Svend Løbner
Svend Løbner er freelancejournalist for flere hjælpeorganisationer og har særlig interesse for menneskerettigheder og mødet mellem forskellige kulturer og religioner.
Han voksede op i Tanzania indtil han var 18 år og kom derefter i lære som reklametegner i Svendborg. Senere uddannede han sig i økumenisk teologi i USA og virkede mange år som præst, inden han efteruddannede sig i Analytisk Journalistik på Syddansk Universitet og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Dette mix blev til flere år med foredrag og kurser i kommunikation for flere end to tusind præster, menighedsrådsmedlemmer og kirkefunktionærer. Inden Corona-pandemien rejste han jævnligt på reportagerejser for hjælpeorganisationer til bl.a. Tanzania, Kenya, Nigeria, Somaliland og Israel/Palæstina.
Svend har en snes bøger på samvittigheden i bl.a. kommunikation, kultur- og religionsmøde. Han har bl.a. bogen Kristus i verdensreligionerne (cBooks, 2009), er medforfatter til bogen Flerkulturelle Rødder (Dansk Psykologisk Forlag, 2012), redaktør på antologien Livet før døden (Unitas/Eksistensen 2012), forfatter til interviewbogen Mediepræster (Kirkeligt Medieakademi, 2014), reportagebogen Stemmer fra Tanzania (cBooks, 2017) og redaktionssekretær på antologien Tro og videnskab (Forlaget CKT, 2019). Han har også skrevet to e-bøger om kommunikation: Det vigtigste først og Der skal to til en tango (2020). I sin fritid driver han Netavisen Sameksistens.
Det er for alvor gået op for mig, hvor vigtig fortalervirksomhed er. Her går man rundt og tror, at politikere og embedsmænd m/k vil en det bedste, og så opdager man, at alt fra bureaukratisk træghed til nedrig korruption er en del af et system, som frarøver mennesker deres legitime rettigheder.
Det begyndte at dæmre for mig, da jeg skulle rapportere fra et omfattede sundhedsprojekt langs Tanganyikasøen i Tanzania og DR Congo. Her er fortalervirksomhed, advocacy, absolut nødvendig, for ellers lever myndighederne ikke op til deres del af aftalen. Ngo’en bygger sundhedscentre, skaffer medicinsk udstyr, graver brønde, indkøber ambulancebåde og andet, mod at myndighederne leverer arbejdskraft og frigiver medicin.
Modellen er almindelig i udviklingssamarbejde. Men det er også almindeligt kendt, at lokale myndigheder skal mindes om og holdes op på at yde det, de skal. Ellers sker der ikke noget.
Lokale må tage skeen i egen hånd
I Tadsjikistan er advocacy en integreret del af hjælpen til familier med børn, der kæmper med handicap. De kan få støtte til skolegang og sundhedsydelser, men får den ikke. Folk skal selv blive bevidste om deres rettigheder, gå til myndighederne og kræve dem, og først da får de, hvad de hele tiden har haft krav på.
I Nepal oplæres familier i, at piger og kvinder har samme rettigheder som mænd, og at den traditionelle praksis Chhaupadi, hvor kvinder isoleres i skure og stalde under deres menstruation, er forbudt. Men der sker ingen forandring derude i de små bjerglandsbyer, hvis ikke kvinderne tager skeen i egen hånd.
I det centrale Tanzania har småbønder opdyrket busklandet med solsikker så langt øjet rækker. Men de har også været nødt til at slå sig sammen i kollektiver for at forhandle priser med opkøberne og har endda samlet måttet gå i retten for at få staten til endelig at betale for de ladninger solsikkeolie, den har købt.
En uheldsvanger bytur
Scenarierne er ikke fremmede for folk i udviklingsbranchen. Det, der har overrasket mig mest, er at fortalervirksomhed også er nødvendig herhjemme i Danmark. Jeg har i min egen familie oplevet, hvordan en aftale mellem fire partier i Folketinget har frarøvet min adoptivdatter det danske statsborgerskab, hun var blevet stillet i udsigt.
Tabitha har rødder i Sudan, er vokset op i en flygtningelejr i Etiopien og har gennemlevet det mest utrolige. Krig, flugt, svigt, vold og det, der er værre. Alligevel har hun gennemført uddannelse, arbejdet som en hest, stiftet familie og knyttet sig til kirke og venner her i Danmark.
Men hun kan aldrig få dansk statsborgerskab. For ifølge en aftale mellem regeringen, Venstre, Konservative og Liberal Alliance den 20. april 2021 regnes hun for kriminel for altid, ene og alene på grund af en bytur, hvor hun fik blackout, røg ud i et skænderi, og vågnede næste dag op i detentionen. Her bliver hun præsenteret for, at hun i forbindelse med, at hun blev bragt derhen, havde bidt en betjent i låret.
Myndigheder bryder deres løfte
Enhver med blot lidt psykologisk indsigt forstår, at bid sker i afmagt. Er den unge kvinde desuden krigsflygtning og vidne til vold og overgreb, er situationen indlysende. Især når hun med diagnosticeret PTSD bliver taget fat i af en fremmed mand og tvunget ind i en fremmed bil.
Men det fik hun i 2014 en betinget forvaringsdom på 30 dage for. Betinget. Og det bruger politikerne bag aftalen til at nægte hende dansk statsborgerskab.
Det groteske er, at hun allerede den 17. december 2020 havde fået lovning fra Udlændinge- og Integrationsministeriet om at blive optaget på et lovforslag om indfødsrets meddelelse den 29. april 2021. Hun havde nemlig opfyldt alle betingelser: bestået danskprøve, indfødsretsprøve, uddannet sig og arbejdet og ikke ligget samfundet til byrde på nogen måde. Hun havde udstået den angivne karenstid på 6 år fra den betingede dom og havde altså en ren straffeattest.
Alle har ret til statsborgerskab
Men ugen før lovforslaget skulle op i Folketinget blev hun pillet af listen. Regeringen og de tre borgerlige partier effektuerede aftalen med tilbagevirkende kraft. Og Tabitha stod tilbage som sorteper, alene på grund af en uheldsvanger aften.
Tabitha er statsløs, og hendes tre små børn født i Danmark er statsløse. FN’s verdenserklæring om Menneskerettigheder giver alle mennesker ret til en nationalitet (artikel 15). Den europæiske konvention om statsborgerret fastslår, at ”enhver har ret til at besidde statsborgerret (paragraf 4 a.). UNHCR og Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at børn, som er født i Danmark, automatisk får dansk statsborgerskab ved fødslen.
Min datters prekære situation krænker min retsbevidsthed. Der er noget, der ikke stemmer her. Vi promoverer menneskerettigheder og demokratiske værdier ude i den store verden, mens vi slet ikke lever op til samme rettigheder og værdier herhjemme i Danmark.
Alle kan få en ren straffeattest efter et antal år, men ikke Tabitha, åbenbart. Inger Støjberg kan efter afsoning af dom genindtræde i Folketinget og lovgive på lige fod med andre politikere. Men Tabitha er for altid dømt ude fra de rettigheder et statsborgerskab indebærer. Hvis der altså ikke ydes massiv fortalervirksomhed.
Måske havde Shakespeare alligevel ret: There is something rotten in Denmark.
