Der er snart audition for Miss Africa Danmark 2009, hvor der skal vælges en rollemodel og kulturambassadør for Afrika i Danmark, fremgår det af en pressemelding fra arrangørerne torsdag.
15 piger, der kan balancere med afrikanske rødder og danske udfordringer, søges til den største afrikanske kulturbegivenhed i Danmark, hedder det.
For fjerde år i træk skal Miss Africa i Danmark kåres. Det sker ved en fest for afrikanere, danskere og venner af Afrika, der mødes for at fejre mangfoldigheden i afrikansk kultur.
En stor begivenhed for Afrika-afficionados og herboende afrikanere, der sætter pris på et frisk pust fra moderlandet. Hvert år har der stået musikere på scenen og deltagerne har givet spændende nye bud på, hvordan vi skal opleve og forstå Afrika.
Showet finder igen i år sted i Store Vega på Vesterbro i København og datoen er fastsat til lørdag 6. juni 2009. Men inden da skal finalisterne findes og gennemgå et længere forløb med træning, taleskrivning og andre forberedelser.
Det er altså NU at deltagerne skal findes og arrangørerne har brug for hjælp til at nå ud til unge afrikanske kvinder i hele Danmark.
De leder med lys og lygte efter søde og seje piger mellem 18 og 28, der har afrikansk baggrund, en god portion girl power og mod på at tage udfordringen op.
Begivenheden skal bl.a. vise, at afrikanske piger i Danmark ikke blot ser godt ud, men har masser at byde på. Der er ikke tale om en modelkonkurrence, så derfor er der heller ingen krav til højde, vægt eller udseende.
Her er der naturligvis også plads til de ”tradionelle afrikanske former”. Til gengæld er det vigtigt at deltagerne har selvtillid, udstråling, kender til Afrika og har lyst til at fortælle om det.
“Forhåbentlig kan vi igen i år finde en positiv rollemodel, der har viljen og evnen til at være en seriøs repræsentant og kultur ambassadør for Afrika og afrikanerne i Danmark”, lyder det opfordrende.
TILMELDING TIL AUDITION NU
Man kan møde op til audition i Århus den 21. februar eller København den 22. februar. Her vil deltagerne få mulighed for at præsentere sig selv, samt give en smagsprøve på nogle af deres særlige talenter.
For at vi kan være sikre på at få alle med, skal interesserede tilmelde sig på www.missafrica.dk
Hjemmesiden indeholder bl.a. billeder fra de forrige år og mange flere detaljer om konkurrencen.
Audition er kun første skridt. Finalisterne skal være indstillet på at bruge en del tid forud for konkurrencen i foråret 2009. Der vil bl.a. være øvedage, interviews, møder med instruktører, koreografer og stylister.
Tidligere deltagere har måttet arbejde hårdt på sagen, men de er også “enige om at den nye inspiration og de nye venskaber har været det hele værd”. Nogle af de tidligere deltagere vil være til stede på audition dagene.
SIDSTE ÅRS MISS AFRICA DANMARK
Vinderen af sidste års konkurrence blev 25-årige Catherine Gathoni, der kom til Danmark som 8-årig. Det var formodentlig opvæksten i Kenya, der først vakte interessen for internationale udviklingsstudier på Roskilde Universitet. I dag læser hun jura på Københavns Universitet.
Når studierne er overstået håber Catherine Gathoni at kunne kombinere det juridiske perspektiv med indsigten i udvikling og bistandspolitik.
Ved showet sidste år tog hendes tale udgangspunkt i spørgsmålet om man kan være både afrikaner og dansker – Om det virkelig behøver være et enten-eller.
– Vi lever i et samfund, hvor det til tider føles, som om integration er det samme som assimilation. Man skal helst ikke udskille sig. For det vil betyde at man er udelukket fra det danske nationalfællesskab, sagde hun bl.a.
I talen afholdt hun sig heller ikke fra at give en mild kritik af de afrikanere i Danmark, der kan have tendens til at ville belære deres landsmænd om, hvordan de skal opføre sig ”rigtigt afrikansk”.
– En ny danskhed og en ny form for afrikanskhed er ved at blive skabt. Det skal være en danskhed, som kan rumme mange flere facetter. En dansk identitet som inkluderer min afrikanske identitet. En identitet hvor jeg kan være stolt over at være dansk. Ligesom jeg frit kan sige at jeg er afrikaner. Og det er jeg faktisk også stolt af. Danmark har brug for forandring hvad synet på identitet angår, sagde Miss Africa Danmark 2008.
