Den konservative veteran, fhv. folketingsmedlem, cand.phil. Viggo Fischer, er genvalgt som formand for Den Danske Afghanistan Komite (DAC) på komiteens årsmøde på Christiansborg.
Han har været formand siden 1987 og er med genvalget en af de længst siddende formænd i det danske NGO-miljøs historie.
Overlæge Ole J. Siemssen blev valgt som næstformand og civilingeniør Claus Christensen som kasserer. DAC har i det forløbne år udvidet sin indsats i Afghanistan med mobile sundhedshold – læs mere på www.afghan.dk
Viggo Fischer sad 10 år i Folketinget (1984-94), hvor han i en periode bl.a. var formand for udenrigsudvalget og Det konservative Folkepartis politiske ordfører.
Han er stadig aktiv i partiet, og sad således med i en gruppe, der stod bag udarbejdelsen af forslaget til en opdateret udviklingspolitik, som blev fremlagt på det konservative landsrådsmøde i forrige weekend.
Han har ved flere lejligheder gjort sig til talsmand for en større u-landsbistand og ønsket bistanden tilbage på sit gamle leje – 1 procent af bruttonationalindkomsten (BNI) – som var niveauet før VK-regeringens besparelser fra 2002.