Voldsomt mord ryster Vestbredden

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Både israelere og palæstinensere er chokerede over det voldsomme mord på en israelsk familie på den besatte Vestbred, og begge lejre har stærkt fordømt forbrydelsen, skriver Amnesty International.

NGO’en fordømmer på det kraftigste drabene på civile, og opfordrer de palæstinensiske myndigheder til at retsforfølge de skyldige. Israel skal dog huske, at mordet ikke retfærdiggør at blive ved med at bygge bosættelser i de besatte områder.

En jernnæve vil ramme

Mindre en 24 timer efter mordene godkendte det israelske parlament opførelsen af 500 nye huse i allerede eksisterende bosættelser på Vestbredden. Ifølge israelske myndigheder sker dette som konsekvens af weekendens angreb, og de lover, at en jernnæve vil ramme morderne. Mordet på familien var med den palæstinensiske præsident Abbas’ ord, umenneskeligt og amoralsk. Amnesty maner til besindighed og minder de israelske myndigheder om, at mordene ikke må bruges som undskyldning til at fortsætte den ulovlige praksis med at bygge huse på den besatte Vestbred.

Philip Luther fra Amnesty Internationals Mellemøsten og Nordafrikaafdeling siger:
“Amnesty International har gentagne gange anmodet de israelske myndigheder om at stoppe al byggeaktivitet på Vestbredden, som et første skridt hen imod helt at fjerne de ulovlige bosættelser i de besatte områder.”

Civile står for skud

Mordet har også antændt israelske bosætteres vrede, og de angriber palæstinensere over hele Vestbredden med molotov-cocktails, stave, knive og pistoler. Nogle har også brændt palæstinenseres biler, marker og anden ejendom af. Volden mod uskyldige civile er i nogle tilfælde blevet overværet af israelske sikkerhedsstyrker, uden at de har grebet ind.

Det israelske militær, IDF, indleder med egne ord en menneskejagt på de skyldige. Hæren har siden lørdag morgen indført udgangsforbud i en landsby tæt på Itamar-bosættelsen og har anholdt omkring 300 beboere fra landsbyen. Al Jazeera melder om flere vejspærringer, og i Nablus gennemfører IDF husransagelser.

Organisationen Al-Aqsa Martyrernes Brigade har taget ansvaret for mordet på den israelske familie. Gruppen er udsprunget af Fatah-bevægelsen, og er på både EU’s og USA’s terrorliste.