Afrika-specialer
I samarbejde med Center for Afrikastudier på Københavns Universitet omtaler Globalnyt i en serie på fire artikler en række specialer fra studerende.
Artiklerne er skrevet i samarbejde med de studerende, og serien er støttet økonomisk af Center for Afrikastudier.
1. Tillid, stigma og nedlukning – fra ebola til corona
2. Når korruption kan være en god ting
Fællesvalutaen eco er et af de mest ambitiøse politiske projekter på det afrikanske kontinent. Planen er, at den engang i fremtiden skal erstatte alle vestafrikanske valutaer.
Det har potentiale til at ændre det politiske og økonomiske landskab på kontinentet – hvis det altså lykkes.
Projektet er forsøgt lanceret flere gange, men hver gang har det fejlet af forskellige årsager.
Forventningen var, at valutaen skulle have været i cirkulation i sommeren 2020. Men nu er det udskudt til 2025 – og bliver måske udskudt igen.
Frederik Mosbæk Kops har skrevet speciale på Center for Afrikastudier på Københavns Universitet om de fælles valutaplaner.
Han fortæller, at der er en lang række årsager til, at ecoen ikke er i brug endnu. En af dem er, at de lande, der skulle være med i samarbejdet, har forskellige økonomiske cyklusser, som fra et teoretisk perspektiv kræver en grad af synkronitet, før valutaen kan indføres.
Og al den teori, der findes om økonomiske cyklusser, er i mange tilfælde slet ikke anvendelig i Vestafrika, hvor økonomierne svinger op og ned i et andet tempo end i mange andre dele af verden.
Den bredere forståelse af business cycles og økonomierne i Vestafrika fører til en videre diskussion om, hvorvidt vestligt skabte teorier kan bruges i en afrikansk kontekst.
I alt er der fire kriterier i den anvendte teori, Optimum Currency Area theory, som landene i eco-samarbejdet skal leve op til i varierende grader af nødvendighed. De fire krav er arbejdskraftens mobilitet, kapitalmobilitet, et integreret risikofordelingssystem og business cycle synkronien.
Netop kompleksitet er der rigeligt af, når man graver sig ned i emnet, tilføjer han. Der er masser af aspekter, som der ikke er plads til i en artikel i Globalnyt.
”Alle, der havde lidt indsigt i det, havde forudset, at ecoen ville blive udskudt,” tilføjer han.
Det eneste af de såkaldte WAMZ-lande (se ordforklaring nedenfor, red.), der lige nu lever op til de konvergenskrav, der er fremsat af den vestafrikanske samarbejdsorganisation ECOWAS, er Guinea.
”Det går ikke, hvis seks lande går ind i et samarbejde, og fem ud af seks ikke kan leve op til kravene.”
De store presser de små
På en række punkter er der ligheder med den fælles europæiske valuta og det samarbejde, eurolandene har indgået.
”Der er dog den store forskel, at EU er en overstatslig institution. Og politisk er der blandt landene i Vestafrika ikke vilje til at acceptere overstatslig lovgivning, fordi det ses som afgivelse af en hårdt tilkæmpet suverænitet,” siger Frederik Mosbæk Kops.
At ECOWAS-samarbejdet ikke er overstatsligt betyder, at organisationen ikke har autoritet til at indføre bindende lovgivning for at løse de problemer, der måtte opstå i landenes samarbejde.
”Det betyder rent juridisk, at hvis en konflikt om for eksempel kapitalens mobilitet opstår mellem to medlemslande, har de enkelte lande juridiske institutioner til at tage sig af den slags sager. Men de mangler overstatslige love på området og vil derfor falde tilbage på deres nationale lovgivning, der varierer fra land til land,” forklarer Frederik Mosbæk Kops.
Desuden er der langt større forskel på de afrikanske lande, der skulle have eco som fælles valuta, end på de EU-lande, der indgår i eurosamarbejdet.
Nigeria er Afrikas største økonomi og får Gambia til at se ud som en økonomisk dværg i sammenligning. Samtidig er Liberia presset økonomisk og risikerer at blive tromlet af de større økonomier, hvis ecoen bliver indført nu.
”Der er både en frygt og en risiko for, at alt vil foregå på de store landes præmisser – selv om tanken om ecoen er, at alle skal have lige meget at skulle have sagt. Men det er svært at forestille sig, at et land som Nigeria ikke bliver dominerende over for nogle af de mindre lande,” siger Frederik Mosbæk Kops.
I spørgsmålet om de store kontra de små lande vil Nigeria og Ghana ikke være lige så udsatte ved at give afkald på nogle politiske og økonomiske værktøjer, som de små lande. Hvis de indgår i eco-samarbejdet, kan de heller ikke længere justere på den monetære politik til for eksempel at stimulere økonomien i forbindelse med en nedtur.
