Menneskets overudnyttelse af klodens ressourcer har store konsekvenser for planetens vilde dyr.
Størrelsen af udvalgte bestande af hvirveldyr – fisk, fugle, pattedyr, padder og krybdyr – er således faldet med 58 procent siden 1970.
Det viser den 11. udgave af Living Planet Report, som udgives af WWF International i dag. Rapporten bygger på omfattende data for udviklingen i 14.152 bestande af 3.706 arter af hvirveldyr i perioden 1970 til 2012.
Rapporten dokumenterer, at hvis udviklingen fortsætter som hidtil, så vil størrelsen af udvalgte dyre-bestande være faldet med hele 67 procent i år 2020.
“Rapportens tal er meget foruroligende. Når bestande forsvinder eller svækkes, bliver de enkelte arter meget sårbare, og så er der overhængende fare for, at de helt uddør. Og hvis arterne forsvinder, så kollapser vore økosystemer – inklusive den rene luft, vand og føde, som økosystemerne tilfører kloden”, siger WWF Verdensnaturfondens generalsekretær, Peter Bonne Eriksen.
Tilbagegangen i de udvalgte bestande er især sket i ferskvandsområder. Ifølge Living Planet Report 2016 er der sket et fald i udvalgte bestand-størrelser i verdens ferskvandsområder på hele 81 procent siden 1970.
De afrikanske elefanter er et eksempel på, hvor galt det står til. Antallet af afrikanske elefanter er faldet med hele 111.000 på kun ti år. Fra 526.000 i 2006 til nu kun 415.000 elefanter. Det dramatiske fald skyldes tab af levesteder og stigende krybskytteri.
Ifølge rapporten er fødevareproduktion en af de vigtigste årsager til tab af biodiversitet som følge af rydning af natur til fordel for landbrugsområder. Og derfor er en omlægning af fødevareproduktionen helt nødvendig, hvis vi skal redde verdens vilde dyr – og brødføde en stærkt voksende befolkning, som vil udgøre 9 milliarder mennesker i år 2050.
Kødproduktion ødelægger natur
Et af de helt store problemer er, at det stigende forbrug af kød ødelægger naturen i Sydamerika og andre steder – med stor hast. Stærkt medvirkende til dét er, at regnskov, savanne og græsarealer ryddes for at give plads til en stigende soja-produktion. En stor del af sojaen bruges som foder til svin og kyllinger – dyr som ender i maverne på forbrugerne.
Store natur-områder er de seneste årtier blevet ryddet i Sydamerika – til fordel for soja-produktion. Alene EU-forbruget af soja lægger beslag på 13 millioner hektar land i Sydamerika – svarende til tre gange Danmarks areal, fremgår det af Living Planet Report 2016.
Også de danske forbrugere og producenter bør være opmærksomme på, at soja-produktion kan ødelægge naturen, understreger WWF-programleder Bo Normander. Danmark er nemlig blandt de store importører i EU af soja til vores store produktion af svin og kyllinger.
Tropisk skov på gaflen
“Vores fødevareproduktion må simpelthen gøres mere bæredygtig. En reduktion i kødforbruget vil direkte gavne den vilde natur. Ikke mindst tropisk skov i Sydamerika. Forbrugerne må indse, at de har tropisk skov på gaflen”, når de spiser svinekød, siger Bo Normander.
Han understreger, at netop svineproduktionen i Danmark og andre europæiske lande bedømmes særlig hårdt i WWF-rapporten:
”Færre svin vil i den grad være til gavn for både naturen og klimaet. Hvis verdens rige lande går over til en sund og afbalanceret kost, vil det reducere presset på de naturlige økosystemer. Vi bør starte omlægningen med det samme”, siger WWF-programleder Bo Normander.