Selv helt små børn kan i dag ikke undgå at møde billeder og historier om flygtninge, naturkatastrofer, krig, sult og anden elendighed i verden. Nye film skal hjælpe børn med at forholde sig til og snakke om verdens uretfærdighed.
Når man taler med børn om andre børn, der må sulte, ikke kan gå i skole eller må flygte fra deres hjem, vil de ofte sige: Det er uretfærdigt. Og det er da uretfærdigt, at alle ikke har mad nok, rent vand, eller en far og mor til at læse godnathistorie om aftenen.
Men hvordan kan man overhovedet forholde sig til og rumme verdens uretfærdighed, når man er 5-10 år?
Og hvordan forholder man sig som voksen til spørgsmål som: ”Kan vi ikke bare sende en af mine fodbolde ned til dem”? Eller ”hvorfor skal de sulte, når vi har et helt køleskab fyldt med mad”?
At forklare ofte svære emner
Ni nye film ”Historier om verdens uretfærdighed” tager fat i emnet i børnehøjde.
Her møder børnene tøjdyret Topper, der er taget til Afrika for at møde børn, der trods udfordringer med manglende rent vand, skolegang eller medicin, viser sig at være super seje.
Topper snakker med børnene, og sender historier hjem til sin kusine Snapper og Sigurd Barrett.
Snapper hjælper med at stille alle de spørgsmål, man som barn sidder med, og hendes indignation og fjollerier giver børnene mulighed for at spejle sig i hendes reaktioner, og kapere de ofte tunge og følsomme emner.
Sigurd sætter emnet ind i en dansk dagligdag, hjælper med at forklare de ofte svære emner, og peger på muligheder for at handle, så det hele ikke bliver alt for håbløst.
Gratis film ud over det ganske land
Filmene er blevet til efter et ønske fra flere værdibaserede organisationer, der som en del af deres grundlag arbejder med at tage ansvar for den verden, vi lever i.
De har imidlertid manglet hjælp og materiale, når de skulle beskæftige sig med de svære og lidt tunge problemstillinger sammen med de yngste børn.
I den kommende tid vil børn derfor kunne møde filmene i kirkelige og værdibaserede børne- og ungdomsorganisationer som spejdere, FDF, KFUM og KFUK, hos friskoler, i kirker og lignende.
Over 7.000 lokale foreninger, skoler og kirker, der arbejder med u-lande og verdens uretfærdighed, vil nemlig modtage et gratis eksemplar af filmene, så de fremover kan bruge dem som udgangspunkt i deres arbejde og samtaler med børnene om den verden, vi alle sammen er en del af, og har et ansvar for.
Historier om verdens uretfærdighed er udviklet og produceret af Danmarks Kirkelige Mediecenter og Folkekirkens Nødhjælp med støtte fra Y’s Men Region Danmark, Ole Kirk’s Fond og Danidas
Oplysningsbevilling
Fakta
Temaer i filmene: Vand, familie, sult, penge, sygdom, natur, skole, handicap, fremtid
Øvrigt materiale
Man kan hente grafisk materiale og filmklip på
https://dkm.box.com/verdensuretfaerdighedpresse
Og tjekke korte klip fra filmene på
https://www.facebook.com/SigurdsogSnappersHistorier/?fref=ts
Yderligere oplysninger hos:
Journalist og idemand Rikke Bøgh,
e-mail: [email protected] og tlf. 23 48 36 17, eller
producer og idemand Søren Johan,
e-mail: [email protected] og tlf. 21 72 17 09