Tag ikke fejl. Det er en film om vold. Vold mod hinanden. Vold mod afrikanere. Vold mod Afrika. Og i og for sig er det vold mod dig selv, når du glider ned i et biografsæde og lader ”Concerning violence” køre over skærmen. I hvert fald, hvis man er pacifist som Deres anmelder.
Filmen er bygget op over et essay skrevet af Frantz Fanon, der døde som 36-årig i 1961. Som sort intellektuel mand, født i det franske departement Martinique, oplevede han under en rejse til det afrikanske fastland, hvordan han blev degraderet og nedgjort til kun at være sin hudfarve.
Ja, ikke engang det; et objekt i øjnene på de hvide kolonialister. Hans hovedværk fra 1961, Les damnés de la terre [Fordømte på jorden, red.] – som essayet ”Concerning violence” er en del af – blev en stor inspirationskilde for frihedskæmpere i blandt andet Afrika.
Foto: Fra ‘Concerning Violence’ (CPH:DOX).
Pacet frem af Lauryn Hills stemme – mættet af monotoni og sulten efter følelser – der roligt læser Fanons ord op, ser vi Afrikas uafhængighedskrige udspille sig igennem svenske arkivbilleder fra 1966-1984.
Med vold og magt
”Colonialism is violence and it will only yield when confronted with greater violence.”
”Concerning violence” er en film, der viser omkostningerne ved kolonitiden – de materielle og i særdeleshed de menneskelige. En film, der understreger, at hver eneste afrikanske selvstændighed har kostet liv, og at mange af de tidligere koloniers frihed kun er opstået som følge af krig.
Vi ved det egentlig godt – men det er stadig voldsomt at blive konfronteret med gennem lyd og billeder. Lige fra den første scene, hvor hvide kolonisoldater fra deres cirkulerende helikoptere nonchalant nedskyder en flok skrækslagne køer på jorden under dem.
Ni kapitler driver historien frem med vold og magt som den røde tråd. Vi møder guerillaen i Mozambiques jungle, hvor kvinder med filede tænder og tatoverede ansigter står side om side med mændene og kæmper for deres lands, og ikke mindst deres landskvinder og -mænds, frihed.
Vi ser portugisiske bomber falde over bebyggelse, og på et hospital stirrer en ung mor apatisk ud i luften. Hendes højre arm er reduceret til en blodig stump lige under skulderen. I skødet ligger hendes baby, hvis højre ben ikke eksisterer mere, og drikker mælk.
I Guinea-Bissau opereres en oprører midt ude i junglen. Lægen, eller i hvert fald manden der skal foretage operationen, vasker sig under åben himmel få meter fra lejet, hvor patienten stirrer stift på droppet i hans arm, indtil han falder i søvn.
En hvid zimbabweaner fortæller roligt, at stemningen i landet spidser til, at de indfødte tager sig flere og større friheder, at de drømmer om at eje hus og bil – og at han mener, at han kan nå at skyde 4 ’affies’ [afrikanere, red.], inden han selv dør.
På en golfbane putter unge teenagedrenge bolde, mens afrikanske caddier slæber golftaskerne. Og i Tanzania gør to svenske missionærer sig selv komplet til grin foran kameraet, så hele biografsalen trækker på smilebåndet, lettet over at der endelig er noget at smile af.
Mens det svenske ægtepar kæmper for at huske, hvor det præcis står skrevet i biblen, at en mand ikke må have flere koner, knokler en flok tanzanianske mænd med at bygge en kirke i baggrunden. En kirke er jo vigtigere end skoler og hospitaler, forklarer den svenske mand.
Lauryn Hill kommenterer tørt, at selv kirken og troen, som mange afrikanere har taget til sig, er den hvide mands. Kirken er kolonialisternes. Og heller ikke den er farveblind:”Many [Africans] are called; few are chosen.”
Hvad så bagefter?
”The colonised man finds his freedom through and in violence.”
Når man sidder i mørket, må man huske på, at filmens ord er skrevet af en mand, der døde, flere år før, filmens billeder blev optaget, og altså inden uafhængighedens krige for alvor hærgede det afrikanske kontinent.
På en måde bliver ordene en profeti, vi ser gå i opfyldelse gennem filmens billeder. En form for fysisk manifestation, om man vil. Men kun til et vist punkt. For den optimisme, der ligger i Fanons sidste ord om, at Afrika skal skabe en ny human identitet, ikke følge i Europas fodspor, men i stedet opfinde sig selv, klinger immervæk hult.
For modsat Fanon er vi her til at se og bevidne, hvad der fulgte efter uafhængigheden. Vi ved fra historien, at hans profeti om dette nye Afrika endnu ikke er gået i opfyldelse.
Det ville være synd at sige, at volden på det afrikanske kontinent efter uafhængigheden er gået i sig selv. Og måske havde det været interessant, hvis filmen havde turdet røre ved det faktum og stille spørgsmålet, om vold accelererer? Om vold kan stoppe fra det ene øjeblik til det andet? Om vold avler vold?
Det eneste for alvor positive islæt i filmen er et kort interview med Thomas Sankara, Burkina Fasos præsident fra 1983 til 1987, og af mange set som Afrikas Che Guevara. I klippet forsager Sankara Den Internationale Valutafond og al dens nødhjælp. ”Vi vil ikke være afhængige”, siger han. ”Hvis de vil hjælpe, kan de give os traktorer, plove og gødning, så vi selv kan skabe vores fremtid og ikke være en nation af tiggere.”
Som bekendt blev Sankara dræbt ved et militærkup ledet af hans gode ven og kollega Blaise Compaoré – den selvsamme præsident, der, efter at have besiddet embedet siden mordet på Sankara, for et par uger siden blev afsat som præsident.
Og det er her, der kommer en splint af håb. Måske har Fanon haft en finger med i spillet og gjort sit for, at hans profeti alligevel går i opfyldelse; for kuppet mod Blaise skete ikke fordækt, i det skjulte og blev ikke planlagt af hverken militær eller en misundelig konkurrent. Præsidenten blev afsat som følge af folkelige protester og demonstrationer. Ikke som følge af vold.
Concerning Violence vises sidste gang på CPH:DOX torsdag d.13. november klokken 16.30 i Nordisk Film Palads.
For billetter og trailer: http://cphdox.dk/screening/concerning-violence
Fakta om filmen
Original titel: Om Våld
Engelsk titel: Concerning Violence
Produktionsår: 2014
Instruktør: Göran Hugo Olsson
Længde: 85 min.
