Venstre fjerner og undskylder for Afrika-opslag på Facebook

afrika_velfaerd_foerst
Laurits Holdt

“Mette Frederiksen vil bruge flere penge i Afrika. Vi vil bruge flere penge på velfærden. Hvad foretrækker du?” 

Sådan skrev partiet Venstre søndag og supplerede med en manipuleret plakat fra Socialdemokratiet, hvor ordet “velfærd” var streget ud og erstattet med “Afrika”, så der stod “Afrika først”. 

Opslaget blev afsluttet med en tænksom smiley.

Opslaget var øjensynligt en kommentar til Socialdemokratiets forslag om at Danmarks skal tilslutte sig en europæisk “Marshall-plan” for Afrika. En plan som skal skabe økonomisk udvikling i Afrika med det sigte, at færre migranter skal søge mod Europa.

I timerne efter strømmede det ind med kritiske kommentarer i et omfang, der fik partiets kommunikationsafdeling til at slette opslaget og i stedet komme med en undskyldning:

Nogle gange rammer vi ved siden af. Det gjorde vi i dag. Derfor har vi taget det meget omtalte opslag ned fra Facebook. God aften, skrev partiet på Twitter.

Det blev fulgt op af partiets næstformand, finansminister Kristian Jensen. Han skrev på Twitter:

“Ingen er for stor til at lave fejl. Det er bare vigtigt også at kunne indrømme det.”

Det bliver uddybet af partiets udviklingsordfører Michael Aastrup Jensen i BT. Han siger bl.a.:

“Vi fandt ud af, at den blev misforstået ret meget fremfor at sætte fokus på hvad vi mener.”

Han fortæller, at der har værete n intern diskussion om opslaget inden det blev fjernet men holder fast i, at budskabet er i tråd med partiets holdninger:

“Spørgsmålet om hvordan Socialdemokratiet vil finde pengene består jo. Det vil vi forsøge at få partiet til at svare på senere.”