Jørgen Olsen
Jørgen Olsen (født 1951) er koordinator i Genvej til Udvikling (GtU), hvis modernetværk er Emmaus International (EI), stiftet af Abbé Pierre.
Han har gået i livets skole og kommer tæt på definitionen af en halvstuderet røver. Aktiv i EI siden 1969 – i 2011 valgt til EI’s politiske udvalg, hvor der sidder 2 afrikanere, 2 asiater, 2 latinamerikanere og 4 europæere. Genvalgt til udvalget for anden og sidste 4-års periode i september 2015.
I 1978 var Jørgen Olsen med til at stifte GtU med baggrund i sin og medstifternes erfaringer med forskellige organisationer i og uden for Emmaus. GtU samarbejder med en halv snes græsrodsbevægelser i Vestafrika, især Kooperativet i Amataltal (Niger) og Pag-la-Yiri (Burkina Faso), som er den organisation i hele Emmaus International med flest medlemmer, 11.000, hvoraf de 10.000 er kvinder. Samarbejdet omfatter køb og salg af håndværksprodukter. og i Amataltal desuden brøndrenoveringer, kvægavl, havebrug og tosproget undervisning (tuaregisk og fransk) for børn og voksne.
Allerede få år efter, at Emmaus-Bevægelsen blev stiftet i Paris i 1949, begyndte den at gøre sig gældende i Sydamerika – i første omgang i Argentina og Uruguay. Også de første asiatiske medlemsorganisationer opstod i 1950’erne; men det eneste, der dengang bandt bevægelsen sammen, var stifteren Abbé Pierres utallige rejser.
På en af rejserne fik floden mellem de to sydamerikanske lande en utilsigtet hovedrolle i bevægelsens historie: Om natten den 11. juli 1963, mens Abbé Pierre var på besøg hos Emmaus-samfund i Latinamerika og sejlede på Rio de la Plata mellem Argentina og Uruguay, sank færgen “Ciudad de Asunción” pludseligt. Abbé Pierre var en af de sidste, der blev fundet i live, sent nok til at den franske og internationale presse havde skrevet nekrologer.
Begivenheden fik ham til at samle en gruppe af bevægelsens mest aktive til at forberede den første verdensforsamling og skabe en struktur, der kunne mindske afhængigheden af en enkelt person. Forsamlingen fandt sted i parlamentsbygningen i Bern, Schweiz, i 1969, hvor man vedtog et universelt manifest, der stadig er gyldigt.
Det ligger lige for at holde møderne i det vestlige Europa; for så er der ikke så mange, der skal rejse ret langt. Men bevægelsen afholdt sin 2003-generalforsamling i Ouagadougou, Burkina Faso – for at styrke afrikansk civilsamfund i almindelighed og det burkinske i særdeleshed. Af tilsvarende årsager mødtes vi i Sarajevo, Bosnien-Hercegovina, i 2007.
Hvor meget skal man skele til, hvem der regerer i det land, hvor man mødes? Var det en fjer i hatten til diktatoren Blaise Compaoré, at vi mødtes i Ouagadougou? I hvert fald skriver Emmaus Internationals formand, Patrick Atohoun, Benin, i sin invitation til 2020-forsamlingen i oktober i Uruguay:
”Uruguay er et af de få lande på dette kontinent, hvor en progressiv regering, der søger at arbejde sammen med sit civilsamfund, modstår den generelle politiske tendens og gennemfører inkluderende politikker for at udrydde fattigdom og ulighed.”
Patrick Atohoun vedhæftede den invitation, som EI’s Region Amerikas valgte og ansatte har formuleret. Her kan man blandt andet læse:
”I over tres år har Emmaus været til stede i Uruguay og arbejdet med de mest udstødte i samfundet gennem forskellige aktiviteter for at bekæmpe årsagerne til fattigdom i dette land. Mere generelt er de sociale forskelle synlige i hele Latinamerika, et kontinent hvor demokratiske kræfter i dag er under angreb, og hvor sociale bevægelser kræver solidaritet af det internationale samfund. Vi trues med udslettelse af grundlæggende rettigheder og muligheder for deltagelse i samfundet af de kapitalistiske og umenneskelige politikker.”
Læs formandens invitation i sin helhed her
Læs Region Amerikas invitation i sin helhed her
