Ole Therkildsen
Ole Therkildsen (født 1945) startede i ’branchen’ som u-landsfrivillig i Tanzania i 1970. Han er nu seniorforsker emeritus på Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han koordinerede forskningsprogrammet ”Eliter, produktion og fattigdom: en komparativ analyse.”
Han har også forsket i borgerdeltagelse, decentralisering, beskatning, og reformer af den offentlige sektor i det sydlige Afrika.
Temaet i denne blog vil ofte være sammenligninger mellem fattige og rige lande. De kan være både meget ens og meget forskellige på overraskende måder.
Globalt set er næsten seks ud af ti borgere i demokratiske lande utilfredse med, hvordan deres regeringer løser vigtige samfundsproblemer som fattigdom, ulighed, klimakrise, korruption. Men de, som tror, at utilfredshed med demokrati er særligt udbredt i udviklingslande, må tro om.
Utilfredsheden er stor og stigende i såvel rige gamle demokratier som i fattige udviklingslandes nye demokratier – dog med spektakulære undtagelser, som vi kommer til.
Disse opsigtsvækkende resultater er opsummeret i figuren nedenfor. Den er taget fra en spritny undersøgelse, “The Global Satisfaction with Democracy Report 2020,” fra Centre for the Future of Democracy, Cambridge. Et udpluk af dens resultater er værd at fremhæve.
”Utilfredshed” med hvad?
Cambridge undersøgelsens centrale spørgsmål er: ”Alt i alt hvor tilfreds er du med, hvordan demokratiet fungerer [i dit land]”? Med andre ord: Løser styret vigtige problemer tilfredsstillende? Spørgsmålet blev stillet til fire millioner mennesker i 3.500 opinionsundersøgelser udført mellem årene 1973 og 2020 i 77 demokratiske lande.
Undersøgelsen viser, at borgerne er rationelle i deres bedømmelse af politiske institutioner. De opdaterer deres syn på demokratiet i takt med, om det løser problemer, som ligger borgerne på sinde: økonomisk vækst der kommer alle til gode, kontrol med flygtningestrømme, tiltag mod klimakrisen, styrkelse af kollektiv sammenhængskraft, fremme af national stolthed etc.
Udbredt og voksende utilfredshed med demokratiske styrers manglende evner til at løse disse problemer kan føre til voksende tvivl om demokratiske værdier. Det kan få borgerne til at støtte populistiske partier, der bøjer demokratiske normer. Populisme er ikke en årsag, men en konsekvens af utilfredshed med demokrati.
Globale tendenser og regionale forskelle
I de demokratiske lande er utilfredsheden især steget siden 2005. Året markerer begyndelsen til, hvad Cambridge-undersøgelsen kalder den globale demokrati-recession. I 2005 var mindre end 40 procent af borgerne i demokratiske lande utilfredse med demokratiet mod næsten 60 procent i dag.
Demokratiets krise er størst i lande som Brasilien, Colombia, Mexico, Moldova, Peru, Ukraine og Venezuela. I nogle af verdens mest folkerige demokratier – Brasilien, Mexico, Nigeria og USA – vokser utilfredsheden hurtigt. I USA startede opsvinget i utilfredsheden længe før, at Donald Trump kom til magten. Den er vokset med en tredjedel på bare en generation – kun Cypern har oplevet en lignende eksplosion på så kort tid.
Blandt de rige vestlige demokratier er utilfredsheden især vokset i de anglo-saksiske lande: Australien, Canada, New Zealand, United Kingdom, USA. En del af forklaringen er finanskrisen. Men disse lande er også kendetegnet ved en fremskreden finansialisering af deres økonomier (dvs. finanssektorens voksende indtrængen i alle dele af økonomien, samfundslivet og i folks bevidsthed). Det har ført til stigende ulighed mellem rig og fattig og større geografisk ulighed mellem rige globalt integrerede storbyer – New York, London, Toronto, Sydney – og resten af samfundene. Voksende ulighed og stigende utilfredshed med demokrati går hånd i hånd, tyder noget på.
Følelsen af marginalisering forstærkes af frustrationer over, at lobbyister og politiske donationer fra storkapitalister har fået voksende indflydelse på de førte politikker. Dertil kommer, at valgsystemerne giver de største partier store fordele (”first-past-the-post”). Det svækker konsensus-baseret politik.
Utilfredsheden er også stor og voksende i Sydeuropa (men ikke Portugal): Frankrig, Italien, Spanien og Grækenland udgør en ”zone af fortvivlelse” ifølge Cambridge-undersøgelsen.
Populistiske politikere skaber øget tilfredshed
Billedet er dog ikke kun negativt. Mens utilfredsheden med demokratiske institutioner i Vesteuropa breder sig, så falder den i de tidligere kommunistiske østbloklande (undtagen Rumænien). Deres medlemskab af EU mellem 2005 og 2007 er kun en del af forklaringen. Tilfredsheden med demokrati i disse lande voksede især efter den globale økonomiske krise i 2008 – selv om den førte til lavere økonomisk vækst.
Noget andet er derfor på spil: Den første generation af liberale postkommunistiske politiske eliter blev stemt fra magten og erstattet af populistiske politikere, der lover social velfærd, stop for immigration og nationalistiske politiker. Det har fået tilfredsheden blandt vælgerne til at stige – selv om (eller fordi?) styrerne samtidigt blev mere autoritære.
En anden positiv tendens er, at tilfredsheden med demokratiet er høj og stigende blandt de to procent af verdens befolkning, der lever i Danmark, Norge, Holland og Schweiz.
Også i Sydasien, Nordøstasien og især i Sydøstasien er tilfredsheden med demokratiet klart højere end i andre regioner. Indtil nu har store dele af Asien undgået den demokrati-krise, som har ramt andre dele af verden.