Catherine Gathoni modtog tillige stort bifald for sin effektfulde poetry-slam-monolog, somr omhandlede den prostitution og trafficking, der i de senere år er blevet synlig på gaderne i København.
Her i starten af 2009 har hendes interesse for emnet betydet, at hun deltager i en annonce- og TV-kampagne for organisationen Hope Now. I de provokerende reklamer fremstilles Catherine som vare i et supermarked. ”Hvor tydelig skal menneskehandel være, før vi gør noget?” spørges der.
BAGGRUND & IDÉ
Miss Africa arrangementet handler både om kultur, integration, velgørenhed og personlig udvikling for deltagerne. Det er arrangørernes håb, at Miss Africa Danmark vil få taletid i medierne og være med til at vise et alternativ til det typiske billede af Afrika og en gruppe af de nye danskere.
Er det ikke oplagt at give ordet til en repræsentant for afrikanerne i Danmark, når der tales udviklingsbistand, integration og tværkulturel forståelse?
For de 2 tidligere vindere har det handlet om at vise ”gammel-danskerne”, hvad afrikanerne har at byde på og at de gerne vil deltage aktivt på alle niveauer i samfundet. Men på samme tid er det også ønsket at minde unge herboende afrikanere om de stolte kulturer, de hver især repræsenterer.
Arrangementet har fra starten i 2006 været planlagt til at samle de mange afrikanske grupper i Danmark og samtidig præsentere et positivt billede af Afrika for et interesseret dansk publikum.
Som nogle af deltagerne har fortalt, er det ikke altid lige let at skille sig så meget ud, som man f.eks. kan gøre når man er eneste afrikaner i en dansk skoleklasse.
Også ældre tilflyttere i Danmark kender til svære perioder og måske var det en del af forklaringen på at man flere gange undervejs i showet sidste år fornemmede, at lommetørklæderne kom frem rundt omkring i den tætpakkede sal.
Miss Africa Danmark arrangeres af frivillige og med støtte fra musikere mv., der alle har arbejdet ulønnet. Derved kunne man i 2008 sikre et overskud på 75.000 kr., der i samråd med Red Barnet er brugt til at bygge en legeplads på 900m² i Gulu-området i Uganda.
Mange af børnene på den skole, hvor legepladsen er bygget, er tidligere børnesoldater og har hårdt brug for en ny og gladere hverdag. I marts skal Catherine Gathoni besøge legepladsen og derved får hun selv set den forskel legepladsen og de tilknyttede aktiviteter forventes at gøre for børn, der skal hjælpes tilbage til en normal tilværelse.
KORT NYT
● Arrangørerne af Miss Africa er blevet hædret med titlen “Bedste afrikanske initiativ i Danmark 2008”. Det skete i slutningen af november da Best African Achievement Awards blev uddelt af organisationen Celebrate Africa.
● Catherine Gathoni byder velkommen til koncert, når en af Afrikas store stjerner giver koncert i Vega 16. maj. Salif Keita fra Mali gæster Danmark.
● Allerede 2. maj er der stor afrikansk koncert i Vega: Ofori Amponsah (Ghana) og hitbandet Magic System (Elfenbenskysten) er begge på scenen til arrangementet ”African Live Music in Copenhagen”. Tidligere deltagere fra Miss Africa konkurrencerne vil også være til stede.
● Overskuddet fra Miss Africa showet bliver hvert år doneret til udviklingsprojekter i Afrika. I 2009 har vi valgt at støtte et mental-health projekt i Rwanda, der udføres i samarbejde med medicin- og psykologistuderende ved universitetet i Butare. Meget mere herom senere.
Miss Africa Danmark 2009 arrangeres af:
Foreningen ”Miss Africa – Danmark” ved Maria Thandie Stensgaard, Jacob Crawfurd, Felex Mose, Mia Sylvester, Lea Holst Jensen, Hannebritt Abrahamsen, Mercy Mangara, Chaline Hyldgaard og Tine Marie Balck Sørensen.
Yderligere oplysninger hos Jacob Crawfurd, e-mail [email protected] og tlf.
40 73 70 79