Skal vi være kolonimagt igen? spørger Venstres udviklingspolitiske ordfører, Pia Larsen, i et indlæg i Berlingske Tidende lørdag. Indlægget er en reaktion på en kronik bragt i samme avis forleden af Rasmus Hylleberg og Stig Fog, henholdsvis nuv. og tidl. generalsekretær i Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).
Af Pia Larsen (V)
Rasmus Hylleberg og Stig Fog erklærer sig i en kronik 18.9. enig med Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, i, at Danmark kun skal have ét programsamarbejdsland i stedet for de 15 lande, vi i øjeblikket har samarbejde med. I sig selv en overraskende meningsalliance.
I regeringens forslag til finanslov for 2006 er der afsat 6,3 milliarder kr. til bilateral bistand. Det beløb mener kronikørerne udelukkende skal bruges i Ghana, et land som kronikørerne finder passende at vælge, da det er en tidl. dansk koloni med danske navne i gadebilledet, hvor danskerne kan føle sig hjemme.
Det lyder som en vittighed – og er det måske også – at dette skulle udgøre et væsentligt kriterium for landevalg.
Kronikørerne påpeger, at en koncentration af de danske bistandskroner i Ghana vil medføre “en markant transformation af det ghanesiske samfund (…) inspireret af det bedste fra dansk velfærdstænkning”.
Men hvad skal der ske, hvis Ghanas regering ikke er enig med danskerne i prioriteringen af, hvordan vore 6,3 milliarder skal bruges?
Eller hvis det viser sig, at regeringsførelsen, demokratiet og menneskerettighederne kun er ord uden reelt indhold? Eller hvis korruptionen viser sig at være så massiv, at det er umuligt at få bistanden til at fungere efter hensigten?
Eller hvis danskerne viser sig at være så effektive, at ghaneserne fralægger sig ansvaret, eller – som det hedder på Danida-sprog – ophører med at have ejerskab til deres egen udvikling?
Skal vi så trække os ud af bistandssamarbejdet, eller vil vi være nødt til at fortsætte, fordi der ikke er andre muligheder (jeg går ud fra, at kronikørerne forestiller sig, at de rige lande på det tidspunkt allerede har delt Afrika imellem sig, så det ikke bare er muligt at vælge et andet land).
Her er det derfor heller ikke uvæsentligt: Skal vi vælge Ghana, eller får Ghana lov til at vælge os?
Det lyder da besnærende, at en masse såkaldt almindelige danskere får mulighed for at opleve det dejlige Afrika og engagere sig direkte i fattigdomsbekæmpelsen som “frontsoldater i kampen mod fattigdommen”.
Men i Venstre er vi nu mere optaget af modtagernes behov end vore egne. Og donorbureaukratiet, der ifølge Hylleberg og Fog skulle medføre en dårlig udnyttelse af de ressourcer, som de rige lande stiller til rådighed, gør den danske regering sit for at bekæmpe.
I 2004 nåede 81 procent af den danske bilaterale bistand sine mål. Et positivt resultat, som viser, at langt den største del af dansk udviklingsbistand fungerer effektivt.
Kampen mod fattigdommen er allerede en troværdig folkesag, som ikke skal forstyrres med populistiske og “kreative” forslag.
Indlægget stod under opinion i Berlingske Tidende lørdag den 24. september 2005.
Læs også telegrammet “Kronikører: Danmark bør adoptere Ghana og koncentrere al bistand dér”, dato 19.09.05 under dansk bistand.
