Vi tror vi kan måle alt
Bjørn Førde: Vi tror vi kan måle alt. En historie om udvikling
Turbine, 2021 – udkommer 16. april
398 sider. Rigt illustreret
Vejledende pris: 299,95 kroner
“Vi forventede himlen. Nu skulle alle have rettigheder, lige muligheder, ligeløn, jobs, udvikling,” siger Titus Moetsabi på en zoom-forbindelse fra Zimbabwes hovedstad Harare. Han deltog den 17. april i lanceringen af den danske udviklingsspecialist Bjørn Førdes bog “Vi tror, vi kan måle alt – en udviklingshistorie.”
Bjørn Førde har efter 25 år genbesøgt de mennesker og projekter, han som udsendt af Mellemfolkeligt Samvirke arbejdede med i Zimbabwe. En bog, som vi har anmeldt her på Globalnyt.
Læs også: Gensyn med Zimbabwe
Meget ligger i ruiner, kooperativer er opløst, bygninger er faldet sammen. Var det det værd, var vi for naive, spørger Bjørn Førde adskillige gange undervejs i bogen, der er tilegnet “de tusindvis af danskere, der siden 1960’erne rejste ud som udviklingsarbejdere til fjerne hjørner af verden.” Og “de tusindvis af lokale kollegaer og samarbejdspartnere, som tog imod danskerne med åbne arme, samarbejdede med dem, lærte af dem og lærte danskerne mindst lige så meget.”
De hvide boede og spiste sammen med os
Undervejs i bogen går det op for en, at det er det, der er Bjørn Førdes mål med bogen – at understrege værdien af mødet mellem forskellige mennesker. Noget han tydeligvis savner i udviklingsarbejdet i dag.
For Titus Moetsabi betød mødet med danskerne meget, siger han.
Han oplevede tiden under det hvide overherredømme i Zimbabwe, og derfor var mødet med nordboerne en stor fornøjelse, da han blev ansat af Mellemfolkeligt Samvirke.
“De boede sammen med os, de spiste sammen med os. Det har indlejret sig i mit DNA, at sådan kan hvide også være,” siger han.
Herudover fremhæver han de danske værdier og den danske model. Danskerne støttede kravene om rettigheder, og de kom med erfaringer om, at et land kan have en sund økonomi og på samme tid sikre sine indbyggeres rettigheder og velfærd. Endelig fik han i sin tid med MS lejlighed til at besøge alle distrikter i Zimbabwe, og der prøve at støtte menneskers liv, uanset hvilket folk de tilhørte.
Titus Moetsabi fik sig faktisk en lang karriere som udviklingsspecialist efterfølgende, både som selvstændig konsulent og i FN.
Andre, som de danske udsendinge har været i nær kontakt med, har for eksempel været med til at opbygge oppositionspartiet MDC. Og atter andre har fået et bedre liv, selv om det projekt, de var en del af, forlængst er faldet sammen.
En hyldest til mødet mellem mennesker
Bjørn Førde beklager, at Mellemfolkeligt Samvirke efter at have tilsluttet sig Action Aid ikke længere sender folk ud. Der er ikke længere danskere, som efter to-tre år i Zimbabwe for eksempel kommer klogere hjem og kan fortælle om deres erfaringer i deres egne lokalsamfund. Forbindelsen er blevet afbrudt, beklager den tidligere udsendte og senere chef for Mellemfolkeligt Samvirke.
Titus Moetsabi vil gerne have danskerne tilbage. I kommer ikke for at tage vores ressourcer, sådan som kineserne, amerikanerne og briterne gør, siger han. Og tilføjer, at danskerne interesserer sig for mennesker, men at man måske stiller lidt for høje krav til de fattige og deres udviklingsmæssige fremskridt.
“Udvikling er en evolution, den kan ikke klares på en to-årig kontrakt,” siger han.
Man kunne ønske sig en lidt dybere diskussion af de udsendtes rolle i udviklingssamarbejdet. Bjørn Førde har bevidst valgt den positive tilgang til de eventyrlystne og ressourcestærke danskeres virke med, som det hedder i pressemeddelelsen, gode intentioner og masser af gåpåmod. I denne bogs verden findes de dovne, de uduelige, de fordrukne og de krænkende ikke. Heller ikke dem, der bare tromler egne ideer igennem. Der er heller ingen lokale partnere, der snyder de naive danskere. Partnerne er alle glade og reflekterede, som det blev sagt ved lanceringen.
Her understregede Amanda Hammar fra Center for Afrikastudier ved Københavns Universitet, at lande opbygger deres egne stater. Det kan eller skal udsendte ikke gøre. Det er landets eget ansvar. Men samtidigt bekendte hun sig også til, at forholdet og mødet mellem mennesker og kulturer er vigtigt. Og at man, med reference til bogens titel, godt kan måle på kvaliteten af menneskelige forhold.
Hvor forpligtende er det? Hvor vigtigt? Hvordan bliver det vedligeholdt? Hvordan kan solidaritet oversættes til gensidig oplysning?
De gode gamle dage
Men hvad med skuffelsen, især hos befolkningen i Zimbabwe som har set deres glæde og forhåbninger fordampe i vold og korruption, naturkatastrofer, hyperinflation og magtmisbrug. Det har danskernes indsats tilsyneladende ikke bremset.
Danmarks tidligere socialdemokratiske udviklingsminister Poul Nielson antydede, at det har udsendte fra en ngo i Danmark ikke megen indflydelse på. Han understregede forskellen på, hvordan ngo’er og stater eller store organisationer som FN og EU arbejder. At ngo’erne typisk engagerer sig i lokalsamfund, mens de andre prøver at påvirke myndigheder.
Og så fortalte han, at dengang i de gode optimistiske tider, som Bjørn Førde skriver om, da fik Poul Nielson stjålet sit kamera første dag på hotellet på første besøg i Zimbabwe.
Men var der noget, de inviterede til lanceringen var enige om, så var det, at Bjørn Førde med sin bog om sin kærlighedsaffære med Zimbabwe, har gjort os alle meget klogere på det plagede land med det altundertrykkende regeringsparti ZANU-PF og dets umådeligt og formentlig umåleligt modstandsdygtige indbyggere.
Og ja, som det blev sagt, hvorfor var alting så bedre i gamle dage – det var det, fordi vi var unge dengang.
