Danmark får sin første kandidatuddannelse i ‘bæredygtig kulturarv management’. Den tværfaglige uddannelse kombinerer teoretisk og praktisk tilgang til arbejdet med at forvalte verdens natur- og kulturarv og skal professionalisere fagområdet nationalt og internationalt Aarhus Universitet tilbyder fra 1.september 2014 en ny engelsksproget kandidatuddannelse i ‘Sustainable Heritage Management’. Uddannelsen skal imødekomme de komplekse udfordringer, der knytter sig til fremtidens forvaltning af kulturarv, lokalt såvel som globalt. Det er der også god brug for i disse år, hvor selv kronjuvelerne i verdens kulturarv er under pres. Vi husker talibanernes sprængning af de kæmpestore buddhastatuer i Afghanistan. Ødelæggelsen af uvurderlige muslimske mindesmærker i Mali og bombardementer i den historiske by Aleppo i Syrien. Det er den første kandidatgrad af sin art i Skandinavien, men Aarhus Universitet følger efter bl.a. England, Tyskland, USA og Australien, som allerede uddanner kandidater i professionel forvaltning af kulturarv.
Uddannelsen henvender sig til både danske og internationale studerende, og uddannelseskoordinator Andres Dobat regner med, at det bliver med cirka halvt af hver, når studiet begynder til efteråret. Han håber at lave samarbejdsaftaler med 3. verdenslande. ”Vi vil gerne gøre denne her uddannelse til noget, som også folk fra samfund med få økonomiske ressourcer kan få adgang til. Det vil vi kunne gøre gennem samarbejds- og udvekslingsaftaler med 3. verdenslande,” siger han. Kulturarvens ressourcer skal udnyttes bedre Mange lande udnytter ikke deres kulturarvs ressourcer særlig godt, mener Andres Dobat, og et af uddannelsens fokuspunkter er, hvordan man skaber en bæredygtig alliance mellem at bevare kulturarv og samtidig bruge den som social og økonomisk ressource. ”Internationalt set er der masser af kulturarv, som ikke bliver forvaltet på en måde, der bevarer den for eftertiden samtidig med, at den bruges som et aktiv for de lokale samfund. Det vil vi med uddannelsen gerne bidrage til at gøre bedre i fremtiden,” siger Andres Dobat. Han peger også på de aktuelle udfordringer med at beskytte kulturarv under væbnede konflikter. ”En af vores hensigter er at skabe øget opmærksomhed om de udfordringer og uddanne professionelt personale, som kan varetage opgaver i forbindelse med fredstiftende og militære missioner,” siger han. Forvaltning af potentielle interessekonflikter De studerende vil ikke kun beskæftige sig med, hvordan man bevarer og beskytter steder, genstande og traditioner, men også med de mange interesser, som knytter sig til disse. Da kulturarv kan være et stærkt økonomisk, politisk og miljømæssigt aktiv, som kan udnyttes til forskellige formål, rummer forvaltningen af den også væsentlige etiske aspekter. Den nye uddannelse vil derfor bl.a. arbejde med spørgsmål som:? – Hvad er kultur- og naturarv, og hvad er ikke? ?- Hvordan kan kulturinstitutioner, myndigheder og kommercielle eller private interessenter samarbejde? ?- Hvordan skal man håndtere modsatrettede krav om ejerskab og rettigheder? Gennem tværfaglig teori og praktisk erfaring vil uddannelsen træne de studerende i at vurdere, sikre og bevare kulturarv, men også til at udvikle, revidere og forny området. Uddannelsen er forankret i et tværfagligt forskningsmiljø, der omfatter forskere fra arkæologi, antropologi, idéhistorie, æstetik, historie, museologi, kulturstudier, evolutionsstudier og digitalt design. De færdige kandidater vil kunne finde beskæftigelse indenfor bl.a. museums- og kulturarvssektoren. Direkte link til studieguiden, inkl. præsentationsvideo på http://kandidat.au.dk/en/sustainable-heritage-management Yderligere oplysninger også hos: Martin Damgaard Larsen, International Coordinator: AU Campus Moesgård Aarhus University, building 4235, room 130 Tlf. direkte 87 16 29 28 og mobil 20 59 67 69 Skype: psdr_mdl