Voldsomme sammenstød mellem palæstinensiske demonstranter og israelsk militær har kostet mindst 37 livet – alle palæstinensere. Andre 1.300 er blevet kvæstet, skriver BBC.
Den palæstinesiske organisation Hamas, der styrer Gaza-enklaven, har opfordret til protester gennem de seneste uger. Det sker i forbindelse med årsdagen for grundlæggelsen af den israelske stat 14. maj 1948.
Blandt palæstinenserne betegnes dagen som “katastrofen”, da det betød starten på fordrivelse af palæstinenske indbyggere til fordel for bosættere med jødisk baggrund.
Ifølge de israelske myndigheder deltager omkring 35.000 palæstinensere i dagens protester, der foregår langs grænsen mellem Gaza og Israel.
Demonstranterne har blandt andet kastet sten og brandbomber mod de israelske soldater, der har svaret igen med skarpladte skydevåben.
Vrede om USA’s ambassade-flytning
De voldelige sammenstød skyldes bl.a. mange palæstinenseres vrede over USA’s beslutning om at flytte sin israelske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem. Det opfattes af mange – både i og udenfor Palæstina – som en real anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad.
Byen har været under israels kontrol siden 1967, hvor det indtog byens østlige del. Ifølge aftalen mellem Israel og palæstinenserne fra 1993 skal byens status afgøres som en del af fredsforhandlingerne.
USA’ konsulat i Jerusalem fungerer fra i dag som ambassade men reelt vil meget af ambassadens arbejde blive varetaget fra den nu forhenværende ambassade i Tel Aviv indtil der bliver bygget en ny ambassade i Jerusalem.
Præsident Donald Trumps datter Ivanka Trump deltog i åbningsceremonien i Jerusalem.