Udviklingsaktørerne har erkendt, at de står overfor store forandringer. Erkendelsen fik fornyet næring ved DIIS-arrangement The Future of Development Cooperation – Perspectives from the OECD and Denmark afholdt i anledning af OECD’s direktør for udviklingssamarbejde Jorge Moreira da Silvas besøg i København.
Arrangementet, som inkluderede oplæg og sparring ved forperson for den danske civilsamfundssammenslutning Globalt Fokus, Laust Leth Gregersen, fokuserede samlet set på to væsentlige udfordringer som realiseringen af FN´s verdensmål for bæredygtig udvikling (SDG´erne) står overfor.
For det første, finansieringsudfordringen
Allerede før de globale forhandlinger op til vedtagelsen af FN's verdensmål for bæredygtig udvikling i december 2015, blev det tydeligt, at den klassiske multi- og bilaterale udviklingsbistand (ODA) slet ikke står målt med udviklingsudfordringen.
Det var anledningen til, at den tredje Financing for Development konference, afholdt i juli 2015, formulerede Addis Abeba Action Agenda, en omfattende ressourceplan, der skal modernisere udviklingsfinansiering og hjælpe med at tilvejebringe de ca. USD 3.500 – 4.500 milliarder pr. år (Kilde: www.oecd.org) der er nødvendige for at nå de 17 verdensmål i 2030.
Foruden effektivisering via Global Partnership on Effective Development Cooperation og en markant forøgelse af mængden af midler under parolen ”From billions to trillions”, fremhævede Da Silva den centrale betydning investeringerne fra det internationale erhvervsliv har i denne sammenhæng.
Derfor har OECD udarbejdet Guidelines for Multinational Enterprises Responsible Business Conduct, der udstikker rammerne for en ansvarlig forretningsadfærd samt modtagerlandenes ansvar for at skabe et godt investeringsklima, ligesom Financing for Development er et nyt initiativ til at måle de samlede ressourcer, der overføres til udviklingslandene.
I en drøftelse der i øvrigt godt afspejlede principperne for Danida Market Development Partnerships, det aktuelle danske redskab til samarbejde mellem erhvervslivet og civilsamfundsorganisationer, fremhævede Da Silva også behovet for at give erhvervslivet tydelige incitamenter til at engagere sig.
Her nævnte Da Silva forøgelse af blended financing som eksempel, hvorefter risikovillig offentlige kapital slås sammen med private kapital og dermed muliggør investeringer, som det private ikke alene ville foretage. Men, påpegede Da Silva, her er det vigtigt med en tydelig rolleafklaring baseret på en opfattelse af at begge parter kan bringe "added value" til samarbejdet.
Med til at komplicere billedet er, at en del lande er både modtagere og donorer, ligesom det ifølge Da Silva forventes, at ca. 30 lavindkomslande vil overgå til at være mellemindkomstlande indenfor de næste 15 år, dog uden at have nået en stor del af verdensmålene, men udelukket fra at modtage yderligere udviklingsbistand. Her kræves en klar strategi for hvad der skal ske ”after graduation”, sagde Da Silva.
Det er også vigtigt at få en afklaring om DAC-landenes bogføring af udgifter til modtagelse af flygtninge som udviklingsbistand, en praksis som er kritiseret for at medføre en kunstig forhøjelse af udviklingsbudgettet eller en reduktion af forbrug på tidligere godkendt udviklingsposter.
DACs Temporary Working Group on Refugees and Migration arbejder på en klarlægning og harmonisering af praksis med en deadline der hedder juli 2017. Ifølge Da Silva er der blandt modtagerlande, der modtager 86 % af verdens flygtninge, ringe forståelse for, at DAC landene selv skærer i ODA for at finansiere modtagelsen af så beskeden en andel af verdens flygtninge.
For det andet, den politiske udfordring
Hvorvidt en udviklingspolitik baseret på donorens nationale interesser og den stigende skepsis overfor multilaterale institutioner faktisk vil have konsekvenser for den regelbundne internationale orden som helhed, har vi stadig til gode at se.
Men der er ifølge Gregersen ingen tvivl om, at opblomstringen af slagord som ”America First” og lignende tendenser fra en række andre lande kan betyde, at verdensmålene først og fremmest risikerer at bliver læste igennem en national optik. Det kan medføre ”cherry-picking” baseret på nationale erhvervsinteresser, som ifølge Gregersen vil betyde en meget fragmenteret implementering af verdensmålene.
Derfor vil der være stort behov for monitorering, for en overordnet kortlægning og ikke mindst en koordinering af indsatserne. Men her er problemet, at præcis de multilaterale organisationer, der har til opgave at sikrer den globale styring af verdensmålenes realisering, kan blive svækket af den nationale prioritering, sagde Gregersen.
Derfor er civilsamfundets rolle ifølge Gregersen at bygge globale koalitioner der styrker globale normer og dermed modvirker den tiltagende prioritering af nationale egeninteresser.
Det samme gælder opbygning af lokale civilsamfundsorganisationer i modtagerlandene for at sikre, at verdensmålene har lokal folkelig forandring. Dette er ifølge Gregersen en forudsætning for, at kampen for verdensmålene kan vindes i en kontekst hvor universel støtte til verdensmålene ikke nødvendigvis kan tages for givet.