”Hvis eksempelvis Liberia opgiver muligheden for at kunne justere på den monetære politik, har landet ikke samme muligheder for og værktøjer til at kunne angribe en økonomisk krise. Så kan man rent økonomisk blive ramt langt hårdere af den monetære politik, en centralbank for ecoen ville indføre. Det går mest ud over de små lande,” fortæller Frederik Mosbæk Kops.
I eco-samarbejdet er indtænkt et integreret risikosystem, hvor de andre lande skal spæde til og dække, hvis for eksempel et land bliver hårdt ramt af en recession.
”Men hvis det sker for et stort land som Nigeria, er der ingen garanti for, at de andre WAMZ-lande kan træde til og hjælpe økonomisk. Man ville have behov for, at UEMOA-lande som Senegal og Elfenbenskysten træder til,” påpeger Frederik.
Et af problemerne, der også er i Vestafrika, er politisk skrøbelighed.
Regeringer kommer og går, og eksempelvis Guinea-Bissau har haft et af de mest ustabile demokratier de sidste 50 år med gentagne kupforsøg og flere, der er lykkedes. Elfenbenskysten, Gambia, Liberia og Mali er også nogle af dem, der har haft store problemer på den politiske hjemmefront.
”Selv hvis økonomierne var stabile, ville der ikke være lige så stor tiltro til samarbejdet på grund af den politiske ustabilitet, der er i mange af landene,” siger Frederik Mosbæk Kops.
Hårdt tilkæmpet suverænitet
På det politiske plan har mange af landene også svært ved at acceptere, at de må give afkald på noget kontrol, som er hårdt tilkæmpet.
”Der er stadig generationer, der kan huske, da landene fik selvstændighed og kan fortælle om, at de har betalt med blod, sved og tårer for suverænitet, som de nu skal afgive,” fortæller Frederik Mosbæk Kops.
Hvis det omvendt lykkes at få indført ecoen, vil det være et stort skridt for de involverede lande.
”Man bliver bedømt ud fra sin økonomi, så hvis de vestafrikanske lande skulle få en fælles valuta, giver det i teorien mere økonomisk styrke. Det er som at sætte sig selv på kortet,” siger Frederik Mosbæk Kops.
Konkurrerende valutaer med ideologisk kamp
Ecoen er ikke at forveksle med den fælles valuta CFA franc, der i dag benyttes i flere lande i Vestafrika.
Mellem de to valutaer udkæmper sig en ideologisk kamp, der knytter sig til at gå over til at bruge eco i stedet for CFA franc. Der ligger en følelse af selvstændighed i at bryde med francen, der er bundet op på den franske franc fra den tidligere kolonimagt.
”Forskellen på CFA franc og eco er firkantet sagt, at den ene er fransk lavet og den anden er afrikansk lavet,” forklarer Frederik Mosbæk Kops.
Men der er opstået et problem i kraft af, at de navngiver den re-brandede valuta ”eco”.
Tyveriet af navnet på den kommende valuta har vakt voldsom utilfredshed i WAMZ-landene, der frygter, at en re-brandet CFA franc kan true den kommende eco.
”Det er et politisk træk fra UEMOA-landene, som bør give grund til eftertanke, idet man havde aftalt indbyrdes i ECOWAS-regi, at ecoen skulle være den første afrikanske fælles valuta. Navnet har været på plads i mange år, hvorefter UEMOA-landene tager en nuværende fælles valuta, der er bygget op af Frankrig, omstrukturerer en smule og så bruger navnet, som var tiltænkt et større politisk projekt, som alle ECOWAS-parter var enige i,” fortæller Frederik Mosbæk Kops.
Det har givet store politiske problemer, at landene bag CFA franc nu har omdøbt den til eco.
”Jeg kan godt forstå, at det får landene bag ecoen til at spørge, hvad der foregår. Det er svært at have to monetære unioner, der vil to forskellige ting. Det er en af problematikkerne, der gør, at det er svært at få det til at lykkes.”
De lande, der bruger CFA franc i dag, har godt nok sagt, at de vil indtræde i eco-samarbejdet.
Ordforklaring
ECOWAS: Vestafrikansk samarbejdsorganisation, der står bag den fælles valuta Eco.
UEMOA: Union Economique et Monétaire Ouest Africaine. Omfatter hovedsageligt de vestafrikanske fransktalende lande samt Guinea-Bissau.
WAMZ: West African Monetary Zone, som er de engelsktalende lande i Vestafrika plus Guinea.
CFA franc: Eksisterende valuta, der er bundet op på den tidligere franske franc. Er re-brandet og har nu også fået navnet Eco. Bruges i 12 tidligere franske kolonier i Vest- og Centralafrika samt Guinea-Bissau og Ækvatorialguinea. I Centralafrika kaldes valutaen dog ofte XAF franc.
Eco: Den fælles valuta, som WAMZ planlægger at indføre inden for rammerne af ECOWAS.
Frederik Mosbæk Kops afleverede sit speciale i foråret 2020.
