Vinderne af Timbuktu Prisen 2024 vil undersøge global ulighed i sundhed

Vinderne af året Timbuktu Pris vil undersøge de globale konsekvenser af, at Danmark nu vil til at importere sundhedspersonale fra det globale syd.


Foto: Emilie Lærke
Sven Johannesen

Timbuktu Prisen på 100.000 kroner tildeles i år journalist Siri Franceschi og fotojournalist Emilie Lærke.

Prisen er både en anerkendelse og et arbejdslegat, og de to vindere vil bruge midlerne til at undersøge de lokale konsekvenser af, at Danmark fremover vil importere sundheds- og plejepersonale fra lande som Indien og Filippinerne for at lappe hullerne i det danske velfærdsamfund. Samtidig ønsker de to prisvindere at sætte ansigt på de mennesker, det handler om.

”Projektet skal bidrage til at nuancere fortællingen om de mennesker, vi “importerer”, så vi kan forstå dem som andet end arbejdskraft – som faktiske mennesker med ansigter, med liv og værdighed, som forlader pressede sundhedssystemer i egne hjemlande, som konsekvens af en historisk udbytning fra syd til nord,” forklarer Siri Franceschi i en pressemedelelse fra Timbuktu Fonden.

Projektet er udtænkt på et globalt bagtæppe, hvor mange landes sundhedssystemer er pressede af dårlig økonomi og befolkninger med flere livsstilssygdomme og længere levealder. Det skaber global konkurrence om den kvalificerede arbejdskraft og ulighed i befolkningernes adgang til sundhedsydelser.

Og det er netop de store globale problematikker, projektet forsøger at belyse gennem portrætteringen af nogle af de personer, der i den kommende tid må forventes at rejse mod de mere velbetalte jobs i det danske sundhedsvæsen.

“Målet er ikke at offergøre dem, men gennem projektet at vise hvilke bevæggrunde, de har, samt at give dem den handlekraft, de ofte får frataget i medierne og politiske debatter, fordi de betragtes som “billig arbejdskraft” uden ansigt,” siger Emilie Lærke.

Timbuktu Prisen uddeles på Københavns Professionshøjskole den 11. september klokken 16 til et arrangement, hvor der også vil være debat og hygge. Læs mere her.