Den kendte amerikanske politolog Francis Fukuyama mener, at hvis man skal sætte en standard for et velregeret, ukorrupt, velstående og fredeligt land, så handler det om at “komme til Danmark”.
Det er et nogenlunde retfærdigt samfund, der er regeret af demokratiske love, der er lige for alle, hvor få har for meget og hvor færre har for lidt, og hvor alle har mulighed for deltage i styringen af landet på alle niveauer.
Det lyder måske enkelt – men det er meget få lande i verden, hvor det faktisk er lykkes “at komme til Danmark”.
Fukuyama joker med, at vi ikke selv ved, hvordan vi blev til Danmark.
Men de fleste, der har delaget i det danske demokrati, vil have en ide om, hvorfor vi lever i et samfund, som er så velfungerende:
Folk er oplyste. Vi har en stor grad af lighed, vi er ikke bange for at sige vores mening og vi kan komme til orde i medierne. Vi er åbne og har tillid til hinanden trods modsætninger, og vi er gode til at være kreative og finde intelligente løsninger på fælles problemer.
At vi er blevet et land, som kan bruges som eksempel på et godt land, giver os både et særligt ansvar og nogle særlige muligheder.
Hvad kan Danmark tilbyde verden?
Det giver os særlige muligheder for at bidrage til udvikling, fordi vi kan hjælpe med at skabe bæredygtige projekter, som på længere sigt efterlader partnere og målgrupper i bedre stand til at klare sig selv når samarbejdet slutter.
Når regeringen beslutter at skære ned på dansk udviklingsbistand, er det derfor ikke bare hvilken som helst form for udviklingsbistand, der forsvinder. Det er en udviklingsbistand, som meget få andre i verden kan give.
Danske ngo’er er kvalitetsbevidste, konstruktive, kritiske og krævende, og satser på den lange bane; fordi det er bæredygtigt, og fordi man tror på, at alle andre former for bistand vil være spild af penge.
Det er en bistand, som hjælper de mange gennem hjælp til selvhjælp, og særligt styrker udsatte grupper som oprindelige folk.
Danmark har en tradition for at mindre grupper kan slå sig sammen og opnå social og økonomisk styrke. Det giver os et stærkt civilsamfund, som kan hjælpe andre civilsamfund med at organisere sig og opnå den samme styrke.
Vi har en værdifuld tradition for at gå forrest indenfor ny teknologi indenfor sociale og grønne løsninger. Vi er et lille land og netop derfor har vi særligt gunstige betingelser for at udvikle og afprøve løsninger, der først virker utopiske, men som ofte viser sig at være bæredygtige – vindenergi, solenergi med videre.
En “lego-tilgang”, hvor vi sætter kendte teknologier sammen på en ny måde og er gode til at tænke kendte løsninger ind i nye sammenhænge. For eksempel Verdens Skoves nye projekt ‘Eyes in the Sky’ hvor droner bruges til at redde regnskov.
Sammenholdt med vores høje grad af lighed og samarbejdsevner, har det danske udviklingssamarbejde en unik kvalitet, som desværre nu er truet af regeringens historisk brutale nedskæringer.
Danmarks ansvar over for os selv
Dermed går verden glip af måske verdens bedste udviklingsbistand. Det er ikke bare dårligt for verden. Det er også dårligt for os selv. Derfor har vi også et særligt ansvar for at bibeholde vores position som en udviklingspolitisk frontløber.
For det første er der klimaforandringer: Vi er et lille, fladt land med vand omkring sig, så en indsats ud over vores egne grænser er nødvendig for at vi kan bestå som det, vi kender, på lang sigt.
For det andet er Danmark er en del af en verden, som er særligt urolig i de her år. Krig, flygtningestrømme og konflikter om ressourcer sætter sit præg på både den hjemlige og internationale dagsorden. Udviklingsbistand er her også et instrument til at gøre verden mere sikker for Danmark.
For det tredje er vi en international nation, som er en del af den globale økonomi. Derfor er det i vores egen interesse at bidrage til at opretholde en form for fredelig international orden og fremme danske mærkesager som ligestilling, demokrati og miljø.
Og endelig giver dansk udviklingsbistand en tilstedeværelse i geografiske områder, hvor vi ellers er usynlige, hvilket kan bidrage positivt til mere samhandel mellem Danmark og fattig lande.
Dansk ulandsbistand har gennem 50 år været blandt den bedste i verden, og den har været med til at gøre verden til et bedre sted – både for de fattige og for Danmark.
Det er derfor forfærdeligt, at regeringen vil skære så brutalt i bistanden, og vi håber, at de andre partier ikke vil lægge flertal til disse kortsigtede nedskæringer.
Om ikke andet håber vi, at en fremtidig ny regering vil gøre hvad man kan for at udbedre skaderne og igen skabe et udviklingssamarbejde, som er godt for Danmark – og for verden.