En i virkeligheden ret ukendt adresse på Amager, nemlig Emil Holms Kanal 20, bliver centrum for verdens-musikkens indtog i hovedstaden i den kommende uge.
På adressen bor nemlig Danmarks Radios Koncerthus, og det er her langt de fleste koncerter finder sted, når den verdensomspændende musikbegivenhed Womex igen kommer til byen.
Womex sætter via en stribe koncerter og en branchemasse fokus på det, der kaldes verdensmusik; det vil ikke mindst sige musikalske udtryk fra landene i Den 3. Verden.
Lige som sidste år under Womex 2009 tages alle Koncerthusets studier i brug under Womex 2010, selv foyer og garderobe inddrages for at skabe scener nok til den store mængde musik, der skal formidles over de 4 dage – fra onsdag d. 27. oktober til lørdag d. 30. oktober.
I alt bliver det til over 50 koncerter med musikere fra flere end 30 lande i Koncerthuset, hvortil det er nemt at komme med metroen (station DR-Byen).
Koncerthuset bliver den officielle aftenscene for Womex under sloganet “Et hus, 5 scener, 4 dage, koncert på koncert på koncert…”, hvorimod Forum er ramme for en messe for medie- og branchefolk i dagtimerne.
Men verdensmusikken kan også høres steder som Global Copenhagen på Nørrebro, ligesom man kan opleve diverse showcase koncerter under musikerforbundet DMFs tema, Globenhagen, i Huset i Magstræde.
I år sætter åbningskoncerten i Koncerthuset spot på Korea.
Det omfattende program kan ses på www.musicfromaround.dk
Partoutkort til Koncerthuse kan købes på www.billetnet.dk for 600 kr. + gebyr.
Dagbilletter kan fås for 250 kr. pr. person.