Knud Vilby
Knud Vilby (født 1942) er journalist, forfatter og ind imellem udviklingskonsulent. Han har i mere end 35 år beskæftiget sig med de politiske, sociale og menneskelige forhold på det afrikanske kontinent.
Han har arbejdet på Danmarks Radio, været chefredaktør på Information, formand for Den Danske Unesco Nationalkommission og Mellemfolkeligt Samvirke samt for Dansk Forfatterforening. Han var i en periode ligeledes medlem af Danidas styrelse og har også været formand for IWGIA, International Work Group for Indigenous Affairs.
Verden er én.
Rædslerne i Ukraine vil efter al sandsynlighed blive fulgt af øget sult og fattigdom i nogle af verdens fattigste lande, blandt andet fordi fødevarepriserne eksploderer.
Det er ligesom med corona-pandemien, der for første gang i mange år har ført til en markant vækst i absolut fattigdom i verden.
Og det er ligesom med klimakrisen, der – også – har sit udspring i den rige verden, men rammer brutalt og nådesløst først i nogle af verdens fattigste egne med vækst i flygtningestrømmene som en af sine konsekvenser.
Verden hænger sammen. Vi ved det. Vi ved derfor også, at lokale problemløsninger hos os selv kun har meget begrænset effekt. Det holder ikke.
Men det påvirker ikke vor ellers så stålsatte statsminister med stor beslutningskraft, eller regeringen eller Folketinget.
Her har man ellers netop indført et nyt princip. Princippet om gigantiske udgifter, der ikke koster rigtige penge. Det er det princip, der gælder for 18 milliarder flere kroner i forsvarsudgifter.
Da Mette Frederiksen stillede sig frem mellem lederne af Venstre, Det Konservative Folkeparti, Det Radikale Venstre og SF og proklamerede et forsvarsforlig, som rækker mere end ti år ind i fremtiden, krævede det ikke besværlige politiske forhandlinger om finansieringen. Det vigtigste bidrag til de rigtigt mange milliarder kroner bliver en ændring i budgetloven, som tillader at Danmark stifter øget gæld.
Hokus-Pokus. De borgerlige kan stadig have deres skattelettelser i valgløftebogen, og SF kan fastholde sine velfærdsprincipper. For det koster ikke noget. Eller…
Milliarder tages fra verdens fattigste
Men nu har vi så fået særloven for ukrainske flygtninge. Det bliver efter al sandsynlighed billigere end forsvarsforliget, men ikke desto mindre meget, meget dyrt. Men det er ikke den vigtigste forskel. Det vigtigste er, at særloven for ukrainere koster ”rigtige penge”, og derfor kræver, at politikerne finder dem. Det kom lidt bag på blandt andet støttepartierne, der muligvis troede, at det var endnu en gratis omgang. Men nej. Pengene skal betales, og især skal de betales, ved at vi trækker milliarder af kroner til verdens fattige tilbage til Danmark til brug for flygtningemodtagelse.
Jeg har ikke set nogen forklaring på, hvorfor modtagelse af flygtninge kræver rigtige penge, men køb af krudt og kugler og kanoner ikke gør. Men jeg kan gætte mig til, at en af forklaringerne er, at den vestlige samarbejdsorganisation OECD godkender, at flygtningemodtagelse finansieres med udviklingsbistand. En anden er formentlig almindelig kortsigtet kynisme. På den måde bliver der så også lidt hokus-pokus over denne finansiering. Det koster ikke ”rigtige danskerpenge”, for det er bare nogle penge, vi tager fra de fattige, og de har ikke stemmeret herhjemme.
Men så er vi tilbage ved, at verden er én og kun én. Samme OECD har netop i denne uge udsendt en bekymret status over sandsynlige langsigtede negative konsekvenser af overfaldet på Ukraine. Det er slemt.
Bistand er skåret til det halve på 20 år
I denne uge har den danske regering modtaget to store appeller fra de danske civilsamfundsorganisationer. 17 organisationer peger i et opråb på det fuldstændigt urimelige i, at flygtningemodtagelsen finansieres af verdens fattigste. Konsekvensen kan blive, at Danmark bliver størst modtager af dansk udviklingsbistand.
16 organisationer (der er et vist overlap) har samtidig i en kronik i Information protesteret mod, at Danmark og andre vestlige lande aldrig har levet op til løfter fra 2009 (her i Danmark udtrykt af Lars Løkke Rasmussen) om at give ekstra 100 milliarder dollars i klimabistand til verdens fattigste lande. Skiftende danske regeringer har afskaffet selvstændig dansk miljøbistand, og dansk klimabistand finansieres også af udviklingsbistanden. Der er intet ”ekstra” over det.
I forhold til for tyve år siden er dansk udviklings- og miljøbistand beskåret til det halve (målt i andel af bruttonationalindkomsten, BNI).
Den halverede bistand skal finansiere klimabistand, flygtningemodtagelse i Danmark, humanitær bistand til Ukraine og mange andre katastrofer i verden.
Hvis der er noget tilbage – og det bliver ikke meget – kan resten gå til langsigtet fattigdomsorienteret udviklingsbistand. Det er blevet meget småt.
Men verden er stadig én. Og når det går ad helvede til, ikke blot i Ukraine men også i væsentlige dele af resten af verden, så kommer det til at slå tilbage mod os selv.
