Verdensmålene skal reddes. Derfor havde FN’s generalsekretær sat Verdensmål på programmet de første dage af denne uge, når stats- og regeringschefer samt en masse andre beslutningstagere mødes til den årlige debat ved åbningen af FN’s Generalforsamling.
For stilstand og tilbagegang har ramt menneskers levevilkår og verdens udvikling. Flere steder i verden får mennesker ikke bedre levevilkår. På nogle områder går udviklingen faktisk tilbage. Det selv om baggrunden for de fleste af de 17 mål er helt grundlæggende menneskerettigheder.
“Verdensmålene er ikke bare en liste over mål. De er bærere af menneskers håb, drømme, rettigheder og forventninger. Og de er den mest sikre vej til at opfylde vores forpligtelser i forhold til Menneskerettighederne, der fylder 75 år i år,” sagde Antonio Guterres ved åbningen af topmødet om bæredygtig udvikling.
FN’s generalsekretær understregede, at kun 15 procent af målene er på ret kurs til at blive nået inden 2030, sådan som det er aftalt. Derfor er der brug for en global redningsplan for Verdensmålene – og det er penge, der skal drive udviklingen hurtigere fremad. Redningsplanen skal hæve finansieringen fra milliarder til billioner.
Hvert fjerde år bliver der gjort status over Verdensmålene på højeste niveau på FN’s Generalforsamling. For fire år siden så det ud til, at det gik godt fremad med de “gamle” årtusindmål – de otte meget konkrete første Verdensmål om blandt andet udrydning af fattigdom og sult, adgang til sundhed og skole, rent vand og ligestilling. Mens det dengang stadig kneb lidt med de nye, de transformerende mål om fred, klima, livet på land og i vand, partnerskaber med mere. Altså de mål, der sigter mod at ændre vores samfund og måde at leve på.
Men det billede holder ikke længere. Efter coronapandemi og vaccinegate, flere nye lokale konflikter, krig i Ukraine, manglende kornleverancer, gældskriser, globale magtforskydninger og meget andet går det nu tilbage på grundlæggende områder som fattigdom og sult. Og Verdensmålenes smukke mantra “leave no one behind” er nærmest blevet en joke.
Der var faktisk spænding til næsten det sidste om, hvorvidt verdens lande kunne blive enige om en deklaration om Verdensmålene. Men det blev de. Og ifølge generalsekretæren kræver det nu mindst 500 milliarder dollars om året, en effektiv gældssaneringsplan, en omlægning af de multilaterale udviklingsbanker og den internationale finansielle arkitektur, som han finder gammeldags, dysfunktionel og uretfærdig. En del af de store finansielle reformer og praktiske forandringer er dog allerede på dagsordenen for det topmøde for fremtiden, der er planlagt til åbningen af Generalforsamlingen næste år. Men de mange løfter om at sætte skub på udviklingen, ja, den har FN’s medlemslande skrevet under på.
Eller har de? For begivenheden mandag og tirsdag var ceremoniel. Erklæringen, der er blevet forhandlet om i månedsvis, bliver først formelt vedtaget på generalforsamlingen senere i år, skriver udviklingsmediet Devex.
Det plejer at være en formsag, men der er en koalition af 11 medlemslande, som i søndags har sendt en klage til generalforsamlingens formand. De 11 lande i “anti-sanktionsgruppen”, som blandt andet tæller Rusland, Belarus, Cuba, Iran og Nordkorea, har ifølge Devex gjort det klart, at de ikke støtter erklæringen. De vil have, at den skal indeholde en stærk opfordring til FN’s medlemslande til at afholde sig fra at indføre unilaterale sanktioner mod andre lande.
Anti-sanktionsgruppen har tidligere protesteret og er stort set blevet ignoreret. Nu er beskeden fra gruppen, at der ikke er enighed om erklæringen, og at flertallet ikke skal satse på, at koalitionen nok bøjer sig for flertallet.
Den oprindelige erklæring om Verdensmålene indeholdt en kraftig opfordring til ikke at iværksætte unilaterale sanktioner. Det sprog vil de 11 have tilbage i denne – og i tre andre erklæringer, der skal vedtages i denne uge.
Lyt også til podcasten ‘FN og Verdensmål – håb og løsninger’
Podcasten er en del af serien ’75 år med FN – hvor står vi’ og den er produceret af Globalnyts Kirsten Larsen og Flemming Weiss Andersen for Radikale Venstres Internationalt Udvalg med finansiering af Hermod Lannung Fonden.
