Verden rundt: Elefanten i rummet og Stærke Gris’ bortgang

gettyimages-987064010
IKEA og Rockefeller Foundations vil støtte bæredygtig energiudvikling i vækstøkonomier. Her forsyner et såkaldt microgrid en vandpumpe i Bintang, Gambia, med solenergi.
Foto: David Degner/Getty Images
Gerd Kieffer-Døssing

25. juni 2021

IKEA griber i lommen for vedvarende energi
To store fonde er gået sammen om et initiativ til en milliard dollars, der skal bekæmpe klimaforandring og sikre adgang til energi i verdens vækstøkonomier. Det drejer sig om amerikanske Rockefeller Foundation og svenske IKEA Foundation.

Det er det største enkeltstående initiativ inden for såkaldt distribueret vedvarende energi, skriver IKEA Foundation i en pressemeddelelse. Distribueret vedvarende energi dækker over energiløsninger, der ligger uden for det etablerede forsyningsnet – for eksempel såkaldte solenergibaserede mikro-grids, der installeres lokal og derfor ikke er afhængig af opkoblingen til centraliserede kraftværker.

Mere specifikt stiler initiativet mod at reducere udledninger af en milliard tons drivhusgasser og forbedre livet for en milliard mennesker, der i dag enten ikke har adgang til elektricitet overhovedet eller hvis energiforsyning er ustabil.

Selvom vedtagelsen af Paris-aftalen har betydet, at finansieringen til grøn energiomstilling er steget globalt set, er det stadig svært for organisationer at identificere investeringsklare projekter, og resultatet er, at mange vækstøkonomier stadig er afhængige af upålidelige og forurenende energikilder.

Den nye platform skal sikre, at kapitalen til omstillingen kan anvendes mere effektivt og i større skala for at understøtte udviklingen af lokale projekter for vedvarende energi.

“Vores kollektive ambition er at skabe en platform, der understøtter programmer for vedvarende energi, som kan levere drivhusgasreduktioner hurtigt og effektivt og fremskynde energiomstillingen. Vi er nødt til at erstatte forurenende energikilder med vedvarende energikilder, give lokalsamfundene adgang til energi og frigøre yderligere finansiering til bæredygtige modeller,” siger Per Heggenes, direktør for IKEA Foundation.

Samtidig vil initiativet bidrage til at genstarte den globale økonomi efter næsten halvandet år med corona-pandemi og sikre, at genstarten bliver grøn. Initiativet vil have til huse på en global platform, der lanceres senere i år.

Al-Nuri moskeen bygget i 1172 er blandt de smadrede historiske bygninger i Mosul, som nu bliver genopbygget gennem UNESCO-projektet.


Foto: Ismael Adnan/SOPA Images/LightRocket via Getty Images

​​​​​​Få indblik i Mosuls genopbygning
Da den irakiske by Mosul blev indtaget af Islamisk Stat i juli 2014, blev den historiske by totalt vandaliseret. Gennem de næste tre år ødelagde de voldelige ekstremister byen og dermed utallige historiske bygninger og monumenter.

I februar 2018, efter befrielsen, igangsatte UNESCO projektet ’Revive the spirit of Mosul’ – genopliv ånden i Mosul – der er en af FN-organisationens største i de seneste år. Det 50 millioner dollars store projekt – finansieret af de Forenede Arabiske Emirater – har til hensigt at genopbygge byens historiske landemærker og puste nye liv i byens kulturelle liv.

Hvis turen denne sommer går forbi Venedig, kan du med fordel planlægge et besøg på den 17. arkitekturbiennale, hvor en udstilling beretter om projektets fremskridt i relation til biennalens tema: Hvordan skal vi leve sammen?

Elefanten i rummet 
En familie bosiddende i den bjergrige del af Thailands Hua Hin-distrikt har igennem længere tid haft en tilbagevendende uindbudt gæst.

”Den er kommet tilbage for at lave mad,” skrev Kittichai Boodchan, da han lagde en video på Facebook, der viste, hvordan en elefant stak hele hovedet og ikke mindst snablen godt ind i hans køkken.

Her famler det enorme pattedyr rundt på jagt efter noget spiseligt, og det er ikke første gang. Hullet i væggen, som elefanten har stukket hovedet igennem, fik den angiveligt konstrueret i maj, og ifølge Bangkok Post, der bringer denne historie, er elefanten en kendt gæst i Boodchan-familiens landsby, hvor den ofte går på visit i huse og smutter igen, når den har fundet noget at spise.

”Jeg er vant til, at den kommer, så jeg var ikke så bange,” har Kittichai Boodchan sagt til AFP.

Stærke Gris fotograferet i millionbyen Chengdu, hvor den levede fra den blev gravet frem af murbrokkerne i 2008 og frem til sin død i juni 2021.


Foto: Liu Chenping/VCG via Getty Images

En helt er død
Og vi bliver i samme region og kategori med endnu en dyrehistorie, som denne signatur har en svaghed for – denne gang i Kina.

Her afgik den 14-årige gamle gris Zhu Jianquiang – ”Stærke Gris” – ved døden i sidste uge, hvilket har affødt en række følelsesudbrud. Stærke gris var nemlig ikke en tilfældig gris.

Under et voldsomt jordskælv i den sydvestlige Sichuan-provins den 12. maj 2008, opnåede grisen nemlig enorm berømmelse ved at overleve 36 dage, begravet i ruiner, af en pose med trækul og regnvand.

Jordskælvet, der målte 7,9 på Richterskalaen, dræbte op mod 90.000 mennesker, men fik ikke ram på Stærke Gris, hvis mirakuløse overlevelse blev set som et symbol på viljen til at overleve, skriver The Jakarta Post.

Stærke Gris blev udnævnt til Årets dyr i Kina i 2008 og blev efterfølgende købt af et lokalt museum, hvor den levede som turistattraktion, indtil den altså døde sidste uge af ”alder og udmattelse”.

Selvom 14 år måske ikke lyder af så meget, fungerer griseår ligesom hundeår, så Stærke Gris var en gammel knark på 100 menneskeår.

Hvil i fred, Stærke Gris.