstandere.

Ledezma svarede på præsidentens anklager ved at sige, at det ikke er kupplaner, der bringer Venezuela i knæ, men snarere den udbredte korruption i regeringen.

Protester fra oppositionen

Efter anholdelsen samledes hundredvis af oppositionstilhængere foran den venezuelanske efterretningstjenestes hovedkvarter i Caracas i protest mod anholdelsen af borgmesteren.

Oppositionen betegner Ledezma som en politisk fange, og menneskeretsorganisationen Human Rights Watch har opfordret regeringen til at løslade ham omgående.

Det amerikanske udenrigsministerium udsendte torsdag aften en udtalelse, hvor den kalder Maduros beskyldninger om kupplaner mod ham for ”grundløse og falske”.

Ledezma har været borgmester i Caracas siden 2008.

I disse uger er det et år siden, at oppositionen holdt store demonstrationer i Caracas i protest mod regeringens politik, den stigende inflation, den tårnhøje kriminalitet og manglen på almindelige dagligvarer i butikkerne.

Demonstrationerne udviklede sig til uroligheder, som kostede mere end 40 mennesker livet. Menneskeretsgrupper har kritiseret Maduros regering for håndteringen af protesterne og opfordret til, at medlemmer af sikkerhedsstyrkerne retsforfølges for deres rolle i de mere end 40 menneskers død.