En stribe overfald og mord rammer dagligt de offentlige transportmidler i Guatemala. Præsident Álvaro Colom har meddelt, at en speciel eliteenhed nu sættes ind mod de kriminelle bander i det mellemamerikanske land. Fra flere sider antydes det, at volden bruges som politisk pression mod regeringen
Af Per Bergholdt Jensen
informationsmedarbejder for IBIS i Mellemamerika
Guatemalas vil nu danne en særlig eliteenhed, som sættes ind mod den organiserede kriminalitet. De kriminelle banders svar faldt omgående: Umiddelbart efter meddelelsen blev 5 dræbt i bybusserne Guatemala By. En politipatrulje blev også beskudt og en betjent såret.
Selv om man nu ser soldater med automatvåben ved busstoppesteder, bliver regeringen voldsomt kritiseret for ikke at bremse den voldsbølge, der plager den offentlige trafik i Guatemala.
Siden nytår er omkring 40 buschauffører og billetsælgere blevet dræbt, og et utal af passagerer overfaldet.
Overfaldene på busserne skyldes hovedsageligt kriminelle bander, som de ekstremt voldelige Mara Salvatrucha og M 18. Banderne kræver beskyttelsespenge fra busserne eller laver røveriske overfald på passagererne.
Guatemala er et af Latinamerikas farligste lande, og i gennemsnit myrdes der 17 personer i døgnet – eller omkring 5.600 om året.
Vag tale til nationen
Præsident Colom holdt tirsdag en tale til nationen. Heri gav han udtryk for, at overfaldene på de offentlige transportmidler stammer fra grupper, som ønsker at destabilisere samfundet. Colom omtalte de ansvarlige som ”mafiaer”, der ønsker at fremkalde ”en tilstand af psykose” i landet.
Voldsbølgen bliver af flere set som et forsøg på at undergrave centrum-venstre regeringen ved at skabe en tilstand af total national frustration. Tirsdag cirkulerede der således rygter i medierne om indførelse af en undtagelsestilstand, hvilket regeringen dog har afvist.
Colom appellerede til guatemalanernes tålmodighed, og bad dem om ikke at gribe til selvtægt. Colom udtalte, at han var overbevist om at fred og ro ville vende tilbage de nærmeste dage.
Den holdning er der næppe mange, der deler. Allerede morgenen efter talen blev der begået 2 nye drab i bybusserne.
Guatemalanerne har i forskellige meningsmålinger givet klart udtryk for, at regeringens indsats over for kriminaliteten er mangelfuld. Og Coloms tale overbeviste langt fra om, at han har en løsning på landets eskalerende sikkerhedskrise.
På den baggrund forekommer talen at være en tom gestus, som i værste fald kan fremvise regeringens magtesløshed over for den organiserede kriminalitet.
Vold som politisk pression
Den politiske kommentator Héctor Rosada mener i stil med regeringen, at der kan være politisk pression bag den seneste voldbølge. Ifølge Rosada kan de ansvarlige grupper være interesserede i at bremse en striksere våbenlov og efterforskninger mod politiet, samt stoppe legale reformforslag fra CICIG (Den Internationale Kommission mod Impunitet i Guatemala).
Rosada påpeger, at den guatemalanske stat selv anvendte vold i årtier som led i den politiske og sociale undertrykkelse under borgerkrigen. Dette har ført til et samfund, hvor vold er blevet et almindeligt middel til at opnå resultater. Ifølge Rosada, ønsker de kriminelle kredse at fremkalde en undtagelsestilstand.
– Med undtagelsestilstand kan man ikke vedtage love, og dermed kan man forhindre et gunstigt klima med hensyn til god demokratisk regeringsførelse, siger Héctor Rosada til avisen Prensa Libre.
Blokader i protest mod vold
Mord på buschauffører og passagerer har længe været hverdagskost i Guatemala By, men sikkerhedssituationen er i det sneste par måneder blevet forværret. I titusindvis af personer er afhængige af den offentlige transport, og mordene medfører næsten dagligt kaos, hvor folk transporteres på tag og kølerhjelme af de få kørende busser.
I protest mod myndighedernes manglende indsats for at sikre den offentlige transport, har de udsatte buschauffører flere gange etableret blokader af trafikken i hovedstaden i protest mod overfaldene.
Chaufførerne blokerede 23. marts indgangen til San Carlos Universitetet, hvor de studerende ligeledes arrangerede protester mod volden.
Ineffektivt politi og retsvæsen
En væsentlig del af den eskalerende sikkerhedskrise skyldes, at Guatemalas retsvæsen og politi er præget af inkompetence, korruption, mangel på ressourcer og almindelig ligegyldighed.
Meget få bliver stillet for en dommer, bl.a. fordi politiet ofte selv er involveret i organiseret kriminalitet. Opklaringsraten for mord er under 5 procent, og over 5.000 mord om året forbliver uopklarede.
Udover disse problemer står Guatemala over for en stigende invasion af ressourcestærke mexicanske narkokarteller. På den baggrund er der næppe udsigt til, at sikkerhedskrisen løses foreløbigt, og Guatemala ligner i stigende grad et restsamfund i opløsning.
Læs mere på www.ibis.dk