Måske har du selv eller kender en, der har haft lungebetændelse. Kur: Ring til lægen, få recept til penicillin. Ikke længe efter er du på benene igen.
I mange af verdens fattigste lande er virkeligheden en anden. Hvert år dør et stort antal mennesker af lungebetændelse, og særligt børn er i farezonen. I 2015 døde 922.000 børn under fem år af sygdommen.
Derfor har UNICEF, med en donation på fem millioner euro fra ”La Caixa Banking Foundation”, sat ind for at bekæmpe lungebetændelse i verdens ulande ved at udvikle udstyr, der kan diagnostisere lungebetændelse.
Læs også: Medicinalindustrien eksporterer for over 100 milliarder
Drive virksomheder til at udvikle produkter
Sundhedsindustrien er her en vigtig del af arbejdet med at få medicin og teknologi ud, der kan diagnosticere og bekæmpe sygdommen, fortæller Kristoffer Gandrup-Marino, innovationsdirektør i UNICEF’s Supply Division i København, som årligt indkøber produkter og tjenester for omkring 3,5 milliarder dollar.
– Virksomheder er i vores verden ikke samarbejdspartnere på samme måde som for eksempel regeringer og donorer. Men vi ville ikke kunne udvikle produkterne uden virksomheder, så de er en vigtig del af arbejdet med at udvikle produkter til ulande, siger Kristoffer Gandrup-Marino.
– For os handler det om at tilskynde virksomhederne til at udvikle de produkter, som løser de problemer, vi forsøger at hjælpe verdens børn med, fortsætter han.
Med hensyn til lungebetændelse drejer det sig i øjeblikket om udbredelsen af en nem og billig måde at diagnosticere sygdommen på.
En række aktører er i øjeblikket gang med at udvikle løsninger. UNICEF har blandt andet testet en enhed, der måler børns respirationshastighed, hvilket kan diagnosticere lungebetændelse.
Læs også: Medicinalbranchen flytter afgørende forsøg til Danmark
Tager støre risici
Kristoffer Gandrup-Marino erkender, at virksomhedernes involvering ofte er forbundet med større risiko for tab eller mindre indtjening sammenlignet med salg på markederne i de industrialiserede lande.
– I vores verden er profitcasen for virksomhederne ofte ikke lige så attraktiv. Men vi prøver at få virksomhederne til at tage en risiko, som de ikke plejer at tage ved at hjælpe investeringerne med markedsgarantier eller en kortere tidshorisont frem mod et etableret marked.
Kristoffer Gandrup-Marino peger på flere faktorer, som overskygger de risici, virksomhederne tager.
– Der er flere fordele for virksomhederne, når de er med til at udvikle produkter til brug i vores programmer i ulande. Det er god CSR, det stimulerer dem til at tænke i nye løsninger samt være innovative, og der kan også potentielt være et vækstmarked for dem, siger Kristoffer Gandrup-Marino
Læs også: Medicin og medico trækker dansk vækst
Forpligtet til arbejdet
I GSK, som blandt andet udvikler vaccine mod lungebetændelse, ser Niels-Ulrik Amdal, Director of Corporate Affairs and Vaccines, de samme fordele.
– Vi føler os forpligtet til, at flere får adgang til vores produkter, uanset hvor de bor i verden eller deres økonomiske grundlag. Vi arbejder fast på at bruge vores ressourcer, viden og ekspertise til at skabe en verden, hvor alle er beskyttet af vaccinationer, siger han.
GSK er blandt andet med i ”Gavi Alliancen”, der er et privat-offentlige samarbejde – blandt andre med UNICEF – med fokus på vaccinationer. Herigennem leverer GSK medicin til ekstra lave priser, og den model, hvor verdens fattigste dele får billigere priser, er en fast del af GSK’s strategi.
Men den globale medicinalvirksomhed er også klar over, at den billigere medicin til verdens fattigste lande ikke skaber de sorte tal på bundlinjen. Det sker ved at prisregulere, så dem, der har flere ressourcer i de vestlige lande, betaler mere. En såkaldt ”tiered pricing”-model.
– Vores virksomhed skal selvfølgelig have en bæredygtig økonomi, så vi kan producere og levere vacciner af høj kvalitet og udvikle nye. Derfor har vi udviklet en forretningsmodel, der giver bred adgang til vores vacciner, samtidig med at vi kan investere i forskning og udvikling. Det er god CSR-politik og økonomisk stabilt på samme tid, siger Niels-Ulrik Amdal.
Læs også: Medicinalbranchen sparer millioner på ny aftale mellem EU og USA
Virksomheder støtter op
Mie Rasbech, sundhedspolitisk chef i Dansk Industri (DI), ser GSK som et billede på den rolle og dedikation, der hersker i medicinalindustrien.
– Virksomheder er en uundværlig del af kæden, der udvikler og leverer de produkter, organisationer som UNICEF har brug for. Flere medicinalvirksomheder arbejder benhårdt med den dagsorden. Også selvom det ikke er der, hvor der er mest indtjening at hente, siger hun.
DI er blandt andet med til at støtte op om FN’s 17 Verdensmål, der omfatter øget global sundhed ved blandt andet vaccinationer. Generelt lægger de nye verdensmål også op til mere involvering af erhvervslivet.
– Vi og de danske virksomheder er stærkt optaget af at løfte den her verdensdagsorden. Og vi håber på, at samarbejdet mellem organisationer, myndigheder og virksomheder vil blomstre endnu mere, siger Mie Rasbech.
Artiklen er bragt på Dansk Industris hjemmeside her