Lars Engberg-Pedersen
Lars Engberg-Pedersen (født 1964) er forskningsleder og seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han arbejder med forskellige sider af udviklingssamarbejdet.
Han har tidligere været rådgiver i Burkina Fasos indenrigsministerium med fokus på decentralisering og kommuner, og han har været international chef i Mellemfolkeligt Samvirke.
Forskningsmæssigt har han især erfaring fra Burkina Faso, men også lidt fra Karnataka i det sydlige Indien.
Han har forsket i emner som lokale organisationer, fattigdom, naturressourceforvaltning, lokal politik, institutionel udvikling og decentralisering.
Jeg sidder til konference om finansiering af verdensmålene på Christiansborg og hører Jeffrey Sachs sige, at vi kan frelse fem millioner børn om året og udrydde ekstrem fattigdom med en brøkdel af verdens bruttonationalindkomst. I en økonomisk kalkule har han selvfølgelig ret. Verden er rigeligt rig til at kunne finansiere verdensmålene, hvis den vil.
Kalkulen er dog også verdensfjern, for penge kan ikke spises. Penge skal bruges fornuftigt, institutioner og regler skal skabe rammer, så mennesker kan tage initiativer og regne med, at de får noget ud af det, politikker skal orientere virksomheder, organisationer og individer i retning af verdensmålene, og viden, erfaringer og evner skal opbygges så indsatserne for at nå målene bliver kvalificerede. Det har Thomas Juel Thomsen ret i.
Omvendt når vi heller ikke meget uden penge. Ofte løber entreprenører og reformister i fattige lande panden mod en mur, fordi de ikke kan mobilisere de nødvendige ressourcer. Derfor ER diskussionen af den manglende finansiering af verdensmålene vigtig. Det har Lars Koch ret i.
Men er det så nok? Har vi ikke haft et udviklingssamarbejde, der i mange, mange år har kanaliseret betragtelige summer til fattige lande og med stort fokus på institutionelle reformer og ’getting policies right’?
En langsigtet affære
Dansk udviklingsbistand har tidligere været så god, som det lader sig gøre – ikke perfekt, men bestemt bedre end gennemsnittet, og det er nok svært at forestille sig et markant bedre udviklingssamarbejde i den verden, vi lever i. Derfor kan vi ikke bare sige, at udviklingssamarbejdet bare skal blive bedre.
Selv om udvikling er en langsigtet affære, må vi vel stille spørgsmålet, om mere af det samme er nok til at komme i mål i 2030? Hvis verden mobiliserer væsentligt flere ressourcer og fattige lande fokuserer på institutioner og politikker, vil det så være nok? Jeg tvivler.
Én indvending er at udviklingssamarbejdet er en ’næstbedst’ løsning, fordi det er baseret på en ulighed, der fratager ansvaret for egen udvikling fra modtagerne.
I de seneste år er det blevet bedre, fordi mange modtagende lande har fået flere forskellige donorer at henvende sig til, men grundlæggende burde samarbejdet reformeres, så bevillinger er langt mere ’standardiseret’ i forhold til en internationalt accepteret ramme (verdensmålene) og kommer fra ikke-politiserende internationale mekanismer.
Det er imidlertid nok lige så urealistisk som en dramatisk stigning i udviklingsbistanden. Samtidig vil en sådan ændring af udviklingssamarbejdet ikke løse to andre indvendinger.
Den ene handler om, at penge og institutioner kun marginalt kan bidrage til at nå verdensmålene i samfund præget af ulighed og fundamentale politiske uenigheder. De, der nyder godt af tingenes tilstand, har gode muligheder for at kanalisere nye penge til sig selv og sine og vil ikke lade sig begrænse af velmenende institutioner og politikker.
Det er velkendt, at politikker udformes, så de lever op til internationale normer og ser godt ud på papiret, men ikke implementeres i samme ånd. Så længe det er tilfældet, nytter det ikke at fokusere på penge og politikker.
Den anden indvending er, at vi har håbet på, at demokratiet kunne skabe magthavere der vil sikre fremgang for menigmand, ’leave no one behind’ og arbejde for verdensmålene i samfund præget af ulighed og stærke konflikter, men det er kun lykkedes i få tilfælde. I rigtigt mange lande vælger flertal i øjeblikket ledere der fører politikker, som i vid udstrækning er i modsætning til verdensmålene.
Brug for politiske forandringer
Vi har ikke et bedre politisk system end demokratiet, og det skal sikkert forsvares til sidste blodsdråbe pga. dets mange styrker, men det må ikke dække over det faktum at det (manipuleret eller ej) har bragt politiske ledere, der modarbejder verdensmålene, til magten.
Det er som om de sociale relationer i ulige samfund forvrides i det repræsentative demokrati og skaber magthavere, der nok har et demokratisk mandat, men sjældent forvalter magten med henblik på langsigtede humanistiske idealer, som – må man formode – er i de flestes interesse.
Hvis jeg har ret i noget af det her, er penge, institutioner og politikker ikke nok. Der er brug for politiske forandringer, som ikke kan skabes igennem udviklingssamarbejdet, men kun gennem borgernes mobilisering og samarbejde på tværs af landegrænser. Lokale, nationale og globale bevægelser vil forhåbentlig vokse sig stadig stærkere og presse magthaverne, således at penge og gode politikker og institutioner faktisk kan bringe os nærmere verdensmålene.
