Lars Koch
Lars Koch (1965) er politisk chef i Mellemfolkeligt Samvirke/ActionAid Danmark.
Han blev cand. scient. pol. fra Københavns Universitet i 1997.
Under og efter studierne har Lars Kochs hovedinteresse været udviklingspolitik. Særligt har de økonomisk, globale rammebetingelser været i centrum.
I 1998 blev han ansat i Nord/Syd-Koalitionen som gældsmedarbejder.
Fra 2001-2004 gik turen til Bolivia for IBIS og arbejde som regional rådgiver for de indianske organisationer i fortalervirksomhed.
Efter en tur omkring Københavns Universitet og MS har han siden 2006 arbejdet for IBIS.
I begyndelsen som governance rådgiver og senere som politikmedarbejder med hovedfokus på effektivitet i bistanden, råstofindustrien og kapitalflugt.
Men også andre udviklingspolitiske temaer som Verdensbanken, IMF, gæld, private investeringer og meget mere ryger over skrivebordet.
Han sluttede karrieren i IBIS – som i mellemtiden var blevet til Oxfam IBIS – som vice-generalsekretær.
Der er en direkte sammenhæng mellem de superriges overflod og de druknende i Middelhavet.
Når en ung mand, en mor og hendes barn, eller en desperat familiefar tager ud på en lang dødsensfarlig rejse mod det forjættede Europa for at søge et værdigt liv, så er det fordi de kommer fra omstændigheder så usle og uden håb om fremtiden, at de finder det rationelt at vove sparepengene og livet for drømmen om et værdigt liv.
I en globaliseret verden med massemedier véd de godt, at vi i Europa har en helt anden levestandard, som de kun kan drømme om. Eller flygte til.
Ulighed skaber flygtninge
Så længe uligheden i indkomster, leveforhold og værdighed er så ekstremt forskellige, så vil der komme nye flygtninge, der vil have del i vores umådelige rigdom.
Europa kan bygge murerne i Fort Europa så høje vi vil. Så længe den ekstreme ulighed og fattigdom i vores nabolande ikke bliver ændret vil presset stige og ingen mur vil kunne holde presset ude.
Presset er egentlig ikke anderledes end hvad man kender fra en række fattige lande, hvor den rige elite lever i lukkede byområder med hegn og væbnede vagter for at holde de fattige væk fra deres overflod.
Inden for landene skaber den ekstreme ulighed kriminalitet og vold, når de fattige søger at få del i elitens overflod. Mellem lande skaber den ekstreme ulighed flygtningestrømme over grænserne, hvor fattige mennesker søger at få del i den globale elites overflod i Europa.
Intet hegn kan holde dette pres tilbage i længden. Desperate mennesker foretager desperate handlinger, der rammer både dem selv og os andre.
Pres på de europæiske idealer
Presset er også på humanismen og de europæiske idealer. Hvor længe kan vi i Europa opretholde drømmen og visionen om universelle menneskerettigheder, mens vi lader folk drukne i vores farvande og dø et uværdigt liv i vores nabolande?
Jeg har ikke noget godt svar på, hvad vi skal gøre på den helt korte bane for bådflygtningene i Middelhavet. Men for at bremse presset og flygtningestrømmen står det ganske klart, at der er brug for at gøre op med ulighed og fattigdom i Afrika og globalt.
Derfor er det kortsigtet, når flere politiske partier lægger op til at skære i den langsigtede udviklingsbistand og bruge pengene på at huse flygtninge i Danmark og den humanitære kortsigtede indsats for (eller imod) bådflygtningene.
Vi skal bidrage til, at mennesker kan få et værdigt liv i deres eget land, hvor forældrene kan sende deres barn i skole og få behandlet elementære sygdomme.
Vi skal hjælpe almindelige mennesker og potentielle flygtninge til at tage et opgør med deres lokale magteliter og den ekstreme ulighed, i mange af de lande, hvor flygtningene kommer fra.
I vores egen interesse
Det er ikke bare vores moralske pligt at dele en marginal del af vores overflod med verdens fattigste. Det er faktisk også i vores egen interesse, fordi det bremser flygtningestrømmen og mindsker krige og konflikter. Og det skaber et nyt marked, hvor vi kan sælge vores varer.
Når verdens lande mødes i juli i Etiopien til FN-konferencen om Finansiering af Udvikling, så er det afgørende at finde midlerne til endeligt at tage opgøret med fattigdom, sult og uværdighed.
Vi kan godt hvis vi vil. Det handler om politisk vilje og erkendelse af, at verden bryder sammen – også vores egen lille trygge verden – hvis vi ikke får gjort endeligt op med den ekstreme ulighed og fattigdom.
Fair handelsforhold
Udviklingsbistanden er ét vigtigt redskab, særligt til de aller-fattigste lande. Men mindst lige så vigtigt er det at skabe fair handelsforhold for de fattige lande og give dem mulighed for at opkræve skatter, så de selv på sigt kan finansiere deres egen udvikling og velfærd.
Derfor er det afgørende at få bremset kapitalflugten fra de fattigste lande, der dræner dem for skatteindtægter.
Store selskabers skatteunddragelse og skatteundtagelser koster udviklingslandene omkring 700 milliarder kroner hvert år i tabte skatteindtægter.
Det svarer til hvad de får i udviklingsbistand. Det er typisk selskaber fra de rige lande, der fifler med skatten. Og dermed lukker hospitalet og skolen, der kunne have givet bådflygtningene et værdigt liv i stedet for at flygte.
For bådflygtningenes skyld, for vores egen sikkerhed og velfærds skyld og for vores morals skyld: Lad os foretage en massiv indsats mod den ekstreme ulighed og fattigdom.
I stedet for at bygge murerne om Fort Europa og skellet mellem rig og fattig højere, så lad os sammen tage et opgør med uligheden, herunder de lokale eliter i Afrika, der kynisk lader deres befolkning i stikken.