Et 12 år gammelt globalt forbud mod at kritisere andres religioner bliver slettet fra FN-resolution. Den islamiske verden har opgivet kravet, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten lørdag.
Efter den seneste tids folkelige oprør og krav om mere frihed og reformer har den islamiske verden i FN opgivet et kontroversielt krav om en global blasfemilov, der pålægger alle FN-nationer at kriminalisere forhånelse af religion.
Udenrigsminister Lene Espersen (K) ser det som en sejr for EU og vestlige værdier.
I en pressemeddelelse lørdag fra udenrigsministeriet hedder det:
Det er i denne uge i FN’s Menneske-rettighedsråd lykkedes at opnå enighed om at vedtage en resolution med fokus på bekæmpelse af intolerance, diskrimination og vold mod personer på baggrund af religion eller tro.
Den nye resolution er forhandlet på plads mellem Pakistan på vegne af en række islamiske lande, USA og EU og udgør grundlaget for, at Pakistan sammen med gruppen af islamiske lande på Menneskerettighedsrådets samling opgav deres traditionelle resolution om religionsforhånelse (”defamation of religion”).
Udenrigsministeren udtaler:
– Manglende politisk vilje har præget de seneste års FN-arbejde med at fremme og beskytte menneskerettigheder. Enigheden om denne nye resolution om bekæmpelse af intolerance m.v. giver grundlag for forsig-tig optimisme omkring det fremtidige arbejde på menneskeretsområdet.
– Danmark har i mange år haft høj faneføring i forsvaret for individets ret til religions- og ytringsfrihed. Men det er et langt og sejt træk, og der har været mange bump på vejen. Vedtagelsen denne uge ser jeg som et klart signal om et sporskifte på et traditionelt meget kontroversielt område – et sporskifte, som jeg håber er permanent.
– Jeg ser desuden denne resolution, som et klart tegn på, at Danmarks out reach og dialog med nye strategiske alliancepartnere, herunder ikke mindst afrikanske lande faktisk har haft en positiv effekt.
Ministeriet skriver videre:
“Et stående stridspunkt i det internationale menneskeretsarbejde mellem de vestlige lande og en lang række islamiske og afrikanske lande har indtil nu været de islamiske landes tilbagevendende resolution om religionsforhånelse.
Resolutionen har traditionelt taget sigte på at beskytte Islam som religion mod kritiske udtalelser gennem en indskrænkning af ytringsfriheden. Danmark har sammen med de øvrige EU-lande kæmpet hårdt for at undgå, at den traditionelle religionsforhånelsesresolution skulle skabe nye retlige standarder, herunder skabe et fundament for at beskytte religion mod kritik.
I FN har Danmark som det øvrige EU således vedvarende stemt i mod resolutionen om religionsforhånelse”.
Værdikampen i FN går tilbage til 1999, da Pakistan på vegne af Organisationen af Den Islamiske Konference (OIC), der tæller 56 muslimske lande, for første gang fremlagde en resolution i FN med krav om et globalt forbud mod religionskritik, anfører Jyllands-Posten.
De islamiske landes holdningsændring forklares med mordet på 2 pakistanske politikere, der kritiserede landets blasfemilov og befolkningernes krav om reformer.