Granitten til Mærsk-koncernens folkegave, Operahuset på havnefronten i København, blev brudt under kritisable og livsfarlige forhold i Kina.
Det afslørede journalist Miki Mistrati i dokumentarudsendelsen “Operaen – Med døden i kulissen”, og herfor modtager han den 8. april Ekstra Bladets Victorpris for 2008, skriver Politiken lørdag.
Mistratis dokumentar viste efterfølgende, at flere danske kommuner havde købt den samme billige granit til byens gågade eller kulturhus. Siden er der kommet mere fokus på, at danske bygherrer også har et ansvar for, at materialerne produceres ansvarligt.
Victorprisen blev indstiftet for at hædre Ekstra Bladets tidl. succesrige chefredaktør, Victor Andreasen og for at styrke den afslørende/afdækkende journalistik. Prisen består af 10.000 kr., en brosten samt et weekendophold i Silkeborg, hvor Victor Andreasen blev født i 1920. Han døde i april 2000.
Da TV 2 ikke ønskede at sende programmet uden så væsentlige ændringer, at det ville rykke afgørende ved dokumentationen mod Mærsk koncernen, valgte Mistrati og hans kollega at sige fra.
Uden skelen til det fremtidige samarbejde med TV2 og med sikkerhed for at tabe penge på produktionen valgte de og selskabet Bastard Film at betale alle pengene tilbage til TV2 og beholde rettigheden til materialet. Historierne blev efterfølgende publiceret i samarbejde med Ekstra Bladet i både avis og Web TV.
Folkegaven kostede Mærsk-koncernen i omegnen af 2,5 milliarder kr. – og besparelsen ved at benytte den kinesiske granit lød angiveligt på 5 mio. kr.