Villy Søvndal går og erstattes af Holger K. Nielsen

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Laurits Holdt

Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) trækker sig fra posten. Det er problemer med helbredet, der har fået ham til at tage beslutningen. Ny udenrigsminister bliver en anden tidl. partiformand for SF, nemlig Holger K. Nielsen.

Villy Søvndal er med omgående virkning gået af som udenrigsminister. Han træder samtidig ud af Folketinget. Det skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

SF beholder dog det prestigefulde udenrigsministerium – ny udenrigsminister bliver SFs grand old man, Holger K. Nielsen, der forlader Skatteministeriet.

I timerne op til at brikkerne faldt på plads, var der forhandlinger om netop udenrigsministeriet.

Ifølge flere kilder var SF klar til at afstå den store ministerpost til enten Socialdemokraterne eller de Radikale. Men planerne faldt til jorden, da ingen af de andre to regeringspartier var klar til at betale den pris, SF forlangte, skriver DR online onsdag aften.

Med Holger K. Nielsens farvel til Skatteministeriet, bliver der plads til den fremadstormende Jonas Dahl på ministerholdet, der er partiets nuværende politiske ordfører.

Søvndal har truffet sin beslutning efter råd fra de læger, som også har behandlet ham for den blodprop i hjertet, han blev opereret for den 22. oktober 2013.

Den afsluttende lægelige undersøgelse tirsdag formiddag viste, at udenrigsministeren er kommet sig ovenpå operationen, men samtidig at det ville være urealistisk at fortsætte som udenrigsminister med den arbejdsbelastning, det indebærer.

”Jeg har fået det klare råd, at jeg ikke kan fortsætte for fuld kraft som hidtil, og det tager jeg konsekvensen af. Jeg vil ikke gøre noget halvt – særligt ikke i jobbet som udenrigsminister, det er det simpelt hen for vigtigt til. Det er en tung beslutning, men det er den rette for mig og min familie – og hverken Danmark, regeringen eller SF kan være tjent med en udenrigsminister på mindre end fuld kraft,” siger Villy Søvndal.

Søvndals afgang kommer dagen efter at justitsminister Morten Bødskov (S) måtte trække sig.

Det forventes at statsministeren vil offentliggøre ministerrokaden torsdag.