Ole Therkildsen
Ole Therkildsen (født 1945) startede i ’branchen’ som u-landsfrivillig i Tanzania i 1970. Han er nu seniorforsker emeritus på Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han koordinerede forskningsprogrammet ”Eliter, produktion og fattigdom: en komparativ analyse.”
Han har også forsket i borgerdeltagelse, decentralisering, beskatning, og reformer af den offentlige sektor i det sydlige Afrika.
Temaet i denne blog vil ofte være sammenligninger mellem fattige og rige lande. De kan være både meget ens og meget forskellige på overraskende måder.
Forbud mod verbal krænkelse af mænds og kvinders seksualitet sætter grænser for ytringsfriheden. Hån af muslimer, derimod, er et forsvar for denne frihed, siger bevægelsen bag Muhammed-tegningerne. Det er en gordisk knude.
Plateau-store patter og bjergsomme pikke optager mange kvinder og mænd. De fleste kan dog styre disse interesser uden at krænke det andet køn. Godt det samme, for det er forbudt ifølge ligebehandlingsloven §1, stk. 6:
”[der] foreligger sexchikane, når der udvises enhver form for uønsket verbal … adfærd med seksuelle undertoner med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed.”
Loven begrænser altså ytringsfriheden mellem kønnene. I første omgang er det op til den enkelte at afgøre, om der er begået en krænkelse. Efterfølgende kan krænkelsen prøves ved en domstol. Mænd og kvinder kan således ikke sige hvad som helst uden, måske, at komme i konflikt med loven. At den ikke håndhæves effektivt ændrer ikke ved det principielle i begrænsningen.
Verden over er der mange, der ville ønske, at lignende begrænsninger også gjaldt religiøse krænkelser. I februar 2006 sagde Kofi Annan, FNs daværende generalsekretær:
Helt ærligt forstår jeg ikke, hvorfor nogen avis vil bringe Muhammed tegningerne nu. Det er ufølsomt. Det er krænkende. Det er provokerende, og man kan se, hvad der sker rundt om i verden. https://www.dr.dk/nyheder/udland/udbredt-oenske-om-ro-i-muhammed-konflikten
Det, der skete efter publiceringen af de famøse tegninger, var ganske rigtigt voldsomt. De bidrog til trusler og decideret voldsudøvelse i mange lande; angreb på Kurt Westergaard, Krudttønden i København og Charlie Hebdo i Paris; afbrændte ambassader; osv. Dertil kommer de mange muslimer verden over, som tavst føler sig bespottede, forhånede og latterliggjorte.
I dette hav af krænkede følelser glemmes det tit, at Jyllands-Postens Flemming Rose i sin ledsagetekst til Muhammed-tegningerne skrev, at alle borgere i et demokrati – ikke kun muslimer – må finde sig i hån, spot og latterliggørelse som betingelsen for at leve i et åbent samfund. I praksis drejede debatten i Danmark sig dog næsten udelukkende om retten til at krænke muslimer i ytringsfrihedens navn.
Det er mere end ti år siden. At ytringsfriheden stadig er en central kampplads i Danmark anno 2017 vises tydeligt af regeringens imam- og radikaliseringspakker, striden om Jyllands-Postens censur over for Flemming Rose og de nylige afsløringer af politiets indgreb over for demonstranter i Tibet-sagen.
Hvor går ytringsfrihedens grænse?
#MeToo bevægelsens mål – at stoppe seksuelle krænkelser af kvinder – er der bred tilslutning til i dele af verden. Hvad verbale krænkelser angår, må ytringsfriheden dog begrænses for at nå målet. Omvendt mener mange i vestlige lande, at lignende indskrænkninger ikke bør gælde verbale krænkelser af muslimer. Her er chikanen en (om end for nogle beklagelig) følgevirkning af at praktisere ytringsfriheden i et demokrati.
Hvorfor betragtes verbale seksuelle og religiøse krænkelser forskelligt?
Et første svar er, at spørgsmålet er irrelevant. Æbler kan ikke sammenlignes med pærer. Verbal sexchikane afspejler ulige kønsrelationer. Dem udnytter arbejdspladsens magtfulde mænd, for eksempel, til at krænke kvinder. Derimod er verbale krænkelser af muslimer (tit) ikke rettet mod personer, men baseret på en kritik af den muslimske tro, der opfattes som kvindefjendsk, udemokratisk, og intolerant overfor anderledes troende. Sådanne forskelle til trods er kernen dog den samme: Kvinder såvel som muslimer kan føle sig personligt krænket af verbale udsagn – hvad enten de rettes mod dem personligt eller mod deres køn/religion. Hvis kvinder skal beskyttes mod sådanne krænkelser ved at begrænse ytringsfriheden, hvorfor så ikke muslimer?
Svar nummer to. Historisk har kvinder i vestlige patriarkalske samfund altid været udsat for mænds kønsrelaterede verbale krænkelser. Det må stoppes. Muslimer har ikke på samme måde været undertrykt på grund af deres religion – i hvert tilfælde ikke i perioder og regioner, hvor de har været, eller er, dominerende. Dette gælder dog ikke de muslimske mindretal i den kristelige vestlige verden. De kan, på samme måde som kvinder, betragtes som ofre for konflikter mellem religioner, der har dybe historiske rødder. Hvis kvindelige ofre for historisk betingede magtrelationer skal beskyttes ved at indskrænke ytringsfriheden, så skal muslimske ofre vel også?
Svar nummer tre. Kvinder og mænd har ikke selv valgt deres køn. Især kvinder er født ind i potentielle krænkelser, og har derfor behov for særlig beskyttelse. Synspunktet forfægtes blandt andet af danske PEN, som skriver:
”The kind of hate speech that should be our sole concern is the one levelled against people and their inescapable identities, be it ‘race’, ‘etnicity’, ‘gender’ or ‘sexual orientation’. But religion cannot be considered an inescapable identity. Religion is a different category. It belongs to the realm of ideas and no ideas should be safeguarded against criticism of any kind.”
Problemet i denne argumentation er, at i religiøse samfund vælger de fleste ikke selv deres tro, men fødes ind i den – ligesom de fleste kvinder eller mænd er født ind i en bestemt seksuel orientering. Der er ikke tale om et frit valg, som den enkelte personligt kan og må stå til ansvar for. Også troende har derfor, ifølge PENs logik, behov for beskyttelse mod verbale krænkelser.
En gordisk knude
Der er tre principielle synspunkter på ytringsfriheden i denne indviklede problemstilling.
Det ene er, at beskyttelsen af ytringsfriheden går forud for beskyttelsen af kvinder mod verbale seksuelle krænkelser og muslimer mod verbale religiøse krænkelser.
Det andet er, at krænkelser af såvel kvinder som muslimer skal forbydes ved lov, selv om det indskrænker ytringsfriheden. #MeToo kravene bør derfor udvides til også at gælde verbale krænkelser af religiøs art.
Det uanstændige og ulogiske tredje synspunkt er, at verbale seksuelle krænkelser af kvinder og mænd forbydes (som ligestillingsloven gør), mens islam og andre trosretninger kan krænkes i ytringsfrihedens hellige navn.
På globalt niveau er ILO i gang med at udarbejde retningslinjer for Violence against Women and Men in the World of Work, som også inkluderer verbale seksuelle krænkelser. http://www.ilo.org/wcmsp5/groups/public/—dgreports/—gender/documents/meetingdocument/wcms_546303.pdf Det bliver spændende at se, hvordan FN-systemet løser denne gordiske knude om ytringsfriheden. Meget tyder på, at de helt vælger at ignorere den.