Verdens største demokrati, Indien, er lidt af en gåde. Her er tilfredsheden med demokrati relativ høj. Forklaringer er mange: En underdanig politisk kultur med rødder i kastesystemer, kolonimagtens succes med at indoktrinere demokratiske normer, Kongrespartiers dominans indtil for nylig etc.
Cambridge-undersøgelsen mangler dog data fra de seneste år, så effekten af BJP’s magtovertagelse har endnu ikke kunnet kortlægges.
Overraskende afrikanske resultater
I Afrika blev demokratiseringen i 1990’erne mødt med udbredt entusiasme hos et stort flertal i Sydafrika, Nigeria, Kenya, Namibia, Botswana, Zambia, Mozambique, Tanzania, Mali, og Ghana. Det er ikke overraskende i betragtning af de repressive og korrupte styrer, de afløste. Siden da er utilfredsheden steget til et gennemsnit på cirka 50 procent i de 14 lande, der er data for. Det er dog bedre end det globale gennemsnit.
Detaljerede resultater fra nogle af disse lande viser, at utilfredsheden i Nigeria er stærkt stigende; at den er under 40 procent i syv afrikanske lande (mod det globale gennemsnit på 60 procent), og at utilfredsheden med demokrati i Botswana og Zambia, for eksempel, ligger på samme lave niveau som Sveriges og Finlands (ca. 30 procent utilfredse). Bortset fra Nigeria-resultatet, er disse tendenser mildt sagt overraskende.
Hvad kan vi lære om demokratiers tilstand?
Cambridge-undersøgelsen viser, at utilfredshed med demokrati typisk ikke kun rammer enkelte lande, men mange på samme tid. Det tyder på, at demokrati-dårligdomme smitter over landegrænser. Derfor bør demokrati-diagnoser ikke blot fokusere på et lands særtræk – f.eks. præsidenter som Trump, Magufuli eller Bolsano.
Analyserne må også inddrage demokratiers (ofte manglende) evner til at løse problemer, der rammer mange lande: det vil sige globaliseringens trusler mod jobs og nationalstaten, migrations-pres, korruption, ulighed i og mellem lande etc.
Undersøgelsen tyder også på, at netop det globale omfang af utilfredshed med demokrati gør, at også sociale medier må spille en rolle i dens spredning. Især i den konfrontatoriske angelsaksisk ”winner takes all” politiske model kan forstærkes af de sociale mediers evne til at splitte samfund i ”stammer,” der bekriger hinanden. Hvis det er tilfældet, hvad betyder sociale medier så for demokratiets fremtid i de mange tidligere engelske kolonier på det afrikanske kontinent, som har overtaget dette valgsystem – og hvor etniske konflikter i forvejen kan være store?
Den tredje vigtige indsigt er, at sammenfaldet mellem populisme og demokratisk tilfredshed i nogle lande ikke betyder, at vælgerne bakker op om centrale demokratiske værdier. I Østeuropa, for eksempel, skyldes tilfredsheden snarere en overensstemmelse mellem de holdninger, som den politiske elite udtrykker og folkelig opinion – uanset at denne opinion ikke er særligt pro-demokratisk. Måske forklarer denne form for populisme også, at mange afrikanere er relativt tilfredse med deres lands demokrati, selv om det glider mod mere autoritære tilstande.
Demokratiets trilemma
Demokrati-utilfredsheden har, som Cambridge-analysen beskriver, forskellige årsager verden over, men overalt spiller globalisering en vigtig rolle.
På den ene side har globaliseringen løftet millioner – især i Asien – ud af fattigdom. Her er folk både mere tilfredse med globaliseringen end andre steder i verden, og mere tilfredse med demokrati, som Cambridge-undersøgelsen viser.
På den anden side har årtiers accelererende globalisering (plus teknologisk udvikling) også resulteret i voksende økonomisk ulighed mellem og inden for mange lande samt stigende identitetssplittelse omkring nationalisme, etnicitet og religion (forstærket af eksplosionen i brugen af sociale medier). Det har bidraget til valget af Trump som præsident, til Brexit, og til opblomstringen af populismen både i mange rige vestlige og fattige sydlige lande.
Globaliseringen stiller landene overfor et trilemma, som jeg beskrev i en tidligere blog: Kun en tåbe frygter ikke globaliseringen.
Større globalt demokrati kan i princippet skabe effektiv global regulering af markeder, der for længst er globale. Konsekvensen er mindre nationalt selvstyre. Det er hvad fortalere for eksempelvis FN argumenter for, men scenariet er næppe politisk realistisk.
Alternativt – for at fremme vækst gennem øget globalisering – kan nationalstatslige forhindringer af voksende økonomisk samkvem reduceres ved at begrænse globalt og nationalt demokrati, og så håbe på, at vinderne har ressourcer og politisk vilje nok til at kompensere taberne. Ellers vil dette scenarie nok føre til øgede uligheder og ufred i og mellem lande.
Endelig kan der sættes grænser for globaliseringen, så nationale økonomier kun åbnes i den udstrækning, der er hjemlig demokratisk støtte til det. Typisk vil det indebære en reduceret international koordinering gennem WTO, IMF, FN eller andre organisationer, samtidig med at protektionistisk og nationalistisk økonomisk politik vil få mere vind i sejlene.
Hovedpointen er, at vi ikke kan få mere globalisering, mere national selvbestemmelse, og mere nationalt demokrati på én gang. Utilfredsheden med demokrati er derfor uundgåelig i en globaliseret verden. Om den på længere sigt vil skabe demokratiske fornyelser eller vil føre til nationale demokratiers død, tør jeg ikke spå om.
