Bæredygtig Global Udvikling – FN’s 17 verdensmål i et dansk perspektiv
Steen Hildebrandt (red.)
Jurist- og Økonomforbundets Forlag
Udgivet 4. november 2016
495 sider
Steen Hildebrandt, professor emeritus i organisations- og ledelsesteori på Institut for Marketing og Organisation, Aarhus Universitet, har redigeret bogen ’Bæredygtig Global Udvikling – FN’s 17 verdensmål i et dansk perspektiv’, hvor en lang række danske forskere og politikere giver deres bud på, hvordan Danmark kan bidrage til at opnå målene på verdensplan, og hvad vi mangler for at opfylde dem selv.
De 17 bæredygtighedsmål er alle sammen afhængige af hinanden. De er baseret på en smuk grundtanke om, at alle mennesker er lige og fortjener at leve lige godt. Men jordkloden selv med dens have, skove, savanner og dens artsmangfoldighed skal også overleve, og derfor skal bæredygtighed tænkes ind i alt.
Det lyder simpelt, men det er det ikke. Det rejser en masse dilemmaer.
Dilemma 1: Kan man være altruistisk i et kapitalistisk samfund?
For at sikre de fattigste milliarder den samme levestandard som de rigeste, skal produktiviteten sættes op, uden at forureningen følger med. De mest industrialiserede lande forurenede selv fuldkommen hensynsløst i løbet af deres industrialisering, og hvis lavindkomstlandene skal hurtigt op på samme niveau, må man forvente, at de vil forurene tilsvarende i processen.
Den løsning, bogens forfattere peger på, er, at de rige lande deler ud af deres viden uden modregning. Men er det realistisk at forestille sig, at protektionistiske lande og patent-ejende virksomheder vil det?
Dilemma 2: For at levestandarden kan komme op for de mange, må forbruget gå ned for de få
Vores opfattelse af velstand og levestandard i de vestlige lande er baseret på forbrug. Hvis kloden skal kunne følge med, når resten af verden skal hæves op på samme niveau, må vi nødvendigvis sætte forbruget ned. Og hvor det måske er nemt nok at mene, at det er synd for de fattige, og at de skal have bedre muligheder, er det sværere at mene, at man selv skal have mindre af noget, de fleste opfatter som beviset for deres høje levestandard.
Vil folk kunne gøre det, især hvis politikere og producenter ikke aktivt understøtter mere genbrug og mindre overforbrug? Forfatterne opfordrer til, at man bare går i gang, og så håbe på, at resten af verden følger med før eller siden.
Dilemma 3: Skal man gå i gang nu, når man ved, at teknologien hele tiden udvikler sig?
Forskere har opsat nogle globale ”tipping-point-mål” for, hvor meget global opvarmning, hvor meget havforurening, hvor meget tab af biodiversitet kloden kan tåle, før skaden ikke længere kan gøres god igen.
Nogle af dem er allerede overskredet, og nogle af dem er der endnu ikke nok viden om, til at de helt kan fastsættes. Men i og med at nogle af dem er overskredet, kan vi ikke vente, til vi får bedre, grønnere teknologi.
Det betyder, at der vil være mange fejlslagne investeringer, mange udviklede teknologier, der hurtigt vil blive forkastede igen, og er virksomheder virkelig villige til at gå ind i sådan et kapløb, når de ved, at de hverken vil have nogen ophavsrettigheder eller nogen garanti for, at de kan beholde deres markedsandele?
Dilemma 4: At give de undertrykte rettigheder vil altid føles som et angreb på de privilegeredes privilegier
De globale bæredygtighedsmål handler også om empowerment af underprivilegerede som for eksempel piger og kvinder, oprindelige folk og dem, der ikke ejer noget. Men hver gang man forsøger at give flere rettigheder til dem, der ingen har, opfatter de privilegerede det som et angreb på deres egne rettigheder – og i og med at de er privilegerede, er de i en langt stærkere position til at modsætte sig de undertryktes rettigheder.
Vil de privilegerede virkelig være i stand til at dele deres privilegier med en større gruppe?
Dilemma 5: Gummiparagraffer og gummi-indikatorer
Da man forhandlede de 17 nye verdensmål, sad der repræsentanter fra langt over hundrede lande med ved bordet, og hver især havde de forskellige, og på nogle planer uforenelige, dagsordner. Det er lykkedes at komme frem til en formulering, som alle kan enes om, men på bekostning af at mange af målene er meget svagt formuleret.
Udtryk som ”betydelig indsats”, ”stor del” og ”mærkbar” er ikke indikatorer, der kan måles, og derfor kan man ikke svare ja eller nej til, om målene er nået. I nogle tilfælde skyldes det, at man ikke har tilstrækkeligt udviklet teori på området, og at specificering og indikatorer for målene må følge, når man når så langt. I andre tilfælde skyldes det uenighed om vigtigheden af målene.
Men kan man overhovedet udtale sig om, hvordan det går med verdensmålene, når man ikke kan måle dem?
Dilemma 6: Svage statistik-institutioner
Nogle husker måske den norske forsker Morten Jerven, der skabte røre med sin bog ’Poor Statistics’, hvor han argumenterer for, at de fleste nationale statistikbureauer i lavindkomstlande hverken har en belønningsstruktur eller bliver støttet økonomisk af internationale organisationer på en måde, der fordrer god statistikpraksis.
I sit bidrag til ’Bæredygtig Global Udvikling – FN’s 17 verdensmål i et dansk perspektiv’ skriver Danmarks Rigsstatistiker, Jørgen Elmeskov, at selv lande som Danmark, der har et af de mest omfattende dataindsamlingssystemer i verden, kun umiddelbart vil kunne skaffe data til at måle cirka halvdelen af verdensmålenes indikatorer. Resten af de nødvendige data må vi først finde måder at indsamle.
Lavindkomstlande, der har langt svagere datagrundlag, vil først skulle opbygge deres statistiske institutioner. Hvem skal investere i dem?
Varme anbefalinger
Jeg kan varmt anbefale bogen til alle, der har en interesse i global politik, økonomi, miljø, klima, ligestilling, udvikling, teknologi eller innovation. Det er både opløftende og forstemmende læsning. Opløftende, fordi det viser, at mange lande i samarbejde er i stand til at forestille sig en bedre verden og komme med mere eller mindre konkrete anvisninger for, hvordan vi skal nå derhen.
Forstemmende, fordi den politiske udvikling i blandt andet USA, og også herhjemme i Danmark, tyder på, at der fra nogle regeringers side ikke vil være megen interesse i eller vilje til at arbejde hen imod verdensmålene.
Da bogens fokus er Danmarks rolle i opfyldelsen af verdensmålene, skal man ikke læse den, hvis man gerne vil se en redegørelse for lavindkomstlandenes position i forhold til dem.