Ole Therkildsen
Ole Therkildsen (født 1945) startede i ’branchen’ som u-landsfrivillig i Tanzania i 1970. Han er nu seniorforsker emeritus på Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han koordinerede forskningsprogrammet ”Eliter, produktion og fattigdom: en komparativ analyse.”
Han har også forsket i borgerdeltagelse, decentralisering, beskatning, og reformer af den offentlige sektor i det sydlige Afrika.
Temaet i denne blog vil ofte være sammenligninger mellem fattige og rige lande. De kan være både meget ens og meget forskellige på overraskende måder.
Vi er verdensmestre i at kræve skat ind. Denne myte blev sikkert forsøgt holdt i live, da daværende handels- og udviklingsminister Mogens Jensen sammen med skatteminister Benny Engelbrecht i begyndelsen af 2015 rejste til Verdensbankens forårsmøde for at ”dele ud af danske erfaringer på skatteområdet,” som det hed i en pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet.
Samme år søsatte Mogens Jensen en ”Udmøntningsplan 2015. En fortsat stærk indsat for skat og udvikling.” Den skulle ifølge pressemeddelelsen hjælpe udvalgte lande med bedre it-systemer, mere progressiv skattepolitik, bekæmpelse af udenlandske aktørers skattesvindel, lukning af illegale kapitalstrømme og bedre opkrævning af skatter.
Men allerede da de to ministre var på turné i Washington, sad det hjemlige SKAT i problemer til halsen på flere af de områder, som vores bistand til fattige landes skattesystemer skulle hjælpe med at løse:
I 2011 stemte hele 75 procent af SKATs vurderinger af parcelhuse ikke overens med de priser, som husene blev handlet til ifølge en 2013-rapport fra Rigsrevisionen. Et IT-system til inddrivelse af gæld (EFI) skulle have være sat i gang i 2007.
Seks år senere, i 2013, fungerede det stadigvæk ikke, og systemet er nu endeligt (2016) skrottet. Milliarder blev spildt, mens borgeres og virksomheders gæld til det offentlige voksede.
Svindlen med udbytteskat blev først kendt efter ministrenes tur til USA, men den viser, at Danmark, ligesom mange fattige lande, har problemer med beskatning, der involverer udenlandske aktører.
Bryder med direktiver og måske konvention
Alle disse sager sætter retssikkerheden under pres. Det gør SKATs metoder til skatteinddrivelse også: SKAT har i flere år krævet og fået personfølsomme oplysninger om borgeres kommunikation udleveret fra teleselskaberne uden en dommerkendelse.
Metoden bryder med flere EU-direktiver og muligvis også med Menneskeretskonventionen. Den blev stoppet i 2015. Dertil kommer personsager, som viser en lemfældig omgang med borgernes retssikkerhed: Sagerne om Helle Thorning-Schmidt, Kasi-Jesper, Camilla Vest og om de mange andre borgere, der er kommet uretmæssigt i klemme i SKATs maskineri.
Historien melder ikke noget om, hvordan de to ministres gode råd blev modtaget i Washington. Men med alle disse skandaler in mente er det svært at påberåbe sig, at SKAT lever op til ”best practice”og ”good governance,” som vi ynder at sige, at vi promoverer i vore modtagerlande.
Og måske står det ikke helt så slemt til med at inddrive skat i Afrikanske lande, som mange tror. At andelen af bruttonationalproduktet, som indsamles i Danmark (ca 50 procent), er større end i for eksempel Tanzanias og Ugandas (omkring 15 procent) skyldes i høj grad, at den formelle økonomi i Danmark er relativt stor og rig.
Det er svært at beskatte den uformelle sektor; den er ikke registreret, og den er relativt fattig. Sammenligningerne giver ingen mening.
Faktisk er der mange tegn på, at mange lokale skattemyndigheder gør sig store anstrengelser for at inddrive skat, og at det gøres relativt effektivt. Således bedømmes de tanzanianske skattemyndigheder som ”a paragon of excellence” af den Afrikanske Udviklingsbank i 2011. Også med hensyn til beskatning af mine/olie/gas-selskaber klarer Tanzania og Uganda sig relativt godt.
Begge lande har i de seneste år fået forhandlet meget bedre aftaler om beskatning på plads med multinationale selskaber end for ti år siden.
Om Uganda, for eksempel, skrev Global Witness, at landets fremtidige skatteindtægter fra olie ”synes høje målt i en global målestok” i de kontrakter, der blev indgået. Det viser, at Ugandas skattemyndigheder er i stand til at håndtere komplicerede aftaler med de multinationale selskaber til landets fordel.
Væsentlige dele af skattevæsenerne i disse lande er faktisk blevet meget mere effektive i det sidste årti. Når det er sagt, er det også rigtigt, at andre dele er meget korrupte og ineffektive. Der er stadigvæk rige muligheder for, at skatteinddrivelsen og retssikkerheden kan forbedres.
Lomme af ineffektivitet
Set fra et afrikansk perspektiv er Danmarks skattevæsenet dog noget af en gåde: Hvorfor har danske politikere og partier ladet SKAT kollapse, når skatteindtægter — betalt gennem et retfærdigt og legitimt skattesystem — er helt afgørende for at finansiere den velfærdsstat, som vælgerne ønsker, og for at politikerne bliver genvalgt?
En sådan forsømmelse af skattesystemer er der nogle afrikanske ledere, som ikke gør sig skyldige i. De ved, at deres magt afhænger af, at de vinder valg og af, at borgerne stemmer på ledere og partier, der blandt andet kan forbedre deres levevilkår gennem udvikling af uddannelse- og sundhedssystemer. Det kræver skatteindtægter. Derfor arbejder politikere og deres loyale embedsmænd hårdt på at skabe ”lommer af effektivitet” i skattevæsenet.
Selvfølgelig lykkes det ikke altid, men hvorfor danske politikere gennem 15-20 år har skabt en ”lomme af ineffektivitet” i skattevæsenet er et godt spørgsmål. Det skyldes næppe, at de konspiratorisk har villet svække fundamentet for velfærdsstaten. Det skyldes snarere en blanding af ideologi (ønsket om hurtig effektivisering af den offentlige sektor), teknologifascination (IT som vidundermiddel mod bureaukrati), og arrogance (tro på eksistensen af hurtige løsninger på komplekse problemer).
Vi burde overveje at få nogle pragmatiske afrikanske skatteeksperter til at hjælpe os med at få sat skik på SKAT. Men lad vær med at tage udgifterne til den slags hjemlige aktiviteter fra udviklingsbistanden.
